Modregning for pensioner

Her på siden kan du læse mere om, hvordan pensioner kan gøre din efterløn mindre.


Hvis du er født den 1. januar 1956 eller senere

Hvis du har pensioner, bliver din efterløn mindre, uanset om du får pensionerne udbetalt i efterlønsperioden eller ej.

Livsvarige pensioner:

Din årlige efterløn bliver reduceret med 64 procent af det beløb, som du er stillet i udsigt, at du kan få pr. år i pension.

Kapitalpensioner og ratepensioner:

Din årlige efterløn bliver reduceret med 4 procent af din pensionsopsparing.
Hvis du samtidig med efterlønnen får udbetalt en pension, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, vil efterlønnen blive nedsat med 64 procent af den udbetalte pension.
Pensioner, du får udbetalt, efter at du er fyldt 60 år, men inden din efterlønsalder, indgår også i den samlede pensionsopgørelse.


Beregning af din efterløn

Få måneder før din efterlønsalder får vi elektronisk oplyst, hvilke pensioner du har og værdien af dem. Først på det tidspunkt kan vi beregne, hvilken betydning dine pensioner får for din efterløn.

Du kan få en oversigt over dine pensioner på Pensionsinfo.

Du kan lave en vejledende beregning af, hvornår og hvor længe du kan få efterløn på efterloensberegner.dk. Du kan også se, hvilken indflydelse dine pensioner får på din efterløn.

Forstå efterlønnen fra din sofa

Vi har samlet en række videoer til dig, der gennemgår dine muligheder i efterlønsordningen.