Arbejdsfastholdelse

Er du ramt af sygdom, nedslidning eller har du været udsat for en ulykke, som forhindrer dig i at passe dit arbejde, så findes der flere muligheder for hjælp, så du kan beholde dit arbejde. For arbejdslivet er ikke kun en væsentlig del af hele din tilværelse, men en væsentlig del af dig.


Delvis sygemelding og delvis raskmelding

Du kan blive delvist sygemeldt, hvis du i en periode ikke kan varetage alle dine arbejdsopgaver.

Du kan også blive delvist raskmeldt, hvis du er fuldt sygemeldt, men klar til at genoptage dit arbejde gradvist.

Du skal selv aftale arbejdstider og arbejdsopgaver med din arbejdsgiver, og derefter skal aftalen godkendes af jobcentret.

For at kunne være delvist sygemeldt eller delvist raskmeldt, skal dit fravær være på mindst 4 timer om ugen.

Læs mere om sygedagpenge.


Refusion til arbejdsgiver ved langvarig eller kronisk sygdom - § 56 aftale

Har du en langvarig eller kronisk sygdom, fx migræne eller dårlig ryg, som giver et øget sygefravær, kan du og din arbejdsgiver søge kommunen om en § 56 aftale. Din sygdom skal medføre et fravær på mindst 10 dage om året.

En § 56 aftale giver din arbejdsgiver ret til sygedagpengerefusion fra kommunen fra din første sygedag, når du er sygemeldt på grund af din kroniske eller langvarige sygdom. Er du syg af anden årsag, fx influenza, skal din arbejdsgiver stadig betale sygedagpenge fra første sygedag.

En § 56 aftale gælder kun hos din nuværende arbejdsgiver og i op til to år ad gangen. Skifter du arbejde, skal du søge igen. Flytter du derimod til en anden kommune, men beholder dit arbejde, fortsætter aftalen resten af perioden.

Du kan også få en § 56 aftale, hvis du skal indlægges på sygehus eller gå til ambulant behandling eller genoptræning. Der er to muligheder for at få en § 56 aftale i sådanne situationer. Enten hvis det på ansættelsestidspunktet er planlagt, at du skal indlægges eller i ambulant behandling. Eller hvis din arbejdsgiver, inden for de seneste 12 måneder, har udbetalt sygedagpenge eller løn i mindst 21 kalenderdage for den sygdom, som nu kræver, at du skal indlægges eller i behandling.


Åbningstider

Mandag: kl. 9-16
Tirsdag - torsdag: kl. 9.30-14.30
Fredag: kl. 9.30-14

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med din sag ved kommunen, er du velkommen til at kontakte Krifas socialrådgivere på telefon 7227 7280 eller via kontaktformularen.

Hjælpemidler og indretning af arbejdsplads

Har du svært ved at passe dit arbejde på grund af dine helbredsmæssige problemer, kan det måske afhjælpes med særlige arbejdsredskaber eller en mere hensigtsmæssig indretning af din arbejdsplads.

Jobcentret kan give tilskud til indretningen af din arbejdsplads eller hjælpemidler, hvis det er afgørende for, at du kan udføre dit arbejde.
Hjælpemidler kan for eksempel være specialstole, særlige computerprogrammer, specialdesignede arbejdsredskaber og installation af kørestolsrampe/lift.


Personlig assistance

Har du en varig funktionsnedsættelse, kan du søge jobcentret om at få bevilget en personlig assistent, der kan hjælpe dig med at klare de arbejdsfunktioner, du ikke selv kan klare.

Du skal selv kunne klare størstedelen af dit arbejde. Assistenten må kun udføre hjælpefunktioner og må ikke være vikar for dig eller en ekstra medhjælp.

En personlig assistent kan for eksempel hjælpe dig med at hente ting, tage tunge løft og udføre skrivearbejde.

Jobcentret kan bevilge personlig assistance i op til 20 timer om ugen, hvis du arbejder 37 timer om ugen. Arbejder du på nedsat tid, bliver assistentens timer tilsvarende nedsat. Har du flere handicap, kan du få bevilget flere timer.

Din arbejdsgiver skal enten ansætte en som din personlige assistent eller frikøbe en af sine medarbejdere til opgaven.

Mentor

Har du brug for oplæring og støtte i nye arbejdsopgaver, fordi du ikke længere kan varetage dine hidtidige arbejdsopgaver, kan jobcentret bevilge dig en mentor.

Dit behov for støtte og oplæring skal ligge ud over den almindelige oplæring af en ny medarbejder.

Der er ikke fastsat nogen grænse for, hvor meget støtte, du kan få. Det afhænger af dit behov. Typisk bevilges mentorstøtte i et par timer om ugen. Du kan maksimalt få bevilget mentorstøtte i en periode på 6 måneder, men der er mulighed for, at du kan få det forlænget.

Din mentor vil normalt være en allerede ansat medarbejder, der frikøbes til at være mentor for dig.


Sporskifteordning - en mulighed for nedslidte medarbejdere.

I forbindelse med den seneste trepartsaftale er der afsat penge til at medarbejdere, der enten er i risiko for at blive nedslidt eller allerede er nedslidte på grund af fysisk eller psykisk belastende arbejde, kan skifte spor.

Formålet med puljen til sporskifte er at give medarbejdere, med ordinær ansættelse, mulighed for et tilbud om en såkaldt sporskifteordning. Sporskifteordningen indeholder forløb, der har til formål at fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet, enten inden for samme virksomhed eller i anden virksomhed.

Der er ingen krav til, hvilken jobfunktion eller uddannelse medarbejderen har, eller til medarbejderens alder. Virksomheden søger om støtte og tildeles tilskud på vegne af den enkelte medarbejder. Et sporskifteforløb kan bestå af beskæftigelsesrettet vejledning og afklaring, erhvervsrettet efteruddannelse og eventuel praktik i en anden virksomhed. Der kan bruges sammenlagt max. 40 dage per medarbejder.

Du kan læse mere om ordningen her.

Er du på vej videre i dit arbejdsliv?

Det kan være, at du ikke kan vende tilbage til dit nuværende arbejde på grund af sygdom. Så prøv at se, om der er noget her, du kan bruge til at komme videre.