Min chef fyrede mig ud af det blå
Det er tidligt onsdag morgen. Morgensolen maler de nederste skyer lyserøde og giver tegn til, at det bliver endnu en solrig julidag. Helle Christensen svinger ind på parkeringspladsen, drejer bilnøglen om og smiler til sig selv i bakspejlet. Hun er i godt humør, glæder sig til at skulle lange rundstykker og romkugler over disken igen i dag. Fem lange måneder som sygemeldt er overståede, og hun vendte for 14 dage siden tilbage på jobbet i det lille minimarked med eget bageri i Østjylland.
Men da Helle træder ind i butikken, er der noget, der ikke er, som det skal være. Hun kan mærke det med det samme. Hun spørger med et glimt i øjet sin chef, om han er i gang med at fyre hende? Nej nej, beroliger han hende. Men dagen efter ligger fyresedlen på bordet.
- Det kom helt ud af det blå. Vores chef har før givet os fyresedler og derefter genansat os. Det har jeg altid syntes var mærkeligt, men det var nok bare hans måde at gøre tingene på. Ellers var han jo flink. Men den her fyreseddel, den var anderledes. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det her var en, der gjaldt, fortæller Helle.
Hendes arme hviler på spisebordet, men hendes hænder er knyttede. Det er tydeligt, at selvom hændelsen ligger tilbage i 2014, er hun stadig vred.
Savnede job under sygdom
Helle bliver sygemeldt i februar 2014 med både psoriasis, gigt og kort tid efter også en kronisk tarmsygdom. Og det er denne sygdomsperiode, som arbejdsgiveren begrunder fyringen med. Øgede omkostninger på grund af sygefravær, står der på fyresedlen. Han mener altså, at Helles sygdom de sidste fem måneder har kostet ham penge.
Men det stemmer ikke overens med virkeligheden. For Helle har faktisk slet ikke fået udbetalt den løn under sygdom, som hun ellers har ret til som funktionæransat:
- Min chef sagde, at jeg ikke skulle have løn men kun sygedagpenge, mens jeg var syg. Så det troede jeg på og undersøgte det ikke nærmere. Jeg havde bare travlt med at blive rask nok til at komme tilbage på arbejde. For jeg elskede mit job. De faste stamkunder, der altid kom forbi til en snak, og mine gode kolleger. Det savnede jeg bare helt vildt, mens jeg var sygemeldt, fortæller hun.
Køre sag mod sin chef?
Men gensynet med arbejdspladsen går ikke som forventet, da Helle kort tid efter sidder med fyresedlen i hånden.
- Nu havde jeg gået og glædet mig så meget til at komme tilbage, og så fyrer de mig? Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvordan skulle jeg få et nyt job? For hvem ville nogensinde ansætte en, der har flere kroniske sygdomme? Helt ude af den ringede jeg til min fagforening. Jeg vidste egentligt ikke, hvad jeg ville. Måske havde jeg bare brug for at fortælle det til nogen, fortæller hun.
Helle får fat i en rådgiver hos Krifa. Hun kan næsten ikke tale sammenhængende, fordi hun er så ked af det. Rådgiveren forsøger at trøste hende men stopper op, da han hører om grunden til hendes fyring. ”Hvad står der helt præcist på fyresedlen?", spørger han undrende, og Helle fortælle om den urimelige begrundelse om for meget sygdom. Krifa-rådgiveren stiller straks Helle videre til en jurist, som dykker længere ned i sagen.
Juristen finder frem til, at det ikke kun er den manglende løn under sygdom, der er problemet. Hele fyringen strider faktisk i mod lovgivningen. Helles sygdomme er nemlig så slemme, at hun rent juridisk kan betegnes som handicappet. Og så er det diskrimination at fyre hende på den baggrund. Juristen gør derfor Helle opmærksom på, at det faktisk vil være muligt at køre en sag mod arbejdsgiveren.
Dén skal Helle lige sluge. For vil hun virkelig køre en sag mod den arbejdsgiver, som hun ellers oplevede som flink? Hun vender den med sin mand, og de bliver enige om lige at tænke lidt over det.
Mere og mere gal
Helle forsætter sit job i butikken. Folk i det lille lokalsamfund er tydeligvis klar over, at hun er fyret, for mange af dem har svært ved at kigge hende i øjnene. Hun husker det som ret ubehageligt.
- Men jeg mødte stadig op og passede mit arbejde, som jeg altid har gjort. Det var meget vigtigt for mig at vise, siger hun.
Hun har egentligt besluttet sig for ikke at køre sagen mod sin arbejdsgiver. Men da hun får frataget størstedelen af sine ansvarsområder i butikken, allerede inden hun er stoppet, er det dråben.
- Jeg går og bliver mere og mere gal. Til sidst ringer jeg Krifa op og siger ”I kører sagen!”, husker Helle.
Ingen venner tilbage
Juristen hos Krifa går i gang med sagen, og hun får hurtigt hentet den løn hjem, som Helle skulle have haft under sin sygemelding. Det er straks sværere med godtgørelsen for den diskriminerende fyringsbegrundelse. Derfor inviterer juristen til mæglermøde, hvor både Helle og arbejdsgiveren er til stede.
- Det var så mærkeligt at sidde der overfor hinanden, husker Helle og fortsætter:
- Vi har altid haft et godt forhold til hinanden, men nu er vi pludseligt modstandere. Det var rigtig ubehageligt, fortæller hun.
Til mæglermødet bliver de ikke enige. Og det går op for Helle, at det her måske bliver en hård kamp.
- Efter mødet siger Jane, min jurist, ”Du skal være forberedt på, at når du lukker døren bag dig, så har du måske ingen venner tilbage her på arbejdspladsen”. Det ramte mig, for jeg har altid været vellidt. Og jeg ønskede jo slet ikke at havne i den her konflikt. Jeg ville jo gerne bare passe mit arbejde, som jeg plejede, fortæller hun.
Jagten på retfærdighed
Fordi arbejdsgiveren ikke vil betale godtgørelsen, overgår sagen til advokatkontoret, som sender den i retten. I mens begynder folk i det lille lokalsamfund omkring supermarkedet at tale. Nogen har hørt rygter om, at Helle har presset mange penge ud af den lokale bagermester og ejer af det lille minimarked.
- Folk så mig som den store bussemand, der ribbede min chef. Men det var jo slet ikke sådan, det forholdt sig, for jeg havde jo ikke gjort noget. Og jeg forstår stadig ikke, hvor det med pengene kommer fra, for på daværende tidspunkt havde jeg altså ikke modtaget én krone i erstatning, fortæller hun.
Men på spørgsmålet, om hun aldrig overvejede at droppe sagen, svarer hun et klart nej.
- Det var vigtigt for mig at gøre det her, siger hun og forsætter:
- Men det var altså ikke pengene, det handlede om. Det er vigtigt for mig at understrege. Det var retfærdigheden i, hvad du kan byde et andet menneske.
Forlig som et punktum
Det er tidligt fredag morgen den 26. Februar 2016. Selvom solen skinner, er det bidende koldt, og Helle sidder derfor i sofaen under tæppet, da hun bliver ringet op af sin advokat fra Krifa. Advokaten fortæller, at sagen nu er slut. Der er indgået forlig med arbejdsgiveren, og Helle vil få en godtgørelse.
- Det var en kæmpe lettelse, der skyllede igennem mig. Nu havde vi kæmpet i halvandet år, og jeg orkede snart ikke mere. Med forliget blev der endelig sat punktum, fortæller hun.
Helle tager mandagen efter ud til Krifas hovedkontor for at overrække blomster til de medarbejdere, der har hjulpet hende igennem forløbet.
- Jeg kunne ikke have klaret den her selv. Jeg er så taknemmelig for den hjælp, jeg fik, da jeg havde allermest brug for det. Nu kan jeg se fremad og koncentrere mig om at blive rask.