Person skriver en opsigelse i en sms på mobiltelefon

Må jeg sende min opsigelse på SMS og mail?

Vi kommunikerer digitalt i flere og flere sammenhænge. Men betyder det, at man også kan sende sin opsigelse pr. mail eller sms? Tjek om den går, eller det bare vil give en masse problemer.

Dan Jacobsen er juridisk konsulent i Krifa og arbejder til dagligt med spørgsmål om blandt andet opsigelser:

- Helt generelt kan en opsigelse faktisk være givet mundtlig og være gyldig. Men i både Funktionærloven og i mange overenskomster står der, at en opsigelse skal være givet skriftligt. Og da både både e-mail og sms er skriftlige kommunikationsformer, opfylder de kravet.

Er opsigelsen nået frem til chefen

Så langt så godt ifølge Dan Jacobsen, der dog har en anden væsentlig pointe omkring e-mail og sms:

- Der kan opstå tvivl om, om opsigelsen reelt også er nået frem til modtageren. Hvis man sender sin opsigelse på en e-mail til arbejdspladsen den 31. i måneden kl. 20.00, kan man ikke forvente, at kontoret stadig er bemandet, og at ens arbejdsgiver har modtaget e-mailen denne dato. Da e-mailen først reelt bliver modtaget dagen efter, den 1. i måneden, får det betydning for, hvornår man kan fratræde, da man på den måde er begyndt på en ny måned.

Dan Jacobsens gode råd lyder derfor, at hvis man vil opsige sin stilling på en e-mail, må det gøre i så god tid, at man må regne med, at opsigelsen er modtaget til rette tid. Det vil være en god teknisk hjælp, hvis man sætter sin e-mail konto op til at sende en kvittering, når e-mailen er nået frem, og når den åbnes.

Med hensyn til opsigelse pr. sms gælder det, at de fleste tjekker sms-beskeder oftere end e-mails. Man skal dog tænke på, at arbejdsmobiler ofte kan være slukkede efter arbejdstid.

Anbefaler den personlige opsigelse

Ifølge Dan Jacobsen anbefaler Krifa, at en opsigelse altid bør ske ved en personlig samtale mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

- Det er det mest værdige og sikrer, at medarbejderens fratrædelse kan ske på bedst mulig måde. Ved samtalen skal opsigelsen naturligvis bekræftes skriftligt, og man bør altid få en kopi af opsigelsen, som modparten har underskrevet.

Problemer på jobbet?

Husk, at du som medlem af Krifa Fagforening kan få hjælp af vores mange jurister og advokater.