Forside/ .../ jobkontoret

Hverdagen på JobKontoret

JobKontoret hos Krifa Aalborg giver dig mulighed for at komme og skrive jobansøgninger sammen med ”kolleger” i samme situation som dig

På JobKontoret kan du få sparring og feedback på dine ansøgninger og CV af erfarne jobkonsulenter. De vejleder dig i at skrive skarpe og målrettede ansøgninger, der gør dig attraktiv på arbejdsmarkedet. JobKontoret er et tilbud til jobsøgende i Krifa og er en mulighed for at komme hjemmefra.

43-årige Julie Vognsgaard har flere gange benyttet JobKontoret i Aalborg og fortæller om de muligheder, JobKontoret giver hende:

- Når jeg er derhjemme, skal jeg tage mig sammen til at skrive jobansøgninger. Men at jeg kan tage ind på et kontor, samtidig med, at jeg kan få sparring, er fantastisk. Det handler om at komme ud over kanten og prøve noget nyt. JobKontoret er jo ikke en straf. Det er en hjælp.

Styrk dit netværk

JobKontoret er et oplagt sted til at netværke med andre og suge nye idéer og inspiration til sig. Der er gode muligheder for at skabe nye relationer og få flere kontakter i netværket. Du kan både komme i kontakt med jobkonsulenter og andre jobsøgende.

Hanne Henningsen kommer ofte på JobKontoret:  

- Jeg oplever JobKontoret som et sted, der gør en stor forskel for mig. Det, at jeg har et kontor at tage hen til, gør, at jeg kan styrke mit netværk, og det giver mig mulighed for at snakke med andre. Så sidder jeg ikke derhjemme helt alene. Her er stemningen altid positiv og hjælpsom. Det motiverer mig.

Frivilligt tilbud

JobKontoret er et tilbud, og det er helt frivilligt, om du har lyst til at bruge det eller ej. Du bestemmer selv dine ”arbejdstider”, og du er altid velkommen til at komme forbi. Det er ikke nødvendigt, at du melder din ankomst eller bestiller en tid, inden du kommer. Du kan komme, lige når det passer dig.

Julie Vognsgaard fortæller:

- Jeg ved, at der altid er nogle på JobKontoret, og at jeg bare kan dukke op. Jeg føler aldrig, at jeg er til besvær, men derimod, at jeg er meget velkommen. Der er altid god hjælp at hente.

Forskellige kursustilbud

Udover tilbuddet om at skrive ansøgninger er det også muligt at deltage i diverse kurser, der kan hjælpe dig med at forbedre din jobsøgning. JobKontoret tilbyder blandt andet kurser som ”Gør telefonen til dit stærkeste redskab”, ”Skriv dig til jobbet” og kurser i at forbedre din profil på LinkedIn.

Julie Vognsgaard deltog i kurset ”Skriv dig til jobbet”:

- Kurset var en øjenåbner for mig. Jeg blev klar over, hvordan man skriver en god ansøgning på trods af, at jeg har skrevet mange ansøgninger før. Jeg lærte, hvordan man analyserer et stillingsopslag, og hvordan man gør ansøgningen mere modtagerorienteret.

Tag din egen computer med, så sørger JobKontoret for rådgivning, wifi, te/kaffe og god stemning.

JobKontoret holder åbent hver mandag til torsdag fra kl. 9.15-14.00.
Du finder JobKontoret hos Krifa Aalborg på Gasværksvej 4, 2. sal, 9000 Aalborg.