Forside/ .../ Ny løn

Ny løn

Har du indblik i, hvordan lønnen sammensættes efter overenskomster for offentlig ansatte. Får du den løn, som du har ret til? Læs mere her.



Det offentlige lønsystem (Ny Løn)

Lønsystemet gælder for hovedparten af offentlig ansatte. En mindre gruppe er fortsat ansat efter det oprindelige lønsystem (også kaldet det gamle lønsystem).

I kommuner og regioner er alle faggrupper gået over til Ny Løn. Tanken bag Ny Løn har været, at lønnen ikke kun skulle være anciennitetsbestemt. En lille del af lønnen kan fordeles efter nærmere aftalte kriterier på den enkelte arbejdsplads.


Generelt om Ny Løn

Lønnen består typisk af flere lønelementer (se skemaet nedenfor), der afhænger af, om du er nyuddannet, de kvalifikationer du har, og de arbejdsfunktioner du udfører.

Ny stilling

Når du ansættes i en ny stilling, fastsættes lønnen på ny. Tillæg som du har fået ud over den løn, du har krav på efter overenskomsten, følger ikke automatisk med i en ny stilling.

Dokumentation

Du skal dokumentere din erfaring fra tidligere ansættelser overfor din nye arbejdsgiver, så din nye arbejdsgiver kan få fastsat en korrekt anciennitetsdato/erfaringsdato og på den måde afregne den korrekte løn til dig.

Sørg derfor for at få dokumentation for ansættelsen fra din arbejdsgiver, når du fratræder din stilling.

Dokumentation for ansættelse skal indeholde oplysninger om:

  1. datoen for tiltrædelsen,
  2. datoen for fratrædelsen og
  3. beskrivelse af indplacering, lønforløb i den seneste stilling inden fratrædelsen og oplysning om beskæftigelsesgraden (beskæftigelsesbrøk).

Lønelementer:

Grundløn
Grundlønnen er den løn, du som minimum har krav på.

Den er aftalt ud fra den stilling og overenskomst, du er ansat efter.

Grundlønnen dækker de funktioner, du er i stand til at varetage, og de kvalifikationer du har, når du er nyuddannet uden erfaring
Kvalifikationsløn
Kvalifikationsløn kan gives i tillæg til grundløn for de kvalifikationer, du har, som ikke betragtes som en del af din grundløn.

Kriterierne for at få del i kvalifikationsløn er ofte objektive forhold som (efter-)uddannelse og relevant erhvervserfaring, som du bruger i dit arbejde.

Kvalifikationsløn kan aftales i overenskomsten, i lokale aftaler (en aftale mellem fagforbundet og din arbejdsplads/arbejdsgiver) eller individuelt mellem dig og din arbejdsgiver.
Funktionsløn
Funktionsløn kan gives i tillæg til grundløn for pålagte arbejds- og ansvarsområder, som ligger ud over det normale i den pågældende stilling. Fx praktikvejleder, ansvarshavende, superbruger m.m.

Funktionslønnen knytter sig til de arbejdsopgaver eller funktioner, du har og behøver derfor ikke være et tillæg, du bliver ved med at få.

Funktionsløn kan aftales i overenskomsten, i lokale aftaler eller individuelt.

Andre lønelementer:

Engangsvederlag
Bliver typisk givet for en særlig indsats i en bestemt periode. 
Resultatløn
Bliver brugt få steder. Aflønningsformen bliver ofte brugt i forbindelse med lederstillinger. Den er afhængig af målbare resultater, som bliver opstillet, inden resultatlønnen bliver lagt fast. Dvs. at din løn er bestemt af, om du når et bestemt resultat. 

Hvad må der lægges vægt på ved fastsættelse af lønnen?

Når der skal gives tillæg i Ny Løn, har alle offentligt ansatte samme rettigheder. Når din løn skal fastsættes, må din arbejdsgiver kun lægge vægt på:

  • hvilke arbejdsfunktioner du har
  • hvilke faglige kvalifikationer du har
  • hvilke personlige kvalifikationer du har.

Det må ikke have nogen betydning, hvilken fagforening du er medlem af. Hvis du oplever at et andet fagforbund eller tillidsrepræsentanten afviser at forhandle din løn, bør du straks kontakte os.

Læs mere om fagforeningspres.

Husk at du som fagforeningsmedlem hos Krifa altid kan tage en snak med en af vores jobtrivselskonsulenter, hvis du føler dig presset på jobbet. Læs mere og bliv ringet op af en af vores jobtrivselskonsulenter.


Lønforhandling

Som offentligt ansat har du som hovedregel ikke selv mulighed for at forhandle din løn. Kun ansatte omfattet af muligheden for individuel lønforhandling, kan forhandle lønnen selv.

Lønnen forhandles primært på to måder:

  • Ved ansættelsen - din arbejdsgiver og den forhandlingsberettigede organisation (typisk repræsenteret ved tillidsrepræsentanten) forhandler om, om der kan gives tillæg ud over den løn, du har krav på efter overenskomsten og eventuelle lokale aftaler.
  • Under ansættelsen - din arbejdsgiver og den forhandlingsberettigede organisation forhandler om, hvem der skal tildeles midler fra den lokale lønpulje (den samlede pose penge, som din arbejdsgiver skal fordele til løn). Det sker typisk en gang om året.

Når der er lønforhandling, betyder det ikke, at du automatisk får mere i løn. Dog har du mulighed for at komme i betragtning ved fordeling af de lokale midler.

Når der er forhandlinger på din arbejdsplads, anbefaler vi, at du afleverer en ansøgning om løntillæg til din leder allerede tidlig i forløbet. På den måde sikrer du, at du kommer i betragtning, når der skal deles midler ud fra den lokale lønpulje.

Når du er fagforeningsmedlem i Krifa, hjælper vi dig gerne med at lave en ansøgning om løntillæg. Ønsker du selv at lave ansøgningen, giver vi også gerne sparring til at udforme ansøgningen. Du er velkommen til at kontakte os for hjælp.

Hold dig orienteret om, hvornår der skal forhandles i din afdeling. Spørg din leder, hvis du er i tvivl om, hvornår forhandlingerne finder sted.

Du har mulighed for at drøfte din løn med din leder ved en lønsamtale. Forhold der handler om løn kan også indgå i medarbejderudviklingssamtalen. Her kan du og din nærmeste chef drøfte baggrunden for din nuværende løn og muligheden for eventuelle ændringer. På den måde kan du også få afklaret, hvordan din leder forholder sig til en ansøgning om løntillæg til dig. Husk at du altid kan spørge din leder om en lønsamtale.

Få 7 skarpe råd til din lønforhandling
En ansøgning om løntillæg skal indeholde begrundelse(r) for, hvorfor du skal tages i betragtning ved fordeling af lønpuljen. Det er kun relevant at aflevere en ansøgning, hvis der er afsat midler til lokal forhandling.

Ansøgningen kan være underbygget af eksamensbeviser, kursusbeviser mv., som du har fået efter du blev ansat.

Din leder har pligt til objektivt at overveje din ansøgning og sørge for, at der kun bliver lagt vægt på objektive hensyn ved tildeling af midler fra lønpuljen.

Er du ikke allerede med af Krifas fagforening? Så kan du her læse meget mere om, hvad du får som fagforeningsmedlem i Krifa.


Lønstatistik

På det kommunale, regionale og statslige område bliver der løbende lavet lønstatistikker. Her kan du finde nærmere information om lønstatistikken på dit område:

Ansatte i staten

Lønstatistik

Vejledning

Ansatte i regioner og kommuner

Lønstatistik

Vær opmærksom på, du skal vælge Nettoløn, når du har fundet lønstatistikken frem, for at få statistik for selve lønnen (grundløn + tillæg).

Bruttoløn er grundløn + tillæg + særlig feriegodtgørelse + genetillæg + pensionsbidrag.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp til tjek af din løn.

Fandt du, det du søgte?
Ja
Nej
Ville du have ringet ind, hvis du ikke fandt, hvad du søgte på krifa.dk?
Ja
Nej

Mange tak for din tilbagemelding.

Vi arbejder hele tiden på at gøre krifa.dk bedre, og vi er glade for, at du tog dig tid til at svare os.

Du kan altid benytte dig af vores søgefunktion her på hjemmesiden. Hvis du ønsker, at vi kontakter dig, skal du skrive til os her. 


Gratis e-bog
27 tips til at blive en uundværlig medarbejder

Vil du have mere tryghed i dit arbejdsliv, så læs med i denne e-bog. Her har vi nemlig samlet eksperternes bedste tips til at blive uundværlig på jobbet og dermed få mere sikkerhed.