Karantæne

Når du skal have dagpenge, skal vi vurdere, om du er selvforskyldt ledig. Er du det, får du en karantæne.


Hvornår er du selvforskyldt ledig?

Det kan du være, hvis du selv har sagt op, eller hvis du har accepteret for kort opsigelsesvarsel, eller hvis opsigelsen skyldes dig selv. Du kan også være selvforskyldt ledig, hvis du i dit ledighedsforløb udebliver fra møder eller afslår aktiviteter som jobcentret eller vi har henvist dig til.


Dét betyder karantænen for dig

Hvis du er selvforskyldt ledig, får du en karantæne på 111 timer som fuldtidsforsikret (90 timer, hvis du er deltidsforsikret).

Karantænen skal være afviklet, før vi kan udbetale dagpenge til dig. Du skal være opmærksom på, at du skal være tilmeldt jobcentret og stå til rådighed, for at din karantæne bliver afviklet. 


Hvis du bliver selvforskyldt ledig to gange inden for ét år.

Hvis du inden for ét år bliver vurderet til at være selvforskyldt ledig to gange, mister du din ret til dagpenge. Det betyder, at du først kan modtage dagpenge igen, når du har haft mindst 300 timers ustøttet arbejde inden for en periode på 3 måneder (150 timer, hvis du er deltidsforsikret).


Gyldige grunde

Hvis du har en gyldig grund til at sige op, kan du slippe for karantænen. Det er altid os, der vurderer, om du har en gyldig grund. Vores vurdering tager altid udgangspunkt i lovgivningen.

Det er derfor vigtig, at du kontakter os inden du siger dit arbejde op, så vi kan vejlede dig om dine muligheder og eventuelle konsekvenser.