Fuldtids- eller deltidsforsikret?
Din forsikringsstatus har betydning for, hvor meget du kan få udbetalt, hvis du bliver ledig eller går på efterløn. Du kan dog ikke helt selv bestemme, hvordan du skal være forsikret, og hvornår du skal skifte forsikringstype. Det kan du læse mere om her.
Din forsikringsstatus
Når du bliver optaget i en a-kasse, skal du vælge, om du vil være fuldtids- eller deltidsforsikret. Dit valg afhænger af, hvor mange timer du arbejder.
Arbejder du mere end 30 timer om ugen | Arbejder du 30 timer eller mindre om ugen |
Du skal være fuldtidsforsikret | Du kan vælge, om du vil være deltids- eller fuldtidsforsikret. Hvis du vælger at være deltidsforsikret, betaler du lavere kontingent, men din udbetaling bliver lavere, hvis du bliver ledig eller skal på efterløn. Hvis du vælger at være fuldtidsforsikret, skal du kunne stå til rådighed for fuldtidsarbejde. Til gengæld er du økonomisk sikret for 37 timer om ugen. |
Beregn din dagpengesats ud fra din forsikringsstatus, dine arbejdstimer og din løn.
Skift af forsikringsstatus
Du kan kun få en ny forsikringsstatus efterfølgende, hvis du som deltidsforsikret begynder at arbejde mere end 30 timer om ugen, eller færdiggør en fuldtidsuddannelse.
Hvis du er fuldtidsforsikret, kan du kun få en ny forsikringsstatus, hvis du ikke længere ønsker en 37 timers arbejdsuge.
Sådan bliver du omforsikret
Hvis du ønsker | Så skal du udfylde |
Fuldtidsforsikring | AK155 Ansøgning om fuldtidsforsikring |
Deltidsforsikring | AK154 Ansøgning om deltidsforsikring |
Du skal være opmærksom på, at din nye forsikringsstatus tidligst gælder fra det tidspunkt, hvor vi modtager din ansøgning.