Forside/ Find svar/ Dit medlemskab/ Få dit efterlønsbidrag udbetalt
Forside/ .../ Få dit efterlønsbidrag udbetalt

Tidsbegrænset: Få dit efterlønsbidrag udbetalt kontant og skattefrit


Betaler du efterlønsbidrag, og har du ikke tidligere fået det udbetalt? Så får du nu mulighed for at melde dig ud af efterlønnen og få dit efterlønsbidrag udbetalt kontant og skattefrit i perioden fra den 4. januar 2022 til og med den 30. juni 2022. 


Kan du få skattefri udbetaling?

Du kan få dit efterlønsbidrag udbetalt skattefrit, hvis du:

er født den 1. januar 1959 eller senere

fravælger efterlønsordningen skriftligt, - og

• vi har modtaget dit skriftlige fravalg i perioden fra den 4. januar 2022 til og med den 30. juni 2022. 

Du skal være opmærksom på, at den skattefrie udbetaling betyder, at du samtidig melder dig ud af efterlønsordningen. Og at du ikke har mulighed for at tilmelde dig efterlønsordningen igen på et senere tidspunkt – heller ikke selv om du eventuelt opfylder betingelserne for fortrydelsesordningen.


Tjek hvor meget du kan få udbetalt

Du kan se saldoen for dit efterlønsbidrag på Mit Krifa fra midten af december.

Du skal være opmærksom på, at det kun er efterlønsbidrag indbetalt før den 10. oktober 2021, som bliver udbetalt skattefrit. Efterlønsbidrag indbetalt fra den 10. oktober 2021 og frem til udbetalingstidspunktet, vil blive modregnet en afgift på 30 procent til Staten.

 

Sådan søger du om at få dit efterlønsbidrag udbetalt

Du kan søge om din udbetaling på Mit Krifa fra den 4. januar 2022.

Er du overflyttet til en anden a-kasse, skal du søge om den skattefri udbetaling af efterlønsbidrag hos din nuværende a-kasse. 

Hvis du ikke længere er medlem af en a-kasse, skal du søge hos den a-kasse, du sidst har været medlem af. 

 

Hvornår bliver pengene udbetalt?

Der går op til 14 hverdage, fra du har søgt om den skattefrie udbetaling på Mit Krifa, til du modtager pengene på din NemKonto.
 

Hvad sker der nu?

Du hører fra os midt i december 2021, hvis du er medlem hos os – eller hvis vi er din seneste a-kasse.  Så du er godt klædt på til at træffe beslutningen om, hvad der skal ske med dit efterlønsbidrag.
 

Ofte stillede spørgsmål

Hvis du ikke længere er medlem hos os

Du skal søge om udbetalingen i din nuværende a-kasse. 


Hvis ikke du længere er medlem af en a-kasse, skal du søge hos den a-kasse, du senest har været medlem af.

 

Kan efterlønsbidrag, der skal udbetales til et dødsbo også udbetales skattefrit?

Nej – desværre. 

Find svar på, hvordan vi udbetaler efterlønsbidrag i tilfælde af dødsfald.

 

Hvis du har gratis medlemskab af Krifa A-kasse - fx fordi du er i gang med en uddannelse, du har brugt din ret til dagpenge eller du er frihedsberøvet

Du skal være opmærksom på, at du mister retten til gratis medlemskab af a-kassen, hvis du vælger at få dit efterlønsbidrag udbetalt.

Udbetalingen af efterlønsbidrag har ingen betydning for gratis medlemskab af Krifa Fagforening.

 

 Hvis du er bevilget fleksjob

Vælger du at få udbetalt dit efterlønsbidrag, mister du muligheden for fleksydelse.

Du kan læse mere om fleksydelsesordningen på borger.dk.

 

 
Hvis du har gæld til a-kassen

Eventuel gæld til Krifa A-kasse eller andre a-kasser bliver modregnet i din udbetaling.

 



Skal du vælge efterløn eller den skattefrie udbetaling?


Skal du vælge at få dit efterlønsbidrag udbetalt, eller skal du holde fast i din mulighed for efterløn? Det er et rigtig godt spørgsmål at stille sig selv – og især inden du træffer din endelige beslutning. Du kan nemlig ikke fortryde, hvis du vælger at melde dig ud af efterlønsordningen. Vi anbefaler derfor, at du overvejer dine muligheder godt og eventuelt tager en snak med din bankrådgiver eller pensionsrådgiver.
For at hjælpe dig i dine overvejelser har vi samlet en række argumenter til dig.

Argumenter for at du holder fast i efterlønsordningen

  • Du kan stoppe helt med at arbejde, når du når efterlønsalderen. 
  • Du kan gå ned i tid og så få din løn suppleret op med efterløn.
  • Du kan optjene skattefrie præmier. Skattefrie præmier er en økonomisk gulerod til dig, der bliver på arbejdsmarkedet frem til folkepensionsalderen. 
  • Du er sikret seniorjob, hvis du har mindre end fem år til efterlønsalderen, og du ikke længere har ret til dagpenge.
  • Dine efterlønsbidrag er en opsparing, der løbende vokser i takt med lønudviklingen og helt uden administrationsgebyrer.

Argumenter for at melde dig ud af efterlønsordningen og få tilbagebetalt dine efterlønsbidrag

  • Dine pensioner - fx arbejdsmarkedspensioner – kan udhule din efterløn. Når du går på efterløn, bliver du nemlig modregnet for pensioner i din efterløn – også selv om du først får pensionerne udbetalt, når du går på folkepension. Hvor meget du bliver modregnet, afhænger af hvilken type af pension, du får udbetalinger fra. 
  • Er du i målgruppen for tidlig pension? Tidlig Pension – også kendt som Arne-pensionen - sikrer lønmodtagere og selvstændige, der har haft et langt arbejdsliv, muligheden for at gå på pension op til tre år tidligere end den officielle pensionsalder. Det betyder, at Tidlig Pension kan være et alternativ til efterlønsordningen, hvis du altså opfylder betingelserne.

Hvad du skal vælge, er helt op til dig. For nogle kan det være et økonomisk valg: den kontante og skattefrie udbetaling her og nu eller den skattefri præmie ved overgangen til folkepensionen? Mens der for andre kan være andre aspekter i spil: Har du fx brug for trygheden i at vide, at du kan stoppe tidligere på arbejdsmarkedet, hvis du ønsker eller for brug for det?  

I sidste ende er der kun en til at træffe beslutningen og det er dig. Du skal bare huske, at vælger du at den skattefrie udbetaling, så kan du ikke fortryde det på et senere tidspunkt.

 

Bliv klogere på efterlønnen
Er du nysgerrig på, hvad efterlønsordningen egentligt betyder for dig – inden du eventuelt siger farvel til muligheden?

Fandt du, det du søgte?
Ja
Nej
Ville du have ringet ind, hvis du ikke fandt, hvad du søgte på krifa.dk?
Ja
Nej

Mange tak for din tilbagemelding.

Vi arbejder hele tiden på at gøre krifa.dk bedre, og vi er glade for, at du tog dig tid til at svare os.

Du kan altid benytte dig af vores søgefunktion her på hjemmesiden. Hvis du ønsker, at vi kontakter dig, skal du skrive til os her.