Forside/ God arbejdslyst/ Hjælp til jobsøgningen/ Alt om ansøgninger/ Layout sådan ser en god ansøgning ud
Forside/ .../ Layout sådan ser en god ansøgning ud

Sådan ser en god ansøgning ud

En ansøgning skal være let at læse, overskuelig og skal fremhæve de vigtigste ting om dig. Her får du 13 layout-tips, der gør din ansøgning bedre.

Din kommende arbejdsgiver bruger ikke lang tid på at læse din ansøgning. I nogle tilfælde, bliver den måske kun skimmet igennem, fordi der ligger 200 andre ansøgninger i bunken og venter.

Derfor er det vigtigt, at din ansøgning er let at læse - og fremhæver det, du gerne vil have arbejdsgiveren til at huske om dig.

Husk, at der ikke er noget egentligt krav til, hvordan din ansøgning skal se ud. Listen nedenfor er gode råd og forslag til elementer, du kan have med i din ansøgning.

13 tips til en overskuelig opsætning:

1. Max 1 side

Det er en god tommelfingerregel, at din ansøgning ikke skal fylde mere end én side. Arbejdsgiveren gider ikke læse flere sider. Når du begrænser ansøgningen til én side, hjælper det dig også med at holde fokus på de vigtigste grunde til, at de skal vælge dig til jobbet.

2. Afsnit

Husk at opdele teksten i afsnit, så der er “luft” i teksten. Det kan godt være, at det fylder, men det er nødvendigt. En tekst uden afsnit er svær og uoverskuelig at læse.

3. Punktopstilling

Brug punktopstillinger til at gøre din ansøgning endnu mere overskuelig og interessant at læse.

Eksempel:
Der er tre grunde til, at jeg er den rette til stillingen:

  • Grund 1
  • Grund 2
  • Grund 3

Herefter kan du så i tre efterfølgende afsnit uddybe de tre grunde.

4. Underoverskrifter

Underoverskrifter bryder også teksten og hjælper til mere overskuelighed. Derudover kan du i underoverskrifterne fremhæve dine vigtigste pointer, da læseren på den måde vil huske dem bedre.

5. Skrifttype

Brug en skrifttype, som er let at læse. Brug fx en af de mest almindelige skrifttyper som Arial eller Helvetica. Det er skrifttyper uden “fødder”, og de er gode at bruge til tekst, der læses på en skærm. De fleste ansøgninger læses på skærmen. Skal du derimod udskrive din ansøgning, så er skrifttypen Times New Roman god at bruge. Brug max to forskellige skrifttyper i din ansøgning.

6. Overskriften

Overskriften skal gerne være den, der fanger læserens øjne først. Lav den derfor i en stor skriftstørrelse og gør teksten fed.

Få eksempler på ansøgninger
Vi har lavet en række konkrete eksempler på ansøgninger, som du kan lade dig inspirere af.

7. Fremhæv dine kompetencer

Et lille fif til din ansøgning er at markere nogle ord med fed. Det kan være ord, som alle sammen er egenskaber/kompetencer hos dig. På den måde kan læseren bare ved at skimte teksten få et hurtigt indblik i, hvem du er.

Eksempel: Min tilgang til mine arbejdsopgaver er positiv, og jeg ser udfordringer som faglig udvikling. Jeg er aktiv, har en god fysik og har en evne til at bevare overblikket i pressede situationer. Jeg har et smittende humør, går op i at være en god kollega og nyder at arbejde i teams.

8. Grafisk/kreativt layout

Søger du en stilling, hvor en af arbejdsopgaverne er, at du fx skal lave grafisk arbejde, så siger det sig selv, at det er en god idé, at du viser dine evner for det i din ansøgning. Men selvom du ikke søger en stilling, hvor dette er efterspurgt, så kan det alligevel være en god ide at gøre noget ud af den grafiske opsætning, hvis du kan. Det vil få din ansøgning til at skille sig ud fra mængden.

9. Foto

Det er en god idé med et foto af dig på din ansøgning. Det hjælper læseren til at huske dig. Fotoet skal være seriøst og nyt. Brug ikke feriebilleder eller billeder med filtre.

10. Kontaktoplysninger

Skriv dine kontaktoplysninger i toppen af ansøgningen eller i sidehovedet. De skal være tydelige og hurtige at finde. Dit navn, adresse, telefonnummer og e-mail.

11. Oplysninger på modtageren

Skriv gerne oplysninger om virksomheden i toppen af din ansøgning. Virksomhedens navn, adresse og evt. navn på kontaktperson.

12. Dato

Der skal være dato på din ansøgning, så virksomheden kan se, hvilken dag du har sendt ansøgningen.

13. Oplys stillingen, du søger

Er det en opslået stilling, så skriv i toppen, hvilken stilling ansøgningen er til. Fx. “Ansøgning til stillingen som kontorassistent”.

Klik her, for at få mere inspiration til din ansøgning


Dette kan også have din interesse