et cv skal ikke være for langt

Få styr på dit CV

Mange arbejdsgivere kigger som det første på dit CV. Derfor er det vigtigt, at det sidder lige i skabet. Her på siden finder du alt, du skal bruge for at lave et godt CV.

Hvad er et CV?

Arbejdsgiveren kigger som regel på CV’et først. Derfor er det vigtigt, at dit CV er kort, præcist og overskueligt. Dit CV skal hurtigt give et indtryk af, hvem du er, og hvad du har lavet.

Hvad står CV for?

CV står for Curriculum Vitae, som betyder livsforløb. Dit CV skal præsentere dit faglige livsforløb. Dvs. at du i CV’et skal skrive om din erhvervserfaring, uddannelse, kompetencer, kurser osv., som du har haft igennem dit liv.

Der findes ikke en færdig skabelon på, hvordan et CV SKAL se ud, det afhænger nemlig af dig, din erfaring og den branche, du arbejder i. Men det, der er vigtigt ved dit CV, er, at det er tilpasset det job, du søger.

Hvad er forskellen på et CV og en ansøgning?

CV og ansøgning går hånd i hånd, men de har hver sin opgave.

  • CV: Beskriver fortiden. CV’et viser de erfaringer, resultater og kompetencer, som du har opnået i tidligere jobs eller uddannelser.
  • Ansøgningen: Beskriver fremtiden. Ansøgningen viser, hvordan du ud fra dine kvalifikationer og erfaringer vil løse opgaverne i det job, du søger.

Sådan skriver du et godt CV

Et godt CV skal:
  1. fange læseren på 30 sekunder
  2. fokusere på din baggrund
  3. målrettes den konkrete stilling
  4. være både professionelt og personligt
  5. fylde omkring 2-3 sider

1. Fang læseren på 30 sekunder 

30 sekunder er typisk den tid, det tager for den rekrutteringsansvarlige at vurdere, om du er kvalificeret til jobbet på baggrund af dit CV. Derfor er det vigtigt, at dit CV er overskueligt og godt struktureret og har de informationer med, som et CV skal indeholde. Er dit CV uoverskueligt risikerer du, at læseren mister interessen og hurtigt går videre til den næste i bunken. Se her, hvordan du opbygger et godt struktureret CV

2. Fokusér på din baggrund 

CV’et skal pege bagud, mens ansøgningen peger fremad. CV’et er en beskrivelse af de erfaringer og resultater, som du har opnået i din karriere indtil nu. Skriv f.eks. ikke bare, hvor du har arbejdet, men skriv også, hvad du fik ud af jobbet, hvilke opgaver du udførte, og hvilke resultater du opnåede.

3. Målret den konkrete stilling 

Dit CV skal matche de enkelte jobopslag, du søger. Det er vigtigt, at du i CV’et fremhæver de kompetencer, der gør, at du er den helt rigtige til jobbet, og det er jo forskelligt, alt efter hvilket job, du søger. Derfor kan du ikke bare lægge et standard CV med. Det kan føles tidskrævende at skulle skrive et nyt CV hver gang, du søger et nyt job. Derfor kan det være en god idé at have et ”brutto-CV” liggende, hvor du har oplistet alle dine kompetencer og erfaringer. Så er det hurtigere at tilpasse og målrette det til en specifik stilling.

4. Professionelt og personligt

Tænk på, at et CV skal give et helhedsbillede af dig. Derfor er det vigtigt, at du får både din personlige og professionelle profil med i CV’et. Mange vælger at lave et afsnit, hvor de skriver om deres interesser, familie og personprofil.

5. En længde på 2-3 sider

Et godt CV fylder typisk 2-3 sider. Fylder dit CV kun 1 side, skal du overveje, om du har fået det hele med, og har sat nok ord på dine erfaringer. Fylder dit CV derimod over 3 sider, så læs det kritisk igennem og vær opmærksom på, om du har information med, som ikke er relevant for den konkrete stilling, du søger. Det er vigtigt at sige, at der ikke er nogle regler for, hvor langt et CV må være. Et godt CV kan også sagtens fylde 4-5 sider, hvis du har meget erfaring. Så længe CV’et er overskueligt at læse, og alt indholdet er relevant for stillingen, du søger, så er det ok.


Hvordan laver man et CV

Du kan opbygge dit CV på to måder:

  • Kronologisk CV: Alle din oplysninger skrives i omvendt kronologisk rækkefølge (det klassiske og mest brugte CV).
  • Kompetence CV: (Også kaldet funktionelt CV) Et mere beskrivende CV, hvor der er fokus på, hvad du kan og er god til. Godt til dig, der er nyuddannet eller ude i brancheskift.

Video: Hurtigt overblik over til dit CV (02:28)

Her får du en guide til dit CV, så du kan tjekke, om du har fået det hele med. Der er ingen facitliste over, hvad dit CV SKAL indeholde, det er selvfølgelig op til dig selv. Denne guide bygger på vores jobrådgiveres erfaring med, hvad der er en god idé at have med i et CV.

Se, hvad et CV kan indeholde

Stil krav til jobtrivsel i dit CV

Du må også godt stille krav til din kommende arbejdsplads i dit CV. Det kan ligefrem hjælpe dig med at skille dig ud fra de andre CV’er i bunken. Start med at lave en 20/5 liste, som viser hvilke ønsker DU har til dit kommende job, og skriv så dele af den ind i dit CV. Se her, hvordan du laver en 20/5 liste.

Sådan laver du en 20/5 liste


CV-eksempler og skabeloner

Er du kørt lidt fast i at lave dit CV, så kan det være en hjælp at se konkrete eksempler på, hvordan et CV kan se ud.

Her finder du en række eksempler og skabeloner, som du kan lade dig inspirere af, når du skal skrive dit CV. Skabelonerne kan du bruge til at skrive dit eget CV ind i. Det kan være en hjælp til at få en god struktur og komme godt fra start med dit CV.

Du kan fx se:

  • CV nyuddannet
  • CV fritidsjob/studiejob
  • CV kandidatuddannet
  • CV multimediedesigner
  • CV frisør
  • CV pædagog
  • CV SOSU-assistent
  • Kompetence CV
  • Kreativt CV

Kend dine personlige og faglige kompetencer

Få styr på, hvad du kan - og skriv det på CV’et

Et CV er en oversigt over, hvilke kompetencer du har opnået både igennem tidligere jobs, uddannelse, kurser osv., som passer til det job, du søger.

Det kan være svært at sætte ord på, hvad man er god til. Vi anbefaler, at du sætter dig ned og får overblik over dine kompetencer, inden du begynder at skrive dit CV. På den måde, er det også lettere for dig at finde ud af, hvilke jobs du skal gå efter, og hvad du kan sige til samtalen.

Sådan finder du dine kompetencer.

Min Persontype

Min Persontype

TEST: Hvilken persontype er du?

En anden ting, du kan gøre for at blive endnu klogere på dig selv her i jobsøgningen, er at tage en persontypetest. Svaret kan hjælpe dig til at sætte ord på, hvem du er som person.

Vi har lavet en test til dig, hvor du ud fra dine svar på en række spørgsmål kan se, hvilken persontype du er.

App’en giver dig forskellige muligheder

  • Du kan blive ringet op af en jobrådgiver fra Krifa og få rådgivning om, hvordan din personprofil bedst kan bruges i karriereudviklingen, jobsøgningen eller til jobsamtalen.
  • App’en viser dig konkrete stillingsforslag, der matcher din persontype. Du kan også få vejledning om brancheskift, hvis du er interesseret i det. 
Du kan hente app’en til Android og iPhone.

Du kan godt lave et CV, selvom du ikke har meget erfaring

Har du ikke så meget erfaring at trække på?
Du kan sagtens lave et godt CV alligevel og være interessant for arbejdsgiveren.

Alle dine kompetencer tæller på dit CV

Det bedste du kan gøre, hvis du synes dit CV er ”tyndt”, er at lave et kompetence-CV. Her fokuserer du på det, du er god til og kan, frem for din erhvervserfaring.

Sådan kan et kompetence-CV se ud

Du har erfaring fra andet end arbejde

Det er ikke kun tidligere ansættelser, du har erfaring fra – du har helt sikkert også en masse andre erfaringer, som viser noget om, hvem du er som person, og hvad du er god til. Det handler bare om at finde frem til det og gøre brug af det i dit CV.

Måske disse eksempler kan få dig til at tænke på noget, som du kan skrive på CV’et?

  • Jeg er en ægte computernørd og kan løse de fleste computer-problemer
  • Jeg taler flydende spansk, fordi min mor er fra Spanien
  • Jeg er anfører på mit fodboldhold
  • Jeg er altid den, der planlægger familieudflugter
  • Jeg er spejder og har været leder i 5 år
  • Jeg er god til at optage og redigere videoer på min iPhone
  • Jeg er kreativ og maler i min fritid
  • Jeg er god til at sætte gang i aktiviteter i sociale sammenhænge
  • Jeg er frivillig i Dansk Røde Kors
  • Jeg går op i Instagram, hvor jeg har 500 følgere
  • Jeg læser meget faglitteratur og elsker ny viden
  • Jeg er med i skolebestyrelsen på mit barns skole

Husk at uddybe, hvordan din erfaring kan bruges i det job, du søger.

Sæt barsel eller orlov på CV’et

Du kan faktisk godt sætte barsel og orlov på Cv’et.

Og det har endda en række fordele at gøre plads til pauser fra arbejdslivet, såsom barsel, orlov og rejser på CV’et. Pauserne giver dig nemlig helt særlige og andre kompetencer, som en kommende arbejdsgiver vil sætte pris på. Du kan fx skrive, hvis du under din orlov har brugt ekstra meget tid på en spændende interesse eller har gennemgået en personlig udvikling.

Når du sætter barsel, orlov eller andre “pauser” fra arbejdslivet på dit CV, undgår du samtidig, at der er “huller” i dit CV, som arbejdsgiveren vil undre sig over. Men skyldes et af dine “huller” i CV’et fx en længere sygeorlov, som arbejdsgiveren kan opfatte negativt, kan det være en god ide ikke at skrive det ind, men i stedet vente med at komme ind på det til samtalen.

Bliv klogere på, hvorfor barsel på CV’et giver god mening

Dit CV, når du er nyuddannet

Vi vil gerne hjælpe dig med, hvordan du bedst muligt sælger ”ingen erfaring”, når du står på tærsklen til at finde dit første job. Alle har en eller anden form for erfaring – det handler bare om, at sætte den rigtigt i spil.

Sådan sælger du ”ingen erfaring”

Det kigger chefen efter hos en nyuddannet

Når du er ny på arbejdsmarkedet, har du af gode grunde ikke erfaringer med fx chefer og deres meninger. Derfor har vi spurgt tre forskellige chefer, hvad de lægger vægt på, når en nyuddannet søger job hos dem. Fx siger en af dem:

Når jeg ser på CV’et, er det faktisk mere personligheden, der tæller, end de faglige kompetencer.

Jakob Byskov, partner i ingeniørvirksomheden Arne Elkjær A/S

Sådan laver du CV’et til dit første job

Podcast: Fra studie til drømmejob

Vi har lavet en podcast til dig, der er nyuddannet og på jagt efter dit første job. Hør fx om, hvordan du laver et iøjnefaldende CV. Lyt til podcasten: Den nemme vej fra studie til drømmejob.


Boost dit CV, mens du studerer

Bekymrer du dig om, hvordan du skal få et job efter studiet, når dit CV ikke ligefrem er det længste?

Der er flere ting, du kan gøre, så du som nyuddannet står med et fyldigt CV, som kan hjælpe dig til at score dit første job hurtigt.

Lyt til podcasten: Sådan sikrer du dig et godt CV, mens du studerer.


Få hjælp til dit CV

Få sparring og feedback på dit CV fra en jobrådgiver

Vores jobrådgivere læser hvert år hundredevis af CV’er og har derfor stor erfaring med at få øje på, hvad der er godt og mindre godt i et CV. De vil selvfølgelig også gerne gennemgå dit CV!

Når du er medlem, skal du booke en tid til en sparringssamtale for at få feedback på dit CV. Det kan du gøre lige her: Book en samtale om dit CV

Bliv medlem af Krifa og få adgang til fordelene

Er du ikke medlem? Og vil du også have adgang til Krifas medlemsfordele med hjælp til din jobsøgning?

Ring og høre mere på 7227 7227 eller se mere om at blive medlem her.

Jeg kontaktede Krifa, hvor jeg fik en samtale med en af deres jobkonsulenter. På et tidspunkt spurgte hun om, hvorfor jeg skrev min alder på ansøgningerne. Hendes råd var at lade være. Vi fik også talt mit CV igennem. Det var kronologisk bygget op med job og uddannelser og meget langt. I stedet skulle jeg lave et kompetence-CV, der hver gang skulle være tilpasset jobbet, jeg ville søge.

Pia L. Jørgensen

Kom med på CV kursus

I Krifa holder vi mange spændende kurser for vores medlemmer, som er jobsøgende.

Du kan fx komme og få hjælp til at skrive et CV og en ansøgning, der sidder lige i skabet, at planlægge og strukturere din jobsøgning, at oprette og udfylde din LinkedIn-profil og bruge den i din jobsøgning og meget mere.

Se alle kurser her.

GRATIS FOR ALLE! Online jobsøgningskurser.
Lige nu får alle - både medlemmer og ikke-medlemmer - gratis adgang til Krifas online jobsøgningsforløb. Her får du igennem en række videoer og øvelser professionel hjælp til din ansøgning, CV, jobsamtale, LinkedIn og meget mere.

LinkedIn er dit online CV

Mange arbejdsgivere kigger i dag på LinkedIn, når de er på jagt efter nye medarbejdere. Og nogle kigger ovenikøbet kun der. Så er du jobsøgende, er det en god ide at være synlig på LinkedIn. Vi hjælper dig her med et service-tjek af dit LinkedIn CV. Og hvis du ikke har en LinkedIn-profil, så er det måske nu, du skal have en?

8 trin til en god LinkedIn-profil

På LinkedIn kan du have dit CV online, som dermed kan ses af arbejdsgivere og rekrutteringsbranchen. Du kan pleje dit netværk og skabe nye relationer. Du kan følge virksomheder og på den måde holde øje med ledige stillinger. Kort sagt er LinkedIn uundværligt i din jobsøgning.

Jobkonsulent i Krifa Conny Sønderskov giver her sine otte bedste råd til LinkedIn:

1. Vælg det gode profilbillede

Dit billede er førstehåndsindtrykket på din profil. Billedet skal vise dig tydeligt, og kun dig. Brug et billede, du vil bruge i en ansøgning eller CV – ikke det fra ferien eller sommerfesten. Tænk over, hvad du gerne vil signalere, og hvem du ønsker at appellere til. Ved at have billede på din profil bliver du endnu mere set på LinkedIn, og du bliver betragtet som en seriøs netværker.

2. Overskriften på din LinkedIn-profil er vigtig

Din LinkedIn-profil er bare én af 1000-vis af andre profiler. Derfor er det vigtigt, at du bruger nogle enkelte fifs til at gøre din profil endnu mere interessant. Det kan du gøre med din overskrift! Det er nemlig den, mange arbejdsgivere retter deres første opmærksomhed mod.

Byg din egen LinkedIn overskrift her

3. Brug de rigtige nøgleord

På LinkedIn kan du søge på bestemte ord. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke ord du bruger i især din overskrift, men også på resten af din profil.

På din profil har du mulighed for at sætte nogle ord på, hvad du kan. Sørg for, at du her fortæller, hvad du kan tilbyde – hvad arbejdsgiveren får ud af at ansætte dig. Tænk over, hvad man skal kunne i de job, du gerne vil have og find inspiration i jobannoncer - og sørg så for, at de ord er med. Jo mere konkret og detaljeret, du gør den, jo større chance for at blive søgt frem.

4. Uddannelse og erhvervserfaring

Beskriv din erfaring, så din kommende arbejdsgiver får et klart indtryk af din erfaring. Du skal ikke nøjes med at skrive, at du har været ansat i en virksomhed i fem år. Skriv i stedet, hvilke opgaver, du sad med, og hvordan du fik dine kompetencer i spil. Det samme gælder for din uddannelse. Forklar, hvad den har givet dig af kompetencer, og hvad du kan tilbyde din kommende arbejdsgiver.

5. Kompetencer og anerkendelser

Skriv op til 50 konkrete kompetencer, der kendetegner det, du kan tilbyde. Dit netværk på LinkedIn kan herefter anerkende dig for den konkrete kompetence. Det er vigtigt, at du skriver ord her, da de er søgbare.

6. Få andre til at anbefale dig

Det virker altid godt at få andre til at anbefale dig. Det kan være kollegaer eller tidligere kollegaer, samarbejdspartnere, chefer eller andre kontakter. Hvis du forlader et job, er det en god idé at bede en eller flere af dine kolleger om at skrive en kort anbefaling til LinkedIn på et tidspunkt, hvor de husker dig godt. Det er altid sværere at komme flere år efter og bede om en anbefaling, fordi man søger job.

7. Brug grupperne

Tilmeld dig relevante grupper. Det kan være inden for dit faglige område eller inden for et område, du ser dig selv i fremtiden. Her kan du vise din faglighed eller måske finde ud af, hvordan du kommer fra A til B, hvis du overvejer karriereskift.

8. Find virksomhederne

Følg relevante virksomheder, der har din interesse. Her kan du finde værdifuld information om den virksomhed, du gerne vil arbejde i, og følge med i, når der bliver opslået jobs.

Få en gratis LinkedIn-guide

Vil du vide mere om, hvordan du bruger LinkedIn bedst? Så download vores gratis guide, der trin for trin går i dybden med alt, du skal vide om LinkedIn.

PODCAST: Lyt med og få styr på LinkedIn

Vi har lavet en række podcast til dig, der gerne vil blive skarpere på LinkedIn. Lyt til dem, imens du er på farten og spar en masse tid!

Sådan bruger du LinkedIn effektivt i din jobsøgning

I denne podcast får du et indblik i, hvad virksomheder kigger efter på LinkedIn, når de er på jagt efter nye medarbejdere. Det kan give dig inspiration til, hvordan du effektivt bruger din LinkedIn-profil i din jobsøgning. Du bliver også klogere på, hvad der er hot, og hvad der er not på LinkedIn.


Tjek om din LinkedIn er god med disse 7 tip

I denne podcast får du 7 konkrete råd til din LinkedIn-profil, som du kan begynde at bruge med det samme.


Erfaren på LinkedIn? Sådan får du endnu mere udbytte af din profil

Denne podcast passer til dig, som er erfaren på LinkedIn, men gerne vil lære at udnytte din profil endnu bedre.