Få tips til at udfylde dit CV

Guide til dit CV

Der findes ikke en endegyldig opskrift på, hvordan dit CV skal se ud. Men der er alligevel en række ingredienser, som det er en god idé at have med.

Dit CV skal først og fremmest være overskueligt. Og så skal det indeholde de fakta om dig, som er væsentlige for det job, du søger.

Tjekliste til dit CV:

  • Kontaktoplysninger
  • Overskrift
  • Evt. foto
  • Resumé
  • Erhvervserfaring
  • Uddannelse og kurser
  • Personlige kompetencer
  • IT
  • Sprog
  • Evt. kørekort, certificeringer mv.
  • Fritidsinteresser
  • Evt. referencer
  • Sidetal

1. Kontaktoplysninger

Navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse skal fremgå tydeligt. Det kan være en god idé at placere det i enten sidehoved eller sidefod, da det på den måde er på alle siderne. Har du en hjemmeside, kan du fx også linke til den. Mange skriver også deres alder under kontaktoplysninger - gør det, hvis du har lyst.

2. Overskrift

Skriv CV og dit navn. Eksempel: “CV - Christian Christensen”

3. Evt. foto

Foto er ikke et krav, men kan have nogle fordele. Det giver lidt “liv” på et CV, som ellers bare er tekst. Derudover kan det have den fordel, at arbejdsgiveren kan have lettere ved at huske dig fx efter jobsamtalen, når der skal vælges mellem flere kandidater og CV’er. Sætter du et foto på CV’et, skal du huske, at det skal være professionelt og vellignende – brug ikke feriebilleder eller filtre.

4. Resumé

Et resumé er en kort beskrivelse af dine faglige og personlige kompetencer eller ’rød tråd’ i dit arbejdsliv indtil nu. Typisk 5-6 linjer. Et resumé har til formål at skabe interesse for din person, så man får lyst til at læse videre. Skriv det, du allerhelst vil have, at den der læser dit CV, lægger mærke til. Tænk det som en appetitvækker på dit CV.

5. Erhvervserfaring

Her skriver du de ansættelser, du har haft, i kronologisk orden efter årstal. Skriv dit seneste ansættelsesforhold først. Skriv både den stillingsbetegnelse, du havde, og arbejdspladsens navn. Typisk er de seneste 10 år de mest relevante, men hvor langt du skal gå tilbage afhænger af, hvor mange stillinger du har haft og om de er relevante for den stilling du søger. Her er det også vigtigt, at du skriver, hvad du har haft af opgaver og ansvar i de forskellige stillinger. Evt. også hvilke resultater du har opnået.

Download CV-eksempler

Har du brug for at se et eksempel på et CV? Eller måske en færdiglavet skabelon, som du kan skrive dit CV ind i?

6. Uddannelse og kurser

Her skriver du de uddannelser og kurser, du har taget, samt navn på skolen. Hvis du har flere uddannelser og mange kurser, kan det også deles i to separate punkter for at øge overskueligheden. Under de uddannelser og kurser, som er relevante for den stilling, du søger, er det en god idé at skrive, hvad du lærte, og hvordan du kan bruge det i den stilling, du søger.

7. Personlige kompetencer

Nævn dine stærke personlige sider. Du kan gøre det i punktform, men uddyb dem gerne kort med eksempler, så arbejdsgiveren kan se, hvordan det kan være relevant i den stilling, du søger.

Find dine kompetencer

Eksempler på personlige kompetencer:
Tålmodig, menneskekender, omsorgsfuld, energisk, kreativ, positiv, jordnær, arbejdsom, beslutsom, nysgerrig, udadvendt, detaljeorienteret, struktureret, ambitiøs, resultatorienteret, fleksibel, teamplayer, selvstændig, initiativrig, strategisk, grundig, tillidsvækkende, åben, gå på mod, stabil.

8. IT

Nævn de it-programmer/den software, du er vant til at arbejde med, og det niveau du behersker dem på. Det er helt fint at nævne en masse programmer eller systemer, som en ny arbejdsgiver muligvis ikke kender til – det gør ikke noget. Formålet er lige så meget at fortælle, at du ikke er it-forskrækket og hurtigt sætter dig ind i ny it.

Når du skal skrive, hvor god du er til de forskellige programmer, kan du bruge disse udtryk:

  • Kendskab
  • Daglig bruger
  • Erfaren bruger
  • Rutineret bruger
  • Superbruger

9. Sprog

Nævn de sprog du behersker, og gerne hvilket niveau du kan begå dig på. Skriv evt. niveau på både skrift og tale, hvis der er vigtigt, for den stilling du søger.

Du kan bruge disse udtryk:

  • Kendskab
  • Godt kendskab
  • Rutineret
  • Flydende
  • Modersmål

10. Kørekort, certificeringer mv.

Dette punkt er ikke altid relevant, men skal du fx bruge bil i stillingen, er det relevant at skrive, hvilket kørekort du har.

Eksempler:

  • Truckcertifikat
  • Hygiejnebevis
  • Svejserbevis
  • Førstehjælpskursus
  • Buskørekort

11. Fritidsinteresser

Fortæl lidt om, hvad du laver i din fritid, og måske om du har børn, er gift osv. Det handler om at give arbejdsgiveren et billede af ’hele dig’ – altså et kort indblik i din person. Skriv gerne lidt mere end at du fx godt kan lide at være sammen med din familie og går til gymnastik – det siger ikke meget om dig som person. Skriv fx at du har været aktiv gymnast i din lokale idrætsforening i 10 år, hvor du også er med til at planlægge opvisninger og andre aktiviteter.

12. Evt. referencer

Her angiver du kontaktoplysningerne på dine referencer og hvilken relation du har haft til dem, fx tidligere chef eller kollega. Det kan være en god idé med referencer, men det er ikke et krav. Hvis du skriver en reference på dit CV, så husk at aftale med referencepersonen, at de kan blive kontaktet. Du kan også vælge at skrive “kontakt mig for kontaktoplysninger på referencer”. På den måde kan du forberede dine referencer, hvis det bliver aktuelt.

13. Sidetal

Det er en god idé at skrive sidetal på dit CV, hvis nu der skulle gå rod i papirerne hos arbejdsgiveren.

Det skal du også huske:

  • Gem dit CV i pdf-format og navngiv dokumentet med dit eget navn og evt. titlen på det job, du søger.
  • Man må gerne kunne se en sammenhæng mellem dit CV og din ansøgning. Brug gerne samme skrifttype, farver og grafisk layout.
  • Husk at læse korrektur eller få en anden til det. Der er ingen grund til stave- eller slåfejl, som bare vil forvirre arbejdsgiveren.
  • Sørg for, at dit CV er læsevenligt, overskueligt og let at finde de relevante informationer i.

Læs også: 5 huskeregler, når du skriver dit CV 

Skal vi gennemgå dit CV sammen?
Som medlem af Krifa får du professionel og personlig hjælp til dit CV af vores jobsøgningseksperter. Du sender dit CV til os, og så gennemgår vi det efterfølgende sammen med dig, så det kommer til at sidde lige i skabet.