Rapport - trivsel betaler sig

RAPPORT: Arbejdslyst giver bonus på bundlinjen!

Forskningsrapporten dokumenterer for første gang i dansk kontekst arbejdslystens værdi for virksomhedernes bundlinje. Og der er ingen tvivl: God arbejdslyst er en god forretning!

Denne rapport er anden del af et fælles forskningsprojekt forestået af Kraka Advisory og Videncenter for God Arbejdslyst. I 2019 var fokus for projektet at undersøge værdien af God Arbejdslyst for den enkelte lønmodtager. Konklusionen, som fremlagt i første delrapport, var klar: Trivsel betaler sig!

Medarbejdernes arbejdslyst kobles til virksomhedernes regnskabstal

I undersøgelsen bag den anden delrapport tager vi igen afsæt i arbejdslystmålingerne fra 2019 blandt 4.500 danske lønmodtagere – men nu koblet til tidssvarende data om virksomhedernes regnskaber og til samtidige tal om bl.a. sygefravær fra Danmarks Statistiks administrative registre.

Rapporten kan dermed for første gang i dansk kontekst give en vurdering af, hvad god arbejdslyst er værd for de danske virksomheder og på samfundsniveau – målt i kroner og øre.

Potentiale i arbejdslyst for virksomhederne…

For virksomhederne betyder den gode arbejdslyst engagerede medarbejdere, som lægger større fokus og mere energi i deres arbejde. Analyserne bag rapporten viser også, at medarbejdere med høj arbejdslyst skifter job i mindre grad. Det betyder, at kompetencer beholdes i virksomheden – til gavn for både kvalitet og produktivitet. Derudover kan god arbejdslyst ses på sygefraværet, hvilket også har betydning for bundlinjen.

Alt i alt dokumenterer vores undersøgelse, at virksomheder, hvor medarbejderne har den højeste arbejdslyst, har ca. 26.000 kr. større overskud pr. medarbejder om året end virksomheder, hvor medarbejderne har den laveste arbejdslyst.

…og for samfundet

For samfundet kan den gode arbejdslyst medføre et højere velstandsniveau, da virksomhederne forventes at opleve en højere produktivitet samt færre omkostninger i forbindelse med medarbejdernes sygdom og jobskifte. Derudover vil færre langtidssygemeldte spare samfundet for omkostninger til udbetaling af sygedagpenge.

Øges medarbejdernes arbejdslyst blandt samtlige danske virksomheder med ét enkelt point på en skala fra 0-100, giver det potentielt 7,4 mia. kr. mere på virksomhedernes samlede bundlinje.

Læs mere

Download rapporten kvit og frit – eller få en kort opsummering af rapportens vigtigste resultater i vores Executive Summary.