Hvad karakteriserer frivillige
Hvad er forklaringerne på, at vi bliver gladere af frivilligt arbejde? I ”Frivilligundersøgelsen 2012”, har SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd undersøgt frivilligt arbejde i Danmark. I undersøgelsen har man blandt andet set nærmere på, hvad der karakteriserer de frivillige, og hvilke årsager, der er medvirkende til, at danskerne vælger at lægge frivillige arbejdstimer som svømmetrænere, spejderførere eller besøgsvenner.
Resultaterne fra SFI’s rapport er interessante, fordi de giver et fingerpeg om, hvor årsagen til, at folk, der arbejder frivilligt, også har større arbejdslyst, skal findes.
Større socialt netværk
Undersøgelsen viser, at de frivillige har et større socialt netværk end dem, der ikke arbejder frivilligt. Sammenhængen her kan være, at mennesker, der har en større kontaktflade, er mere tilbøjelige til at komme ind i frivilligt arbejde, fordi de ofte rekrutteres gennem deres netværk. En anden forklaring kan være, at det frivillige arbejde i sig selv giver et større netværk. Og når man i undersøgelsen spørger deltagerne, hvilke bevæggrunde de har for at udføre frivilligt arbejde, svarer de da også, at det er det sociale fælleskab, man deltager i som frivillig, der vejer tungest.
Succes med frivilligt arbejde
Den sociale kontakt og følelse af fælleskab, der karakteriserer livet som frivillig, har man gjort bevidst brug af i Dragør Kommune. Her afslørede en undersøgelse, at omkring en femtedel af borgerne i kommunen følte sig ensomme og ikke trivedes. Det har man forsøgt at imødegå ved blandt andet at iværksætte konkrete initiativer for at få flere til at gå ind i frivilligt arbejde – med stor succes, fortæller borgmester Eik Bidstrup:
”Vi ville gerne gøre op med ensomhed og manglende trivsel, og mente, at frivilligområdet bød på nogle naturlige steder, hvor mennesker kunne møde hinanden og indgå i nogle sociale fællesskaber. Så vi igangsatte en proces, hvor vi gik i dialog med lokale ildsjæle og foreninger om at udvikle en platform, hvor kommunen og foreninger kunne mødes om at involvere flere i frivilligt arbejde,” forklarer han, og fortsætter: ”Vores erfaringer har været, at det frivillige arbejde er en virkelig god måde at skabe større involvering i nogle fællesskaber, hvor man danner meningsfyldte relationer, og der er nogle sunde værdier.”
Denne observation understøttes af flere internationale undersøgelser, der viser, at frivilligt arbejde har en positiv effekt på humøret. For eksempel viser Francesca Borgonovis studie, ”Doing Well by Doing Good”, at mennesker der udfører frivilligt arbejde generelt føler sig sundere og mere tilfredse med tilværelsen end dem, der ikke gør.
Social kapital skaber trivsel på jobbet
I Dragør har de positive sider ved at bruge frivilligt arbejde til at skabe bedre trivsel for ensomme været så overbevisende, at borgmesteren sagtens kan forestille sig, at de også kan betyde noget for andre aspekter af tilværelsen: ”Det er nærliggende at tænke sig, at de positive effekter af de gode sociale fællesskaber, man bliver en del af som frivillig, også har en afsmittende effekt på andre områder af ens liv og for eksempel kan tilføre noget social kapital til ens arbejdsliv,” siger borgmester Eik Bidstrup.
Og netop den sociale kapital har ifølge Forskningscenter for Arbejdsmiljø stor betydning for trivsel på arbejdspladsen. Forskningscenteret definerer social kapital som de ressourcer, der findes i de sociale netværk mellem medarbejderne på en arbejdsplads.
En del af forklaringen på, at frivillige oplever større arbejdslyst kan være, at gruppen i højere grad end dem, der ikke arbejder frivilligt, i forvejen oplever større trivsel, og at dette i sig selv gør, at de finder mere mening og glæde ved deres arbejdsopgaver, chefer og kolleger. Men samtidig ligger det også lige for at forestille sig, at mennesker, der har et godt netværk og gode sociale relationer fra deres frivillige arbejde også er mere tilbøjelige til at tage deres værdier og sociale kompetencer med ind i deres arbejdsliv, hvilket måske kan udgøre en del af forklaringen på, hvorfor personer, der arbejder frivilligt, også oplever større arbejdslyst.