Forside/ God arbejdslyst/ Videncenter for God Arbejdslyst/ Se alle fagartikler/ Medarbejderpraktik: Prøv din medarbejders job
Forside/ .../ Medarbejderpraktik: Prøv din medarbejders job

Medarbejderpraktik: Prøv din medarbejders job

I Dragør Kommune arbejder borgmester Eik Dahl Bidstrup aktivt med ledelse gennem relationer. En af de værktøjer, han har stor succes med, er medarbejderpraktik. Læs her, hvordan du kan blive en bedre leder ved at tage i praktik hos din medarbejder.

Eik Dahl Bidstrup

Siden 2013 har Eik Dahl Bidstrup (V) været borgmester i Dragør Kommune. Han har flere bestyrelsesposter i bl.a. Amager Erhvervsråd og Dragør Nordstrands Kystbeskyttelseslag.

Eik har en master i teologi og organisational leadership fra Melbourne University og har arbejdet som direktør i MP Denmark.

Han er nu ejer af Projektambassaden.

Udover de politiske mærkesager, har Eik sørget for markant lavere sygefravær og højere trivsel blandt kommunens ansatte.

Af journalist Lisa Dupont Lehtinen

Det kan være udfordrende at lede en større organisation med mange afdelinger. For hvordan kan du som leder skabe en større sammenhængskraft, få medarbejdere til at arbejde sammen og få bedre forståelse for hinanden?

Det ville Eik Dahl Bidstrup finde ud af, da han blev valgt som borgmester i Dragør Kommune i 2013. Det handler om ledelse gennem relationer, fortæller han:

"Kort tid efter jeg blev borgmester, ansatte vi en direktion, som, ligesom jeg, gerne ville tættere på medarbejderne. Det var et bevidst valg, hvor vi skabte en flad struktur og en ledelse baseret på relationer. Styrken ligger i relationer, og en af de ledelsesværktøjer, vi arbejder med, er medarbejderpraktik," siger Eik Dahl Bidstrup og tilføjer:

"Som et gammelt ordsprog siger, så lærer man først, når man har gået i andres fodspor. Det har givet os en bedre forståelse for hinanden og et bedre samarbejde på tværs i organisationen."

Direktøren i praktik i borgerservice

Medarbejderpraktik fungerer ikke kun i kommuner, men i alle større og hierarkiske organisationer. Det går ud på, at man prøver at være i en anden medarbejders sted en dag, eller hvor lang tid man nu aftaler.

"Vi havde vores kommunaldirektør i praktik i borgerservice. Borgerservice er det første led, hvor borgerne møder vores administration, og her arbejdede kommunaldirektøren på lige fod med de andre medarbejdere. Omvendt var medarbejderen i borgerservice med til møder med økonomiudvalget og jeg for at opleve, hvordan det fungerer. Det var lærerigt for begge parter," forklarer borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Udgangspunktet har været at skabe faglige fællesskaber og samarbejde på tværs af afdelingerne. Det har resulteret i større trivsel blandt medarbejdere og bedre service til borgerne. Selvom strategien ikke udelukkende forklarer det, har også sygefraværet blandt medarbejderne været faldende de sidste år, forklarer Eik Dahl Bidstrup.

Samarbejde giver glæde

Det skaber en bedre forståelse for hinanden og hinandens arbejde, når man arbejder med ledelse gennem relationer, viser Dragør Kommunes erfaringer.

I forbindelse med uddannelsen som arbejdslystkonsulent, lavede Eik Bidstrup en trivselsundersøgelse blandt to afdelinger. En traditionel opbygget kommunal afdeling, som arbejdede med egne opgaver, og en moderne afdeling, som arbejdede projektorienteret med inddragelse af borgerne og andre afdelinger.

"Det var helt tydeligt, at trivslen var betydeligt bedre i den moderne afdeling, hvor man arbejdede sammen på kryds og tværs - og effektiviteten var også større," siger Eik Dahl Bidstrup.

Hvis medarbejderpraktik er for krævende i en travl hverdag, kan man overføre idéen til andre former, som ikke tager for meget tid ud af dagligdagen. Det gjorde de også i Dragør Kommune, fortæller Eik Dahl Bidstrup:

"Til en personaledag lavede vi speeddating blandt medarbejderne, hvor de skulle præsentere sig i fem minutter til kolleger og fortælle om, hvilke udfordringer de har i deres arbejde."

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Få inspiration til at blive en endnu bedre leder
Ledelse er en af de syv faktorer, der betyder mest for vores arbejdslyst. Vi har samlet viden, værktøjer og inspiration til dig her.