Hos Sinatur Hotel & Konference arbejdes der for et højere formål
Forside/ .../ Sinatur Hotel & Konference

Sinatur Hotel & Konference arbejder for et højere formål

Et ambassadørkorps skal sikre, at Sinatur Hotel & Konference lever op til verdensmålene og driver hoteller i pagt med naturen. Medarbejderne arbejder nemlig for en større sag.
Ikon artikel
seniorkonsulent
Rebekka Bøgelund

Af Videncenter for God Arbejdslyst

En af hjertesagerne hos Sinatur Hotel & Konference er, at medarbejderne skal elske at arbejde der. Medarbejdertilfredsheden skal ikke kun være baseret på gode arbejdsvilkår og dejlige omgivelser, men også en glæde ved at arbejde for en større sag. 

Hotellet har et helt konkret mål om, at de i 2030 bliver en hotelkæde anerkendt som "bedst for verden". Det er et ambitiøst mål, og det kræver en lang række tiltag, som både uddanner medarbejdere og gæster i at tænke naturen først i alt, hvad de gør.

Forandringsagenter tager medarbejderne i hånden

Hotelkæden har uddannet et ambassadørkorps, der tager medarbejderne ved hånden og hjælper dem med at omdanne strategens ord til konkrete handlinger. Forandringsagenterne skal sikre, at viden om bæredygtighed og samfundsansvar kommer ud i alle kroge, men de skal også hjælpe med at engagere medarbejderne og gæsterne i at tænke nyt. For en omstilling til en mere bæredygtig adfærd kræver nytænkning.

"Det er ikke ambassadørernes job at motivere kollegerne, for det er der ikke brug for," fortæller Kari Brandsgård, der er direktør for Haraldskær Sinatur Hotel og Konference. "Vores medarbejdere vil rigtig gerne gøre en forskel. Men vi er mange, og det er vigtigt, at vi arbejder i samme retning og fortæller gæsterne den samme historie på tværs af de seks Sinatur-hoteller. Med en god håndfuld ambassadører fra alle fagområder på hvert hotel kan vi også nemmere gribe bolden, når medarbejderne får ideer til nye, bæredygtige tiltag".

CO2 positive hoteller

I 2030 er målsætningen, at Sinatur hotellerne er CO2 positive. Det vil sige, at de skal trække mere CO2 ud af atmosfæren, end hvad de selv belaster med. Det skal bl.a. ske ved hjælp af deres egen vindmølle og deres 475 hektar skov. Ligeledes er målet, at de skal være vandneutrale, og at alle produkter skal være fra certificerede og bæredygtige virksomheder. Det er et ambitiøst program, som har en særlig indvirkning på medarbejderne.

Følelsen af autenticitet

Hanne Hansen, der er ansvarlig for rengøringsafdelingen, brænder for visionen. Hun synes, det er helt unikt, at visionen bliver omsat til konkrete tiltag og handlinger, der breder sig som ringe i vandet – også uden for deres egne hoteller.

Det giver hende samtidig en følelse af autenticitet, fordi hotelkæden troværdigt har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i mange år. Nu bliver der bare skruet op for handlingerne.

Vi stiller krav om bæredygtighed og certificering til vores leverandører, og vi gør en stor indsats for at formidle det til vores gæster. Som ansatte får vi hele tiden mulighed for at dele og få ny viden og omsætte det til virkelighed. Det føles meningsfuldt og gør mig engageret i mit arbejde.

Hanne Hansen, ansvarlig for rengøringsafdelingen Sixtus Sinatur Hotel & Konference
Denne artikel indgår i rapporten "Mening - fryns eller nødvendighed" . Du kan læse hele rapporten her: krifa.dk/indeks8-mening