Kolleger sidder i solen
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdslyst/ 5-tips-til-en-succesfuld-sommerfest
Forside/ .../ 5-tips-til-en-succesfuld-sommerfest

5 tips til en succesfuld sommerfest

Snak, solskin og gode grin. En sommerfest er en perfekt anledning til, at I som kolleger kan komme nærmere hinanden og få et fællesskab, der rækker ud over arbejdet. Med fem simple trin kan du planlægge den perfekte sommerfest.

Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Teambuilding, fyraftensøl og personalefester styrker fællesskabet på arbejdspladsen. Og faktisk kan det gøre, at du udvikler dig fagligt. Det mener Bente Fischer-Nielsen, der er jobtrivselskonsulent i Krifa. 

- Til fester og sociale arrangementer ser du ofte andre sider af dine kolleger. Det giver en større forståelse for, hvem hinanden er, og det kan føles mere trygt at være omkring kollegerne på jobbet. Og når man føler sig tryg i sit arbejde, tør man i højere grad udfordre sig selv og andre, fordi man ikke er bange for at fejle, siger hun. 

Ifølge Bente Fischer Nielsen er det derfor vigtigt at huske det sociale. Også i travle perioder.  

- Du skal ikke bare se det som fryns, når der bliver arrangeret fester eller lignende med kollegerne. Det er rent faktisk noget, der er vigtigt for, at vi alle sammen har det godt på arbejdspladsen. 

1,2,3 fest
Er det længe siden, I har lavet noget socialt på din arbejdsplads? Så var det måske en idé at holde en sommerfest. Det kræver faktisk ikke så meget planlægning, som du måske tror. Charlotte Riddersholm, der er partner i eventbureauet Qvistgaard & co., giver her sine fem bedste tips til planlægningen af den gode sommerfest: 

1. Definér formålet med festen
- Start med at fastsætte, hvad sommerfesten skal kunne. Er det at ryste kollegerne bedre sammen, fejre en sejr på arbejdspladsen eller noget helt tredje? Det er vigtigt at have for øje, når I går i gang med den videre planlægning.  

2. Fastsæt dato og budget
- Fastsæt datoen for sommerfesten hurtigst muligt og send en mail ud til kollegerne, hvor I beder dem sætte kryds i kalenderen. Og få også styr på, hvad budgettet ligger på, da det ofte er styrende for planlægningen. Husk især de lidt tungere poster som lokaleleje, forplejning og underholdning. Det er også altid en god idé at have en buffer i budgettet til uforudsete udgifter. 

3. Vælg den rigtige type fest
- Der findes jo mange forskellige former for fester, og der kan være både temaer og teambuilding-elementer inde over. Det er bare vigtigt at tage udgangspunkt i, hvem der kommer. Er gennemsnitsalderen på kollegerne over 55 år, er det måske bedre at bruge penge på en vinsmagning end en DJ til kl. 04.00. 

4. Få styr på programmet
- Planlæg, hvad der skal ske i løbet af aftenen. Lav et program, så I har en køreplan for aftenen. Pas på, at I ikke får lavet programmet for stramt. Det er godt at indlægge tid til snak, toiletbesøg, rygepauser mv. 

5. Uddel opgaver

- Hvis I er flere, der arrangerer festen sammen, er det vigtigt, at I aftaler klare roller under festen. Aftalt eksempelvis, hvem der står for maden, hvem der har ansvar for at tage billeder osv. Ved at fordele rollerne sikrer I nemlig, at alle får mulighed for at deltage i festen. 

SKAL man deltage?

Selvom man kan få en masse ud af at mødes med sine kolleger uden for arbejdet, er det ikke et krav, at alle kolleger deltager i personalefester. Det fortæller Bente Fischer-Nielsen, der er jobtrivselskonsulent i Krifa. 

- Det er selvfølgelig helt okay ikke at deltage, når det ligger uden for arbejdstiden. 

Det handler jo alt sammen om prioritering af tid, og det er jo ikke sikkert, at din kollega synes, han eller hun har tiden til det. Så det har ofte ikke noget med jer andre kolleger at gøre, hvis vedkommende takker nej til invitationen. Men bliv ved med at invitere kollegaen med, hver gang I holder noget – og understreg, at I gerne vil se ham eller hende.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse