Kvinde smiler til kamera
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdslyst/ Arbejdsglæde skåret ud i pap
Forside/ .../ Arbejdsglæde skåret ud i pap

Arbejdsglæde skåret ud i pap

Et baglokale klistret til med takkehilsner og farverige plakater og post-it sedler. Skobutikken Deichmann i Bruuns Galleri i Aarhus er et lysende eksempel på god arbejdslyst.

Ikon artikel
Journalist
Michelle Haubo Kogstad Nielsen

Når forventningen er et almindeligt baglokale fyldt med skokasser og affald, bliver man forbavset ved det syn, der møder én i Aarhus butikkens personalerum.

Farvestrålende plakater, post-it sedler i alle regnbuens farver og billeder klisteret op på rummets vægge fanger øjnene som magneter. Det mørke baglokale bliver pludselig lyst op af noget helt andet end lysstofrørene og sollyset fra de små vinduer - arbejdsglæde skåret ud i pap.

Selvom salgsassistent Michelle Larsen og distriktschef Louise Nielsen hver dag kigger på de udsmykkede vægge, kan de ikke lade være med at trække på smilebåndet, når de kigger på de mange stjernestunder, som de alle har været med til at skabe.

- Louise er en kæmpe inspiration. Og her taler jeg ikke kun for mig selv – men også på egne vegne af alle mine kolleger. Takket være Louise har vi alle udviklet os utrolig meget, fortæller salgsassistent Michelle Larsen.

Chefens hemmelige våben
Da Louise blev distriktschef i butikken i Aarhus, var hun ikke det eneste, der flyttede ind. Med hende kom en bamsekasse, baglokalets Wall of Fame, motiverende citater, en gul førertrøje og meget mere.

- Hvis man vil have glade medarbejdere, der synes, det er sjovt at gå på arbejde, så er det afgørende, at de trives. Derfor er vigtigt for mig, at mine medarbejdere både kommer og går med et smil på læben, fortæller Louise og uddyber:

- Det er min overbevisning, at man både lærer og motiveres bedst gennem leg - uanset om man er ung eller gammel. Derfor finder jeg hele tiden på små lege eller konkurrencer til mine medarbejdere.

Og der hersker ingen tvivl om, at Louises mange alternative og sjove ideer giver god trivsel blandt hendes medarbejdere.

- Hun skaber arbejdsglæde gennem lege og konkurrencer. Og det får én til at involvere sig i langt højere grad, fordi man jo gerne vil vinde. Og man glæder sig til at skulle på arbejde hver eneste dag – fordi arbejdet både er sjovt og motiverende, fortæller Michelle Larsen.

Også Louise selv har mærket forskellen.

- De yder meget mere, har langt færre sygedage, større motivation og kampgejst. De hjælper hinanden og er både gode medarbejdere og kolleger.

Når chefen er et forbillede
Den mest opsigtvækkende udsmykning finder man på glasdøren til Louises kontor. Den er nemlig klistret til med hundredvis af post-it sedler i alverdens farver.

- Louise laver rigtig meget sjov. Hun kan finde på at hoppe op af kasser og lave finurlige overraskelser. Hvor mange chefer gør lige det? Og derfor fik vi lyst til at give hende lidt igen - lave lidt sjov med hende. Så vi besluttede os for at klistre hele hendes dør til med de her post-it sedler, fortæller Michelle glædeligt og fortsætter:  

- Og da døren så næsten var klistret helt til, fik vi lyst til at skrive et par søde ord på dem – for hun er så god til at rose os med den gule førertrøje og alle hendes inspirerende plakater.

På nogle af post-it sedlerne står der ’Vores coach’, ’Hvem ka – Louise ka’, ’tak’, ’sej’, ’Frk. Positiv’.

- Som chef er man et forbillede. Og det er let af mærke, hvordan min person og mine handlinger smitter positivt af på mine medarbejdere, afslutter Louise smilende.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse