Forside/ Inspiration/ Arbejdsglæde/ Det bedste arbejde man kan få
Forside/ .../ Det bedste arbejde man kan få

- Det bedste arbejde, man kan få

Rasmus Gangsted-Rasmussen kommer fra en nordsjællandsk familievirksomhed inden for advokatbranchen, men valgte selv et arbejdsliv, hvor han kunne være noget for andre mennesker.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

Blå bog

35-årige Rasmus Gangsted-Rasmussen er bedemand.

Oprindeligt er han uddannet idrætspædagog. Han er gift og har to børn.

Rasmus Gangsted-Rasmussen har stadig sved på panden, da han kommer ud fra badet. Morgenens løbetur med familiens to hunde sidder stadig i kroppen, men løbetøjet er lagt til side for en anderledes formel stil. De sorte bukser er uden en krølle, og den hvide skjorte får kun lov at stå åben i de øverste knapper, indtil han, rutineret, vil binde det gråstribede slips om halsen, lige inden han kører afsted på arbejde.

Solen har sat sig på en skyfri blå himmel. Det bliver endnu en varm sommerdag i Randers denne fredag i juli. Men med lange bukser, skjorte og slips for den 35-årige bedemand.

- Jeg kan nemmere tage ud og være bedemand i svære situationer, når jeg har det her på. Jeg tager min titel på så at sige. Selvfølgelig er jeg stadig et menneske bag ved. Ligesom en klovn, der kan græde bag sin maske, men stadig være professionel, siger Rasmus.
På terrassen er der nybagte boller. Telefonen har ringet to gange, mens Rasmus var ude og løbe, fortæller hans kone Susanne. Hun er vant til opkald selv midt om natten, når et menneske dør. Sådan er jobbet. En bedemand ved aldrig, hvor lang dagen bliver, eller hvad den indeholder!

Opkaldene er om eftermiddagens ceremoni. En bisættelse af en ældre dame i en smuk kirke ude på landet. Familien Gangsted-Rasmussen bor selv på landet i et træhus, der passer perfekt ind i denne sommermorgens idylliske kulisser. Hækken er klippet, græsset bag terrassen snorlige slået. Mads Emil på 9 får lov at slå plænen, men Rasmus er med på sidelinjen, så resultatet bliver perfekt, siger sønnen og griner lidt over sin far sammen med søsteren Mathilde på 11.

Perfektionismen ligger til den unge bedemand, der har en fortid som garder foran Amalienborg og har trådt sine barnesko som efternøler i Gangsted-Rasmussen-familien fra Nordsjælland. Et familienavn, der vil være velkendt for de, der kender til advokatbranchen i hovedstaden. Men den mindste Gangsted-Rasmussen gik en anden vej end sine brødre og far, der er uddannede inden for revision, ejendomshandel og jura.

En svær branche for udefrakommende

Rasmus møder ind på kontoret ved bedemand Per Wraa i Kristrup i Randers præcis kl. 9. Per Wraa er selv på kontoret, mens kollegaen Susanne Jønsson er på ferie. Endnu før Rasmus sætter sig ned, åbner han skuffen og finder et lyseblåt silkeslips frem. Pers er samme farve. Det gråstribede, som Rasmus bandt i entreen derhjemme for ti minutter siden, dumper ned i skuffen. I dag er de lyseblå.

- Alt det der med, at jeg er perfektionistisk. Det er jeg, og det skal jeg være. Det er ikke hvad som helst, vi har med at gøre, men mennesker i sorg og en afdød, der altid skal vises respekt. Jeg skal gå op i de små ting. Det skal bare være i orden, og det går vi meget op i her hos Per Wraa, siger Rasmus.

Han omtaler konsekvent sig selv som ”vi” – Per Wraa, der har været bedemand siden 1990, har nu bedemandsforretninger, der breder sig ud over Randers, Risskov, Aarhus, Rosenholm og Ebeltoft. Et østjysk foretagende, hvor Lyngby-drengen har fundet det, han håber skal være hans arbejdsplads mange år frem. Og uanset hvor længe, han holder, vil han kunne sige, at han har været her fra starten.

- Per åbnede sin forretning her i sommeren 2012. Jeg tog et par pæne bukser, en hvid skjorte og et slips på og tog herned en sommerdag, der var næsten lige så varm som i dag. Jeg vidste jo godt, hvordan en bedemand ser ud. Per har sagt, at han troede, jeg var en kollega, der kom for at sige tillykke med den nye forretning, da jeg kom ind ad døren, siger Rasmus.

Og kollega blev han, efter Rasmus tilbød at arbejde gratis, indtil Per Wraa havde råd til at aflønne ham.

- En noget insisterende facon, erkender Rasmus, der dog var villig til at gå langt for at få en fod indenfor i den branche, han brændte for, men som også er lukket land for de fleste.

- Der er rigtig mange, der gerne vil være bedemænd. Vi får tit opkald fra bankrådgiver-typerne, der er blevet fyret og tænker helt nyt. Men bedemandsbranchen består tit af familieforetagender, hvor farfar og far var bedemand, og hvor sønnen så tager over, siger Rasmus.

Han er egentlig uddannet idrætspædagog, fordi han ville noget med mennesker frem for tal og Karnov, som ellers var standarden i hans familie. Før det var han social- og sundhedshjælper i en periode. Og endelig også medhjælper i en bedemandsforretning en kort overgang, da han var i starten af 20’erne. Ti år senere fandt han ud af, at det var det erhverv, der trak i ham. Og så var det med at finde en indgang tilbage til faget, der blandt andet bestod i, at Rasmus tog i ulønnet praktik helt i Svendborg.

Nu har han taget uddannelsen som bedemand gennem forretningen i Randers, der matcher hans standarder, og han ser ikke sig selv gå ud af døren hos Per Wraa, før han skal bæres derfra. Fordi det er det bedste arbejde, man kan få, som han siger.

Fejl sker, når rutinen sætter ind

Det er en 93-årig kvinde, der skal bisættes i dag. Per Wraa og Rasmus henter kisten i kapellet på Nordre Kirkegaard. Flere andre kister står i det kolde og lidt fugtige rum. Daggamle blomster på en skinnende hvid kiste i forrummet vidner om en afsluttet bisættelse og et menneske, der er på vej til krematoriet efter at være kørt tilbage til kapellet i sin kiste.

Flere mennesker på fortovene kigger på rustvognen, som den glider gennem byen. En mor med to børn stopper op og peger. Det giver helt tydeligt en særlig følelse hos mange mennesker at se en rustvogn. En kulsort, skinnede bil, hvor den hvide kiste står indeni. Et menneske, der ikke er mere - og så på en smuk sommerdag som i dag.

For Rasmus er det dagligdags arbejde, men uden det nogensinde må blive hverdag, siger han. Fejlene sker, når jobbet bliver rutine. Og de sker ude i andre bedemandsforretninger, og så løber rygterne hurtigt, ligesom de skurrer i Rasmus’ ører. Afdøde, der er lagt i forkerte kister. Afdøde, der ikke er respekteret ved at være påklædt eller iklædt det tøj, de pårørende har ønsket. Endda en bund, der går ud af en alt for billig kiste, da den bæres ud af kirken, siger sladderen.

Vi er 200 procent på mærkerne hver gang, så vi ikke glemmer selv den mindste detalje.

Rasmus Gangsted-Rasmussen, bedemand

- Den slags sker ikke hos os. Vi skal være, og vi er 200 procent på mærkerne hver gang, så vi ikke glemmer selv den mindste detalje. Nok er det ’endnu en dag på kontoret’ som i andre jobs, ja, men det skal være med ydmyghed hver gang, jeg går på kontoret, det er jo ikke bare ’nå’. Der er altid mennesker, pårørende, som har fortjent den bedst mulige oplevelse i en svær tid. Mange tror, jeg som bedemand skal tænke på den døde. Det skal jeg også, for afdøde fortjener respekt. Men jeg skal især tænke på de pårørende, for det er dem, jeg hjælper.

For Rasmus er det detaljerne, der til sammen giver en smuk og respektfuld helhed. Når en datter kommer hen til ham efter en begravelse, og siger til ham med tårer i øjnene, at han havde gjort det så fint og respektfuldt, da hendes børn skulle se deres morfar. Dér er Rasmus’ arbejde det hele værd, siger han.

Arbejdstiden ligger forud for begravelsen

Heller ikke i Ålum kirke i dag er noget overladt til tilfældighederne. Kisten, der står millimeter-korrekt midt foran alteret i Ålum kirke, inden bårebuketten ankommer med blomsterbinderen og placeres lige så korrekt. Rustvognen, der fejes med en blød støvekost, mens bisættelsen finder sted i kirken, og de to bedemænd får tiden til at gå de cirka 35 minutter, sådan en ceremoni næsten altid varer.

Deres arbejde ligger i forberedelsen op til det tidspunkt, hvor bedeslagene ringer begravelsen eller bisættelsen ind. Det er alt fra at udfylde dødsanmeldelsen, koordinere med gravere, kirketjenere, plejehjemmenes og sygehusenes personale, bestille bårebuketter og sørge for transporten af kisten til og fra kapellet og kirken.

Det tager omkring 11 timer at forberede og koordinere en begravelse.

- Meget af det, vi sidder og bruger tid på, er ikke direkte synligt. Nogle tror, vi bare er dem, der kommer og henter kisten og kører den væk fra kirken igen, men virkeligheden er jo, at det er et langt mere omfattende arbejde, vi udfører. De pårørende magter ikke altid at skulle stå med de praktiske ting selv, og dem, der gør, bliver overraskede over opgavernes omfang, siger Rasmus:

- Jeg koster som bedemand cirka det samme i timen som en mekaniker, og det synes jeg ikke er urimeligt, siger Rasmus.

De vigtige ting kan ikke siges for tit

Tiden og rustvognen står nærmest stille, da den umærkeligt glider ud af brostensbelægningen ved Ålum kirke med sørgende venner og familie bag sig. God tid. Og dog en stille påmindelse om, at mennesker har sin tid, og at tiden ikke varer evigt. Og at det kan være slut, før man forventer.

Det oplevede Rasmus og hans familie selv, da Rasmus’ svigermor døde for nylig uden varsel. Han oplevede det også, da en kun 44-årig mand skulle lægges i kisten, mens hans kone og to børn stod sorgfulde tilbage. Ligheden med Rasmus’ egen familie lå lige for.

- Når du kan relatere til det, så er det klart, at det slår hårdt. Og det er rigtig hårdt, når det er den forkerte vej. Det skulle gerne være sådan, at vi som forældre ikke oplever vores børns død. Små børn skal heller ikke opleve deres unge forældre dø, det er ikke rimeligt. Jeg kunne se mig selv der. At det var mig, der lå i kisten og min kone, som var helt knust. Mine børn som stod der og lige havde mistet deres far, siger Rasmus

Han kalder det små ar på sjælen, som selv bedemænd får, når de kommer så tæt på døden, som de gør. Oplevelser og indtryk, som han bearbejder med sine kolleger og med familien derhjemme efterfølgende. For det sker, at arbejdsbetingelserne blandt afdøde og sørgende mennesker kan ramme selv en rutineret bedemand.
Alligevel mener han ikke selv, det har gjort ham blødere som menneske at være bedemand. For han er lige så blød, som han altid har været. Men noget har alligevel rykket sig i ham.

- Jeg har lært at sætte mere pris på de små ting i hverdagen – mere end jeg har gjort før.

Det at sige til min kone, at jeg elsker hende. Ja ja, siger hun så. Jo, men jeg tænkte det, og så siger jeg det. Vi tænker alt for tit, at vi ikke behøver sige de ting, som vores venner og familie godt ved.
Men jeg har det bedst med at få det sagt. Så er der ingen tvivl om, hvad jeg mener, siger Rasmus.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse