Forside/ Inspiration/ Arbejdslyst/ Mening motiverer medarbejdere
Forside/ .../ Mening motiverer medarbejdere

Mening motiverer medarbejdere

Vi vil mærke en dybere mening med vores arbejde. Fokus på mening og formål med jobbet giver gode resultater både hos medarbejderne og på bundlinjen, mener Daniel Baun, der hjælper virksomheder netop på dette område.
Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

Daniel Baun driver Baun & Co, der tilbyder foredrag, workshops og konsulentydelser baseret på principperne i Heartcore Business.

Blå bog

Daniel Baun driver Baun & Co, der tilbyder foredrag, workshops og konsulentydelser baseret på principperne i Heartcore Business. Han hjælper virksomheder med at finde ind til hjertet og meningen i forretningen. Han har en Ph.d. i Organisation og Ledelse fra Handelshøjskolen i Aarhus (Aarhus BSS).

- På Handelshøjskolen, hvor jeg er uddannet, handler succes hele tiden om penge, og værdier bliver set som en modsætning. Det hårde versus det bløde. Den tankegang vil jeg gerne udfordre, fortæller Daniel Baun.

Og det allervigtigste for vores arbejdslyst herhjemme – er netop at vores arbejde giver mening. Det viser God Arbejdslyst Indeks 2015, der er udarbejdet af Krifa i samarbejde med Institut for Lykkeforskning og TNS Gallup.

- Folk er glade, når de kan bidrage til noget, der er større end dem selv. Så kan de stå i lyset af både deres egne og samtidigt hele organisationens resultater, siger Cynthia Fisher, der er professor i ledelse på Bond University.

Vi skal altså kunne se et højere formål med vores arbejde – og gerne noget, der bidrager til andre menneskers liv. Mening dækker også over, om vi finder vores arbejdsopgaver interessante, og omarbejdet betyder noget for den personlige identitet.

Virksomheder skal have noget på hjertet

Ifølge Daniel Baun virker det langt stærkere at se profit og værdier som en samlet størrelse. Gør man som virksomhed noget ud af, at der skal være handling bag værdigrundlaget, så vil man også kunne se det på slutresultatet.

- Lysten til at købe produkter hos en virksomhed, som er sympatisk og mener, hvad de siger, er langt større end hos virksomheder, der ikke handler efter deres værdigrundlag. Hvis lederen vil se stærke resultater, er værdigrundlaget derfor et godt sted at starte, siger han.

Medarbejdere, der oplever, at deres arbejde giver mening, har færre sygedage, er gladere og derfor mere effektive.

Man vil opleve, at når folk bliver mere engagerede, så er mening nærmest magisk.

Daniel Baun, konsulent, foredragsholder og forfatter

Når en virksomhed skal finde ind til hjertet og meningen i forretningen, så mener konsulenten, at det handler om at finde det overordnede formål, som er andet end at tjene mange penge.

- Skiftet betyder ikke, at man som virksomhed var ond før – det handler bare om at have noget på hjertet, siger han.

Daniel Baun erkender, at det kræver meget af en virksomhed at vende alt på hovedet og finde ind til meningen. Der skal være handling bag, og det kræver et kig på alt fra intern til ekstern kommunikation. Og det koster at lave så store ændringer – men på den lange bane er det mere end pengene værd.

- Man vil opleve, at når folk bliver mere engagerede, så det er mening nærmest magisk, lyder det.

Nøglen til mening

Det overrasker ikke Daniel Baun, at det allervigtigste for danskere i arbejde er, at jobbet skal give mening.

- Der er jo ikke nogen, der kan sige, at mening ikke er godt. Det er godt for medarbejdere, medlemmer og ledere. Man bliver mere ansvarlig, og det gavner samfundet generelt, siger han.

Mening behøver ikke kun betyde, at man hjælper personer i nød. Det kan for eksempel være meningsfuldt at være en del af et fællesskab eller at gøre noget godt for sine kollegaer.

Daniel Baun nævner fire forskellige nøgler til at finde mening i sit arbejdsliv – at lykkes selv, at bidrage til andre, at lykkes sammen og bidrage til helheden.

Lederen skal gå forrest

- Det er ledelsen, der skal føre an og sikre værdierne. Men man kan også selv gøre noget som medarbejder, siger Daniel Baun.

Han understreger dog, at hvis værdierne virkelig skal rykke noget i virksomheden, så skal initiativerne komme oppefra.

- Når jeg har arbejdet sammen med nogle af de helt tunge ledere, og de knokler 70-80 timer om ugen, så skal det også gerne give mening for dem. Når de så begynder at kommunikere den mening ud til medarbejderne, så mærker de den også, siger han.

I arbejdet med at finde hjertet og meningen i virksomheden, er det ifølge Daniel Baun vigtigt, at man som leder følger tre punkter: 

  • Det skal være sandt
  • Det skal være rigtigt og vigtigt
  • Det skal være konkret både i forhold til ledelse og produkter

- Det kræver, at vi gør op med de gængse ledelsesteknikker og -greb, siger Daniel Baun og tilføjer, at der er en tendens til, at hvis noget ikke kan måles, så kan det ikke bruges.

Det handler for eksempel om, at når en tjener laver mersalg, så skal det ikke være for, at restauranten skal tjene flere penge – men for at gæsten kan få en bedre oplevelse. Og de to ting hænger faktisk ofte enormt godt sammen.

Mening handler altså ikke om at lave noget bestemt, så længe det dybere formål med arbejdsopgaverne er klart. Det skal gøre en forskel – om det så er at sørge for, at skraldet ikke flyder rundt på gaderne eller menneskers overlevelse, spiller ingen rolle.

Bliv certificeret arbejdslystkonsulent
Kom på uddannelse – og få mening, motivation og trivsel til at give resultater.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse