Bliv klar til det psykisk hårde job
Hver dag er der borgere, der er afhængige af, at andre tager på arbejde i de såkaldte udsatte job. Det kan være i job, hvor svære konflikter, hårde ord og vold er en del af pakken.
Men inden du vælger at træde ind i sådan et job, er det vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser. Det fortæller Christian Normann Lorentsen, psykolog og direktør for Nordisk Krisekorps.
- Det handler meget om, hvem du er. Er du psykisk robust til at kunne arbejde i et hårdt miljø? Spørg dig selv, hvad motivationen er for at søge sådan et job, fortæller han.
Skil tingene ad
Ifølge Christian Normann Lorentsen er de i mange tilfælde de mennesker, der ofte selv har haft psykiske problemer eller en belastende opvækst, der ser de udsatte job som deres kald. Men her er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser.
- Motivationen i jobbet bør overvejende være faglige overvejelser og ikke udelukkende personligt eller idealistisk betinget. Ellers er der stor risiko for, at du går ned på det. Det kommer til at fylde for meget, eller du bliver overengageret. Så det er vigtigt at skille tingene ad, fortæller han.
- Hvis du ikke formår at holde dig neutral og fagligt fokuseret, kan du nemt ende med at blive desillusioneret eller stresset.
Tag ikke tingene med hjem
De svære episoder på jobbet, hvor der har været svære konflikter eller vold, kan hurtigt komme til at fylde meget – også når du er kommet hjem fra arbejdet.
- Når det begynder at fylde så meget, at du tænker på det hele tiden, er det vigtigt, at du søger støtte hos din leder. Det hjælper at snakke om det, så du får det bearbejdet. Hvis det fylder for meget, ender du med at få stress og i værste fald blive udbrændt. Og det kan ødelægge et arbejdsliv over mange år.
Tal med andre
Derfor bliver der også i mange professioner, som hos psykologer og socialpædagoger, brugt supervision som forebyggelse, hvor en erfaren kollega giver faglig vejledning og støtte. Mens andre arbejdspladser tilbyder samtaler med en psykolog eller rådgiver for at få bearbejdet belastende oplevelser på jobbet.
– Men det koster penge, og det er ikke altid, arbejdspladserne prioriterer det. Det er en skam. I sidste ende bliver det dyrt med sygemeldinger. Vi vil helst arbejde forebyggende, men det er desværre ofte først til sidst, når arbejdet fylder for meget, at medarbejderne og lederne reagerer, siger Christian Normann Lorentsen.