Forside/ Inspiration/ Arbejdsmiljø/ Pas på dig selv, lærling!
Forside/ .../ Pas på dig selv, lærling!

Pas på dig selv, lærling!

Lærlinge i bygge- og anlægsbranchen har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdspladsen. Læs her, hvordan du som lærling styrer uden om skaderne.
Ikon artikel
Journalist
Anne Rahbek

Ansatte i bygge- og anlægsbranchen har næsten dobbelt så stor risiko for at komme ud for en alvorlig arbejdsulykke som andre – og de fleste af ulykkerne sker hos lærlingene.

Ifølge psykolog Kent Jacob Nielsen fra Arbejdsmedicinsk Klinik skyldes det særligt kulturen på arbejdspladserne.

- En lærling kan have svært ved at sige fra. Man vil jo gerne bare passe ind på arbejdspladsen og ikke stå som den dumme lærling, der ikke ved, hvordan man bruger en bestemt maskine, siger han og fortæller, at lærlinge derfor løber en risiko ved at prøve sig frem.

Som lærling ved man jo ikke alting. Og det skal mesteren eller svenden også være opmærksomme på. På den måde går ansvaret for sikkerheden begge veje

Kent Jacob Nielsen, psykolog ved Arbejdsmedicinsk Klinik

VIDSTE DU, AT

… du er allermest udsat for skader som nyansat på arbejdspladsen? Undersøgelser viser, at det er fem gange så farligt at gå på arbejde den første dag i forhold til ugerne efter.

Undgå dårlige vaner

- Som lærling ved man jo ikke alting, og det skal mesteren eller svenden være opmærksomme på. Men mange af de ældre kolleger glemmer måske at tænke over det, og så står lærlingen og føler en forventning til, at han eller hun kan finde ud af det hele på egen hånd. Det er en svær situation at stå i som den yngste på arbejdspladsen, siger Kent Jacob Nielsen og fortsætter:  
- Mange lærlinge observerer, hvordan de ældre kolleger gør arbejdet. Men på den måde risikerer de bare at gentage kollegernes dårlige vaner.

Tre gode råd

Det er derfor vigtigt, at du som lærling får opbygget dine egne gode sikkerhedsvaner. Kent Jacob Nielsen giver tre råd til, hvordan du kan passe bedre på dig selv:

1. Spørg: Du er ikke en dårlig lærling, fordi du ikke ved alting. Så spørg ind til opgaven og bed om at få vist, hvordan du skal gøre. Du er i lære for at lære!


2. Tal med andre:
Er du i tvivl, om du fx har det rigtige sikkerhedsudstyr til at udføre en opgave, så kontakt tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen, eller spørg en af dine undervisere eller studiekammerater til råds. Det er vigtigt, at du udtrykker din tvivl fremfor at gemme på den.

3. Sig fra: Selvom du som lærling måske kan have overarbejde en gang i mellem, må det ikke være for ofte. Hvis du fx arbejder 12 timer i træk fremfor 8, er der fordoblet risiko for, at du kommer til skade, fordi det kan være svært at holde koncentrationen de sidste timer.

Har du brug for hjælp, kan du tale med en af Krifas jurister. Ring til vores Kontaktcenter på tlf. 7227 7227

Hvad siger loven?

Din arbejdsgiver har faktisk pligt til, at:

  • Give unge og nyansatte medarbejdere en god oplæring og instruktion, så arbejdet kan udføres sikkert og forsvarligt.
  • Føre effektivt tilsyn med, at arbejdet rent faktisk også udføres på en sikker måde, og at instruktionerne følges.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse