Kvinde sidder ved bord og skriver
Forside/ .../ En gammeldags arbejdsro

En gammeldags arbejdsro

Arbejdsro er en mangelvare. Derfor forsvinder folk ind i stilheden på Ørslev Kloster Refugium.

Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

Ørslev Kloster

  • Klosteret ligger ved Limgjorden på egnen mellem Skive og Viborg.
  • Det har rødder tilbage til 1200-tallet, men har de seneste 50 år fungeret som et arbejdsrefugium
  • Stedet garanterer arbejdsro og har årligt omkring 3000 overnatninger. 

fænomen, der kun eksisterer i kraft af det modsatte; larm.

Det er faldet mig ind, at jeg har nemmere ved at registrere roen end larmen. Som den efterårsdag på Læsø langt inde i skoven på jagt efter kantareller. Undrende måtte jeg rette mig op og lytte.  Ro. Der var så stille, at det næsten var uvirkeligt. 

Den samme ro slår mig, da jeg har lukket døren bag mig på mit værelse på Ørslev Kloster Refugium en sen onsdag aften. Der er otte meter til loftet, mindst. De kalkede vægge ændrer kun udseende de steder, hvor et stearinlys har sodet den hvide kalk med et skær af sort. Jeg slår min pc op og tænder skrivebordslampen. Finder mine papirer med research frem og begynder at læse. Pludselig får jeg tanken, at jeg måske ikke har siddet så stille og arbejdet, siden min sidste eksamen for flere år siden. Hovedopgaven på Journalisthøjskolen. Forberedelsestiden i det tilstødende lokale med den store gule seddel på døren: ”Ro! Eksamen”.

Man må ikke banke på dørene ind til værelserne på Ørslev Kloster Arbejdsrefugium. Det er nærmest den eneste regel på stedet, fortæller klosterforvalteren mig. Lidt et benspænd for en journalist på jagt efter sandheden om arbejdsro ikke at kunne spørge de andre på klosteret.
Men her kommer mennesker for at arbejde i absolut stilhed og for mange også ensomhed. 

Genoprejsning

Nogle kilometer fra den nærmeste større vej tordner den robuste hvide bygning sig op på en forhøjning af græs og med rødder helt tilbage fra 1200-tallet. Som først et kloster, siden en herregård og de sidste 50 år som et arbejdsrefugium, sådan som komtesse Olga Sponneck ønskede det ved sin død. Selv havde hun brugt 30 år på at genrejse klosteret fra forfald, fra hun første gang nærmest tilfældigt kom fordi det på en cykeltur sidst i 1920’erne, og til hun trak vejret sidste gang i sit kammer på klosteret i 1964.

Ambitionerne er mange for det specielle sted, der har op mod 3000 overnatninger på et år og ofte er fuldt belagt. Næste projekt er en refugie-have, hvor klosterets gæster kan færdes i samme ro udenfor som indenfor. Området omkring klosteret er nemlig blevet åbnet op for andre interesserede, og derfor må der tages forholdsregler for at sikre arbejdsroen for gæsterne.

Et værelse med ro

Lydløs

Det samme forbehold eksisterer på opslagstavlen ude foran det fælles køkken. Her står wifi-koden diskret oplistet i et hjørne af et stykke papir med praktiske detaljer. Man bliver ikke bare automatisk koblet op på verden udenfor. Af samme grund sætter klosterforvalteren altid sin mobil på lydløs, når hun går gennem de nærmest adelige stuer blandt de arbejdende gæster. Som om den velkendte lyd af en indkommen e-mail eller brummen fra en Facebook-notifikation kan bryde den ældgamle magi i rummene.

Og der er da også noget nærmest ærbødigt og respektindgydende ved at sætte sin bærbare pc på et af de lange, lakerede træborde og arbejde anno 2014 i kulisser fra en svunden tid. At få lov til at være endnu en på et sted, der både var her længe før mit besøg, og hvis robuste struktur også vil være her længe efter, jeg er gået. De høje, lyse rum med de tunge, gamle møbler står i skærende kontrast til min kontorstol og hæve-sænke-bord derhjemme. Ikke helt så ergonomisk korrekt, men på mange måder mere ideelt til fordybelse og arbejdsro.

Det begynder at give mening, at der ikke må bankes på dørene. Det er visheden om, at ingen kommer og forstyrrer. At der ikke bare er fred nu, men også om to timer, og jeg rent faktisk kan planlægge min dag efter, at ingen vil forstyrre mig. Måske er det også derfor, at mange af gæsterne nærmest beklagende melder ud til omverdenen, at mobilsignalet er dårligt i Ørslevkloster. Selvom det ikke nødvendigvis er sådan, det forholder sig. Det er bare nemmere med en højteknologisk forklaring på, at man ønsker gammeldags arbejdsro.

Afkobling

På den måde bliver ikke bare Ørslev Kloster, men alle de andre refugier og retræter rundt i landet til en undskyldning for sig selv og dermed de mennesker, der bruger dem. Deres institutionelle og professionelle facon gør det acceptabelt, ja måske endda moderne, at koble ud, af. Det er steder, der om noget repræsenterer ro og fortæller historien om, hvor larmende der er alle andre steder.

Og på sin vis er det nærmest ironisk for et menneske som mig selv med et arbejdsliv på fuld tid i et åbent kontorlandskab og med mobilen liggende på natbordet; at det ikke er tilsvarende almindeligt og nødvendigt for mig at stemple ud. Som en slags neutraliserende modvægt til hastigheden, travlheden, larmen. Med en lydløs, ja måske endda slukket mobiltelefon, en skærm, der er lukket ned og opgaver, der for en tid bare er opgaver, der kan ligge lidt.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse