Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdsmiljø/ Min leder forstår mig ikke
Forside/ .../ Min leder forstår mig ikke

Min leder forstår mig ikke

Er du utilfreds med din leder? Føler du ikke, at din leder forstår dig? Er I indimellem meget uenige? Vi forventer meget af vores ledere, men hvad gør vi, når vi ikke får opfyldt vores forventninger? 
Ikon artikel
Journalist
Trine Boiskov Hansen

Lad os allerførst slå fast: Der findes meget dårlige ledere, der aldrig burde have været ledere.

Der findes også mange ledere, der har gode evner som ledere, men som på nogle punkter ikke lever op til medarbejdernes behov. Det kan være svært at ændre på et andet menneske, så hvad gør jeg selv i den situation?

Tal med din leder

 - Vi får mange henvendelser fra personer, der har det dårligt med deres leder og ikke føler sig forstået, fortæller Bente Fischer-Nielsen, der er jobtrivselskonsulent i Krifa.

Problemet er, at mange af disse personer aldrig er gået til deres leder med problemerne.

- De føler, at lederen selv bør kunne se det, men en leder er ikke synsk. Derfor er det vigtigt, at du sætter ord på, hvordan du har det. Du kan komme meget langt ved blot at fortælle, hvordan du oplever en situation.

”Anerkend mig”

Typisk er der den forskel på leder og medarbejder, at medarbejderen er optaget af følelser, mens lederen hurtigt vil finde en løsning.

- Men medarbejderen har brug for anerkendelse for at føle sig forstået. Når lederen ikke giver det, føler medarbejderen sig forkert, siger Bente Fischer-Nielsen.

Hun mener, at en god leder bør kunne anerkende dig for dit arbejde:

- Ellers må du sige, at du har brug for at få at vide, når du gør noget godt.

Vi behøver ikke være enige

Bente Fischer-Nielsen pointerer, at en leder har et særligt ansvar og en særlig ret til at lede og dermed forvente noget af dig. Det betyder dog ikke, at du behøver at være enig med ham.

- Det går begge veje. Selvom lederen anerkender dig og er rigtig flink i kantinen, kan han godt på et møde senere være uenig med dig. Det er svært for nogle at forstå disse udsving. Men det er altså okay at være uenige.

Med afklaring kan man leve med meget

Lige meget om du har en god eller en dårlig leder, er det vigtigt, at du er afklaret om, hvad du forventer af en leder.

- Jeg bliver utilfreds som menneske, hvis jeg ikke får det, som jeg har behov for. Men hvis jeg ved og har forliget mig med, hvad jeg ikke får, kan jeg lettere være tilfreds med det jeg får, siger Bente Fischer-Nielsen.

De behov, som din leder ikke kan opfylde, kan du måske få opfyldt andre steder. Fx hos kolleger, på kurser eller i andre relationer.

Brug for hjælp?

Hvis du ikke har det godt på dit job og er utryg over for din leder, anbefaler vi, at du kontakter. Især hvis din leder er utilregnelig.

Krifa kan hjælpe juridisk, men du kan også få en samtale med en af vores jobtrivselskonsulenter om, hvordan du skal gribe en samtale med din leder rigtigt an eller finde ud af, hvad det faktisk er, du ønsker fra din leder.
Mål din arbejdslyst
Ja den kan faktisk måles! Med GAIS-målingen kan du teste din egen eller dit teams arbejdslyst, og få helt konkrete værktøjer til at forbedre den – helt gratis.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse