Sådan indretter du hjemmekontoret
Selv om du arbejder hjemmefra, er det afgørende, at du indretter dig godt – både af hensyn til din fysik og effektivitet. Hvor meget får du for eksempel lavet, hvis du ligger i sofaen med din bærbare ved siden af dig? Og hvor ondt i ryggen har du efter en dag, hvor du har siddet ved spisebordet og arbejdet?
Ifølge Branchearbejdsmiljørådet Undervisning og Forskning, der kortlægger og rådgiver inden for arbejdsmiljø, er det rigtige tekniske udstyr noget af det allervæsentligste for, at man kan arbejde effektivt fra hjemmet. Derfor bør hjemmearbejdspladsen indrettes med omtanke.
Men alle personer har ikke brug for de samme løsninger. Inden der etableres en hjemmearbejdsplads, er det derfor vigtigt at afklare:
- Hvor ofte hjemmearbejdspladsen skal bruges.
- Om en bærbar computer er tilstrækkeligt - eller om der skal etableres en egentlig hjemmearbejdsplads.
- Behovet for telekommunikationsudstyr (telefon, datatransmission etc.)
- Behovet for adgang til arbejdspladsens interne netværk, intranet, databaser, elektroniske postsystem og telefonomstilling.
Regler for hjemmearbejdspladsen
Selvom du arbejder hjemme, er du i vid udstrækning dækket af de samme regler, som der gælder på din arbejdsplads.
Arbejder du hjemme i det, der svarer til én dag eller derover inden for en arbejdsuge, er følgende relevant for din hjemmearbejdsplads:
Du er omfattet af regler om sikkerhedsorganisation.
En sikkerhedsorganisation findes på virksomheder, der har over ti ansatte og er virksomhedens interne arbejdsmiljørådgiver.
Organisationen er med, når virksomhedens opgaver inden for arbejdsmiljø skal planlægges og udføres.
Du kan vælge at få hjælp af din sikkerhedsorganisation til indretning af din hjemmearbejdsplads og en arbejdspladsvurdering, en såkaldt APV.
APV er et værktøj til at forebygge dårligt arbejdsmiljø – både det fysiske og det psykiske. Alle arbejdsgivere med ansatte skal have udarbejdet en APV, og din hjemmearbejdsplads er altså omfattet af denne APV.
Din arbejdsgivers arbejdsskadeforsikring dækker også arbejdsskader, der sker, mens du arbejder hjemme.
Arbejdspladsens indretning
Det behøver ikke koste en formue at indrette sig ordentligt. Ifølge Videnscenter for Arbejdsmiljø er det vigtigere, at der er variationsmuligheder, end at møblerne er dyre og specialdesignede.En fast skærmarbejdsplads i hjemmet kræver plads, og det er vigtigt at afklare, om hjemmearbejdspladsen kan etableres på en fornuftig måde, der opfylder kravene til ergonomi og arbejdsro.
Indret dig efter reglerne
Ved Indretning af en hjemmearbejdsplads gælder delvis de samme regler som for faste arbejdspladser. I praksis betyder det, at der skal foretages et passende valg af bord, stol og belysning.Bord
Bordet skal kunne højdeindstilles hurtigt og let og med plads til tastatur, mus og skærm - og fralægningsplads på begge sider af pc’en. Du skal kunne hvile armene foran tastaturet, så hele din underarm understøttes, når du arbejder med mus. Overfladen på bordet skal være mat, så du undgår lysreflekserGode råd til variation
- Varier dine siddestillinger.
- Stå op, eller bevæg dig rundt ind imellem.
- Brug dit hæve-sænkebord, så du står op ind imellem.
- Kend, og brug indstillingsmulighederne på dit kontorudstyr.
- Lav strækøvelser eller andre former for øvelser.