Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdsvilkår/ Hvad må du til julefrokosten: 7 svar fra advokaten
Forside/ .../ Hvad må du til julefrokosten: 7 svar fra advokaten

Hvad må du til julefrokosten: 7 svar fra advokaten

Inden du går for vildt til gløggen under julefrokosten på din arbejdsplads, bør du måske læse disse syv svar fra Krifas advokat Jane Kjær Klausen. Fanger bordet for eksempel, hvis du siger op i en brandert?

Ikon artikel
Journalist
Troels Kølln

1. Er man på arbejde, når man er til julefrokost?
- Når firmaet har arrangeret julefrokosten, og du vælger at dukke op, er du på arbejde, så tænk over, hvad du siger, og hvem du siger det til, når snapsen løsner op for ”sandhedsposen”.

2. Er det en arbejdsulykke, hvis du falder til julefrokosten og kommer til skade?
- Som det klare udgangspunkt er det en arbejdsskade, hvis du eksempelvis glider til julefrokosten – også selv om du har drukket lidt for mange juleøl. Så dækker arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring. Det er dog vigtigt at pointere, at det er kun til selve julefrokosten – ikke hvis skaden sker, når du og dine kollegaer fortsætter festen på diskotek, efter den officielle julefrokost er stoppet.

3. Fanger bordet mandag morgen, hvis du fx har sagt op i fuldskab?
- Ja. Selv om man kan opføre sig dumt, når snapsene tager over, så er man stadig ikke umyndiggjort, og dine handlinger og udtalelser får derfor konsekvenser.

4. Kan en chef forlange, at man dukker op til julefrokosten og sociale arrangementer uden for den normale arbejdstid i det hele taget?
- Nej, chefen kan ikke forlange, at du møder op til en julefrokost, hvis du i øvrigt har arbejdet, som det er aftalt i ansættelseskontrakten, og du ikke får løn for at møde op, hvilket de færreste får. Men HVIS du vælger at dukke op, skal du tænke over, hvordan du opfører dig, da du eksempelvis kan få en advarsel, en opsigelse eller bortvisning, hvis du opfører dig derefter, og hvis du siger op, fanger bordet.

5.  Må man sige nej, hvis chefen vil snakke arbejdsopgaver over en gin og tonic?
- Det kan man som udgangspunkt godt, da man ikke får løn for at være til et social arrangement. Og det vil typisk heller ikke være det mest konstruktive sted at snakke arbejdsopgaver.

6.  Må man melde sig syg på grund af tømmermænd?
- Hvis du vågner op med slemme tømmermænd efter en vild julefrokost eller mærker, at hovedet stadig dunker på anden-dagen, så fristes du måske til at melde dig syg fra arbejdet. Det kan du i princippet godt gøre, men det kan udvikle sig til et problem. Din arbejdsgiver har ikke krav på at vide, hvorfor du melder dig syg, men de kan kræve en friattest (tidl. lægeerklæring, red.), og er påvirkning af alkohol mod arbejdspladsens regler, kan det have konsekvenser.

7.  Må man møde op med spritånde, kvalme og hovedpine?
- Det afhænger af flere ting – bl.a. arbejdspladsens regler, arbejdsgivers tolerance, og hvor påvirket man er af sine tømmermænd. Medarbejderen har pligt til at yde sit bedste på arbejdet, og kan man det med tømmermænd, er det rent juridisk okay at tage på arbejde efter en julefrokost. Medmindre arbejdspladsen har regler, der siger det modsatte. Det handler også om sund fornuft.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse