En person står med et clipboard.
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdsvilkår/ Arbejdslysten stiger i takt med resultaterne
Forside/ .../ Arbejdslysten stiger i takt med resultaterne

Arbejdslysten stiger i takt med resultaterne

Vi ved fra God Arbejdslyst Indeks 2019, at det at kunne se resultater af ens arbejdsindsats, har stor betydning for arbejdslysten. Gennem fælles indsats, medbestemmelse og koordinering bliver store projekter og delmål til tydelige resultater for ingeniørvirksomheden ÅF Buildings.

Om ÅF Buildings Denmark:

ÅF Buildings Denmark har eksisteret i over 40 år og har cirka 540 medarbejdere. Virksomheden tilbyder rådgivning inden for alle former for byggeri, sundhed, miljø og anlægsarbejde og har kontorer i Herning og Aarhus. 

Videncenter for God Arbejdslyst, 2019 (artiklen er trykt i God Arbejdslyst Indeks 2019, side 54-55)

For vejingeniøren Mathias Mogensen Brosbøl giver det høj arbejdslyst, når han kan se, hvad målet er med en given arbejdsopgave, allerede inden han går i gang. Det sker heldigvis ofte i hans arbejde hos ÅF Buildings Denmark, hvor han er en del af forskellige byggeprojekter, som han ofte faciliterer. 

Hvert projekt har en klart defineret begyndelse og afslutning, og det giver vejingeniøren en følelse af fremskridt. Det er med andre ord klart, hvad målet er - og hvordan delopgaverne hjælper ham derhen.

Man har først løst opgaven, når vejen ligger der, og biler kan køre på den.

Mathias Mogensen Brosbøl, Vejingenør

Klare rammer og store medbestemmelse

Hos ÅF Buildings Denmark oplever Mathias Mogensen Brosbøl en høj grad af tillid, frihed og medbestemmelse. Han byder selv ind på forskellige hovedopgaver i det givne projekt, og inden for opgavens rammer skaber han struktur og fremgang. Vejingeniøren bliver motiveret af at nå mål hver dag, så han opsætter selv små delmål. 

“Nogle dage har jeg planlagt ti ting og når kun fem. Men man når et eller andet,” fortæller han.

Mathias Mogensen Brosbøl er en del af et team på ti, som samles hver mandag morgen og koordinerer ugens arbejde. På den måde har ingen for meget, og alle opgaver løses. Det er en frihed, vejingeniøren sætter pris på. 
Opgaveløsningen i byggeprojekterne bliver ofte influeret af uforudsete ting, som påvirker den oprindelige plan. Derfor skal medarbejderne løbende være parate til at lægge en ny plan, hvor der i nogle tilfælde vil være behov for sparring. Mathias Mogensen Brosbøl uddyber: 

“Jeg har en chef, som jeg kan snakke med. Hvis jeg ikke kan nå det hele, så kan han hjælpe med at prioritere opgaverne.”

Mathias Mogensen Brosbøl ser det som en styrke, at hans leder tager del i ansvaret for at få opgaverne løst. Det betyder også, at han ikke bliver unødigt presset, fordi han kan lægge noget af ansvaret fra sig, hvis tiden bliver knap og opgaverne mange.

Projekter følges til dørs

Byggeprojekterne giver Mathias Mogensen Brosbøl et konkret resultat at glædes over. Det er blandt andet en af grundene til, at han er glad for sit arbejde. 

“Noget af det bedste er, at man følger sine projekter helt til dørs. Man får lov til at følge fremskridtet i projektet hele vejen igennem og er ikke kun med i en del af det,” siger vejingeniøren.

Men en anden årsag til, at medarbejderne hos ÅF Buildings Denmark oplever konkrete resultater i hverdagen, er ikke kun, at de er i byggebranchen, hvor resultatet er et færdigt produkt – det skyldes i lige så høj grad strukturen på arbejdspladsen. Her lægger man nemlig stor vægt på, at resultater skabes ved en fælles indsats. 

Det fælles ansvar

Ingen af medarbejderne i ingeniørvirksomheden står alene med ansvaret for deres resultater. Hver medarbejder har sine projekter, men ifølge Mathias Mogensen Brosbøl er der også altid en leder, man kan gå til, hvis det kniber med tiden eller prioriteringen: ”Jeg har også en leder, som jeg kan snakke med. Hvis jeg ikke kan nå det hele, så kan han hjælpe med at prioritere opgaverne.” Dermed får lederen mulighed for at inddrage andre medarbejdere og uddelegere nogle af opgaverne, hvis der skulle opstå uforudsete problemer.

Vejingeniøren fortæller, at de arbejder meget selvstændigt og med stort ansvar for at følge deres projekter helt til dørs, men at de kun kan lykkedes, hvis virksomheden er bevidst om det fælles ansvar. Et fælles ansvar og en fælles indsats som skaber arbejdslyst og i sidste ende giver de bedste resultater.
 

Jeg begynder med at gå ud på en mark. Et år efter er der veje og huse.

Mathias Mogensen Brosbøl, Vejingenør

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar