Fire ud af 10 danskere føler ikke, at de har styr på det med pension.
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Arbejdsvilkår/ Har du styr på din pension? Se dine pensionsmuligheder her!
Forside/ .../ Har du styr på din pension? Se dine pensionsmuligheder her!

Pension - hvad rager det mig?

Fire ud af 10 danskere føler ikke, at de har styr på det med pension. Er du en af dem, kan du her få svar på de mest almindelige spørgsmål om pension.  

Af Dorthe Gærup Nielsen  

Har du styr på, hvad du skal leve af, når du bliver for gammel eller for syg til at arbejde? Hvis ikke, så er du langt fra alene. Fire ud af 10 danskere føler nemlig ikke, at de har styr på det med pensionen. Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Forsikring & Pension.

Men pension er vigtig! Også selvom du er ung, og det forhåbentlig varer længe, inden karrieren slutter. I Krifa får vi rigtig mange spørgsmål om pension. Vores jurister oplever, at der er mange uanset uddannelse, der ikke har styr på deres rettigheder, når det kommer til pension.

- De fleste tror, at der er en lov om, at man skal have pension. Men sådan er det slet ikke, siger Marie Tholstrup Lomholdt, der er juridisk konsulent i Krifa.

Marie Tholstrup Lomholdt giver her svar på de otte mest stillede spørgsmål omkring pension:  

Hvad er mine rettigheder, når det gælder pension?

Der er ingen lov på området. Derfor skal du sikre dig, at du enten arbejder under en overenskomst, eller at du har en særlig pensionsaftale skrevet ind i din ansættelseskontrakt.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har en pensionsaftale i min ansættelseskontrakt?

Du kan forsøge at forhandle dig til en pensionsordning i en lønforhandling. Så kan pensionsordningen blive en del af en lønforhøjelse. Lykkedes det ikke, kan du selv indbetale til en pensionsordning.

Jeg er, eller har været, på barsel – hvad skal jeg være opmærksom på?

I den tid du er på barselsdagpenge, optjener du ikke pension. Mange kvinder kommer i klemme her, fordi tiden hjemme med børnene betyder, at de optjener langt mindre i pension end deres mænd. I tilfælde af skilsmisse kommer de dermed til at stå økonomisk dårligere end deres mænd. Det kan dog undgås ved at lave en juridisk bindende aftale omkring deling af pension.

Jeg er ledig/løst ansat – hvad så med pensionen?

Som ledig optjener du ikke pension. Det samme gælder, hvis du er ansat fra dag til dag. Når du ikke har ret til pension, er det dit eget ansvar at få sparet op.

Hvornår skal jeg begynde at spare op?

Begynd så tidligt som muligt. Jo flere år du har til at spare op, jo flere penge har du, når du skal på pension. Er du studerende, bør du senest begynde din pensionsopsparing, så snart du får dit første job. 

Hvad gør jeg, når jeg skifter arbejde?

Når du skifter arbejde, går din nye pensionsindbetaling til det pensionsselskab, som den nye arbejdsgiver har en aftale med. Du kan med fordel tale med en pensionsrådgiver om, hvorvidt det kan betale sig at flytte hele din opsparing til det nye selskab.  

Hvor kan jeg få råd og vejledning?

Du kan altid tage fat i en pensionsrådgiver, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Hvad kan Krifa gøre for at hjælpe?

I Krifa giver vi gerne din ansættelseskontrakt et tjek. På den måde kan vi sikre, at du får det ,du har ret til i din overenskomst. Derudover er du altid velkommen til at kontakte en af vores lønspecialister for at få gode råd og vejledning.    

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Har du styr på din ansættelseskontrakt?
Få vores hjælp som medlem i Krifa Basis eller Plus. Vores juridiske konsulenter står klar til at tjekke den for dig