Forside/ Inspiration/ Familieliv/ 5 gode råd til et arbejdsliv i balance
Forside/ .../ 5 gode råd til et arbejdsliv i balance

5 gode råd til et arbejdsliv i balance

Er din hverdag også præget af stress, dårlig samvittighed og manglende overblik? Ved at følge fem enkle råd fra ledelsesekspert Helle Rosdahl Lund kan du få mere balance i dit arbejdsliv.
Ikon artikel
Konsulent
Jacob Fabricius

1. Tag uniformen af, når du kommer hjem

Husk at tænke lidt på familie og venner i løbet af en arbejdsdag. Begynd at omstille dig, når du kører hjem i bilen eller på cyklen. Mød familien på deres præmisser og ikke på dine, og lad arbejdet ligge på dørtærsklen. Det er en øvelse i nærvær. Sluk eventuelt arbejdstelefonen i weekenden.

2. Glem fyrre, fed og færdig

Lad være med at tro, at alt skal nås, før du fylder 40 år. Livet efter de 40 er mulighedernes år, og du har nu minimum 25 fantastiske år foran dig til at realisere dine karrieremål. Dine børn trives, og de er selvkørende. Der er forskellige sæsoner i vores liv. Brug de gunstige til at arbejde meget, hvis det er en forudsætning for, at du får en bedre karriere.

3. Træf principielle valg

”Jeg går for tidligt fra mit arbejde og kommer for sent hjem til mine børn”. Løs dilemmaet ved at træffe principielle valg i samråd med din familie og din arbejdsplads. Og hold så fast!

4. Reager på kroppens signaler

Stress tager på sigt livet af dig, og er ofte et tegn på ubalance mellem arbejde og fritid. Sørg for at handle, hvis kroppen signalerer, at den er under pres. Det kan være signaler som lettere til irritation, trykken for brystet, glemsomhed eller manglende overblik. Du skal sige stop, før kroppen gør det for dig.

5. Skab større personlig effektivitet

Brug din kalender, skemalæg din dag, lav to-do’s, og æd dig igennem dem. Du kan for eksempel skemalægge dine overspringshandlinger. En klassisk stressfaktor er de ting, du ikke når. Prøv at lytte til vores podcast med ekspert i personlig effektivitet, Dorthe Rindbo -  måske kan du vinde et par timer om ugen? 

Få endnu flere råd til hvordan du får balance i dit arbejdsliv, i vores podcast med Helle Rosdahl Lund.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse