Forside/ Inspiration/ Familieliv/ Hjemmemødrene kæmper moderne kvindekamp
Forside/ .../ Hjemmemødrene kæmper moderne kvindekamp

Hjemmemødrene kæmper moderne kvindekamp

68’er-generationens døtre er blevet mødre med lige adgang til arbejdsmarkedet og fuldtids-institutioner til rådighed. Men nogle takker nej og vælger hjemmelivet med børn til. De møder modstand fra flere sider, oplever en gruppe kvinder fra Aarhus.
Ikon artikel
Journalist
Anne Bjerregaard Bang

- Nåh, der sidder alle rødstrømperne.

To yngre mænd kommer grinende gående hen mod kvinderne, der sidder på græsset. Den ene mand har et barn hængende på hoften, den anden en ved hånden. Fædrene henter familien ved fælleshuset i Sabro ved Aarhus en sen eftermiddag.
Kvinderne griner og protesterer på samme tid. De har lige talt om, at de ikke skylder kvindeopgøret og rødstrømperne fra 60’erne og 70’erne noget: At det skulle være deres tilkæmpede ret – og ikke mindst pligt - at deltage nonstop på arbejdsmarkedet.

De har nemlig alle sammen valgt at pause arbejdslivet i en kortere eller længere periode for at være sammen med deres børn. De er hjemmegående. Af flere forskellige årsager, af varierende længder og med forskellige typer af uddannelser og job bag sig. Fælles for dem er det meget bevidste valg, de har taget, om at hellige sig deres børns og families trivsel på fuld tid. Et valg, der ikke er eller var ukompliceret for nogen af dem. Kvindekampen har for flere af dem antaget en helt ny form:

Tendens: Flere hjemmemødre

i 2013 var der 21.000 danske kvinder, som ikke aktivt søgte arbejde, fordi de passer børn i hjemmet. Det viste Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsanalyse.

- Jeg føler mig ikke bundet af det, der er tilkæmpet i fortiden. Faktisk oplever jeg, at jeg i dag skal kæmpe netop for at være kvinde og mor, siger Helene Klaris Hvidberg Svinth. Hun er 26 år og går hjemme med datteren Daggy, der er 16 måneder.

Opgør med institutionssamfundet

Det er Aarhus Kommunes regler, der især giver hende følelsen af, at hun er hjemme på trods. Aarhus Kommune prioriterer ikke tilskud til, at forældre kan passe deres børn hjemme fremfor at sende dem i institution. Det gør to tredjedele af de resterende danske kommuner heller ikke.
Men det er også tidligere medstuderende og kollegaer fra pædagogseminariet og de institutioner, hun har arbejdet i, der er uforstående.


- Det kan jo nemt opfattes som, at jeg kommer med en faglig kritik af mit eget fagområde. Jeg er ikke hjemmegående, fordi pædagoger ikke er dygtige. Deres bærende rolle i samfundet skal værdsættes, men det er vigtigt for mig, at jeg selv er tættest på mit barn. Jeg vil følge mit barns udvikling på godt og ondt. Jeg oplever, at folk tager det ilde op, at jeg har fravalgt institution som pædagog. Men for mig modsiger det ikke hinanden. Jeg har en høj faglighed og gør mit arbejde godt under de rette betingelser. Men som pædagog vil jeg aldrig kunne erstatte forældrerollen til de mindste børn i otte timer om dagen. Det mener jeg ikke, at barnet har godt af - uanset faglighed, siger Helene Klaris Hvidberg Svinth.

Anne Sofie Højlund, der er 26 år gammel og mor til to børn, oplevede også pædagoger, der nok var velmenende, men alligevel uforstående, da hun havde kvaler ved at sende sønnen August afsted i børnehave.

- Han var ked af det, når jeg gik, og ofte når vi hentede ham, og de kunne ikke fortælle mig hvorfor. Der er jo ikke meget voksentid til hvert barn. Pædagogerne sagde ’Ja, han vil jo allerhelst være hjemme ved sin mor, men det skal han jo bare lige vænne sig til, at han ikke skal være. ’ Det var bare sådan… Nej, hvorfor skal han egentlig vænne sig til det? siger Anne Sofie Højlund, der følte sig provokeret nok til at researche på artikler og informationer om børns trivsel, stress i institutioner og det at gå hjemme:

- Pædagogerne sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at læse det, for det ville gøre mig mere forvirret. Men jeg tror på, der er meget sandt i det, jeg fandt ud af. At det ikke bare altid er det bedste for små børn at være i institution.

Da August’ lillesøster kom til, tog Anne Sofie den endelige beslutning om, at han skulle have sin hverdag derhjemme ved hende fremfor i børnehaven.

Den reflekterende hjemmegående

Stine Lundgaards døtre Astrid og Karla er også hjemme ved deres mor. Stine, der er 34 år, oplevede den samme forventning om, at hun skulle forlige sig med tanken om at være væk fra sit helt lille barn:

- Det var jo i den bedste mening, når pædagogen sagde, at det var vigtigt, at jeg bare afleverede og gik. Men det føles simpelthen så forkert at gå, når ens barn græder.
En mor, der også er uddannet pædagog og holder sig i baggrunden af snakken, udbryder pludselig:

- Det er som om, at det, som er rigtigt, prøver samfundet at gøre forkert!

Stine Lundgaard nikker.  Da hendes yngste datter nærmede sig vuggestue-alderen, blev hun hjemme hos sin mor. Men det var en beslutning, der blev mødt med mange holdninger i omgangs- og bekendtskabskredsen. Hos nogle bliver det meget personligt.

- Det kan hurtigt komme til at virke provokerende på andre kvinder, fordi de måske inderst inde også har en lille snert af… Stine Lundgaard trækker på det, før hun fortsætter:

Mange kvinder på min egen alder, der giver karrieren en skalle, åbner op over for mig og fortæller, at det er svært, og de føler sig fanget.

Stine Lundgaard

- Altså det er mange timer at være væk fra sine børn, når man har et fuldtidsjob. Mange kvinder på min egen alder, der giver karrieren en skalle, åbner op over for mig og fortæller, at det er svært, og de føler sig fanget. Men når jeg så sidder der med alle mine holdninger og har for en periode valgt at være hjemmegående, kan jeg hurtigt komme til at virke hellig uden at ville det, så jeg skal også passe på, hvad jeg svarer dem, siger hun.

Moder-idealet og hverdagens virkelighed

Fællesnævneren for mødrene i græsset den sommerdag i Sabro synes at være en personlig beslutning, en benhård prioritering – og et udbytte, der opsummerende er det hele værd. Ikke kun fordi, de mener, det er det rigtige for deres børn, men i høj grad også, fordi det er det rigtige for dem.

- Jeg kunne slet ikke få det at være 37 timer på arbejdsmarkedet til at hænge sammen med at være den kone og mor, kvinde, som jeg gerne ville være. For mig var det slet ikke et valg, det var den eneste mulighed, der var, siger Anne-Sofie Krogh, 34.

Men det koster. Også helt bogstaveligt. Med tre små børn og en mand, der er murerarbejdsmand og ikke højtlønnet direktør. Det er hårdt arbejde:

- Der er nogle, der har den holdning, at jeg bare går hjemme og feder den. Men faktisk ville jeg ofte synes, det var lettere bare at gå på arbejde.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse