Mor arbejder mens datter tegner
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Familieliv/ Skal du tage dit barn med på arbejde?
Forside/ .../ Skal du tage dit barn med på arbejde?

Skal du tage dit barn med på arbejde?

En dag som tandlæge, brandmand eller frisør lyder spændende i mange børns ører. Men er det en god idé at tage dine børn med på arbejde?
Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

FØR DU TAGER BØRN MED PÅ JOB

Du skal huske at tjekke personalepolitikken og lave en aftale med din chef om, at det er okay, at dit barn kommer med.

Lukkede daginstitutioner, skoleferier og manglende pasningsmuligheder. Der kan være mange grunde til at tage børnene med på arbejdet, men ifølge Krifas jobtrivselskonsulent Anette Klausholm Bækgaard skal man tænke sig om, inden man vælger den løsning.

- Man skal tænke over, hvad formålet er, og om barnet har alderen til at kunne forstå, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads, siger hun. 

Ikke alle arbejdspladser tillader det

Man skal først og fremmest tale med sin chef. Det er nemlig forskelligt, hvilke interne regler, der findes. På nogle arbejdspladser er det af sikkerhedsmæssige årsager slet ikke tilladt at medbringe børn, mens det på andre er helt acceptabelt.

- Under lærerkonflikten var der for eksempel mange forældre, der gerne ville have børnene med på jobbet fremfor at lade dem sidde derhjemme alene. Nogen arbejdspladser var hurtige til at arrangere pasningsmuligheder, som både gav børnene en god oplevelse og skabte lettelse og ro hos forældrene. Men det er ikke alle steder, at personalepolitikken tillader det, så man skal afklare det med sin chef, siger Anette Klausholm Bækgaard.

Både fordele og ulemper

Hun mener, at der kan være både fordele og ulemper ved at tage sine børn med på jobbet. Det kan forringe arbejdsindsatsen, fordi det ofte er stressende og forstyrrende for forældrene. Men børnene kan også lære noget af at se deres forældres arbejdsplads. 

- Det giver en god fornemmelse af, hvad det vil sige, når mor og far skal på arbejde. Afhængigt af arbejdspladsen kan børnene også lære noget både fagligt og socialt. Det kan derfor være en god idé at give dem en rundvisning en fridag eller en weekend, for der har man ikke arbejde at passe samtidig.

En god oplevelse for alle

Tager man børnene med en hel arbejdsdag, er Anette Klausholm Bækgaards bedste råd at holde dem beskæftigede, så de ikke keder sig. Ellers kan det gå ud over de andre medarbejdere.

- Hav noget med, som børnene gider at lave. I mange jobs har børnene ikke mulighed for at kunne hjælpe til, så det er en god idé at have legetøj eller andet underholdning med. På den måde undgår man forstyrrelser, og det bliver en god oplevelse for alle parter, fortæller hun.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse