Mand og kvinde hopper ud i Søen fra en bro.
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Hold fri/ 5 ting du skal vide om den nye ferielov
Forside/ .../ 5 ting du skal vide om den nye ferielov

5 ting du skal vide om den nye ferielov

Danmark får en ny ferielov, som træder i kraft 1. september 2020. Der er flere ting, du skal være opmærksom på allerede nu, for overgangsperioden begynder nemlig den 1. september i år. Her får du den helt korte version.
Ikon artikel
Journalist
Trine Boiskov Hansen

Den nye ferielov bliver indført, fordi der nu skal være ens ferieregler i EU. Overgangsfasen begynder 1. september i år og løber et år frem. Der bliver ændret på den måde, vi optjener ferie, men alle har stadig ret til 25 dages ferie hvert år. Her er fem ting, du skal vide om de nye regler. 

  1. Du vil stadig optjene 2,08 feriedage hver måned

    Med den nye ferielov optjener du stadig 2,08 feriedage pr. måned, du arbejder.

    Når de nye regler træder i kraft den 1. september 2020, kan du holde ferie løbende, og afholdelsesperioden ændres, så du har 16 måneder til at holde dine feriedage. Hvis du er ny på arbejdsmarkedet, kan du med de nye regler fra september 2020 holde ferie med løn noget hurtigere end efter de gamle regler.

  2. Hold ferie i 2019/2020 som normalt

    Du kan holde ferie, som du plejer, og den ferie, du fik frigivet 1. maj 2019, kan du bruge, som du hele tiden har tænkt.
    Er du sygemeldt, gælder de nuværende regler fortsat.

  3. Tre ugers sommerferie sikret i 2020

    Du vil optjene 16,64 feriedage fra 1. januar 2019 til 31. august 2019 – og dem vil du kunne bruge fra 1. maj 2020. Du vil altså kunne holde 15 feriedage, som svarer til tre ugers sommerferie næste sommer. Vil du også holde efterårsferie, kan du komme til at mangle 1,28 dag. Måske har du afspadsering, fleks eller feriefridage, som du kan bruge for at kunne holde ferie hele ugen? Ellers kan du måske få lov til at holde ferie på forskud.

    Kommer du tilbage fra barsel midt i overgangsperioden, vil du kunne holde ferie som dine kolleger med betaling fra en særlig fond. Det hedder fondsferiedage.

  4. Måske ferie på forskud

    I den nye ferielov står der, at det skal aftales på arbejdspladsen, om man kan holde ferie på forhånd. Det kan være, at du kan aftale dig frem til, at du kan holde ferie på forskud allerede i sommerferien.

  5. Ferien, du optjener i overgangsperioden, indefryses

    Folketinget har besluttet, at de feriepenge, som du optjener i perioden 1. september til 31. august 2020, skal indefryses og først udbetales, når du forlader arbejdsmarkedet. Baggrunden for den beslutning er, at samfundsøkonomien ellers vil blive belastet af enten dobbelt ferie eller ekstra udbetalte feriepenge.

    De indefrosne feriepenge skal enten indbetales til en fond under ATP eller blive i virksomheden – naturligvis sikret mod virksomhedens evt. konkurs.

Det kan du gøre nu

Som medarbejdergruppe kan I være på forkant – og vi anbefaler, at du spørger din TR eller HR-afdeling om, der er taget stilling til, om I kan holde ferie på forhånd. Loven siger, at man kan aftale sig til at holde ferie på forhånd.

Du kan fx sende links til regeringens skriv om den nye ferielov med.

Aftale om ny ferielov: https://www.regeringen.dk/nyheder/aftale-om-ny-ferielov/ 

Faktaark om overgangsordning: https://www.regeringen.dk/faktaark-om-overgangsordning-nolo.pdf

Er du på barsel, eller skifter du job? Som medlem i Krifa kan du få vejledning - ring ind til os på 7227 7227.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse