Forside/ Inspiration/ Hold fri/ Hold ferie fra jobsøgning
Forside/ .../ Hold ferie fra jobsøgning

Hold ferie fra jobsøgning

Jobsøgning er også et job, og derfor er det vigtigt at holde pause i løbet af sommeren. Trivselskonsulent Bente Fischer-Nielsen forklarer, hvordan du får en stress- og sygdomsfri ferie uden dårlig samvittighed.
Ikon artikel
Journalist
Fie Rasmussen

Kender du det, at du altid bliver syg, når du endelig har jobsøgnings-fri eller forlænget weekend? Det er du ikke alene om. Der er rigtig mange mennesker, som oplever, at det er stressende at blive klar til ferien, mener trivselskonsulent i Krifa, Bente Fischer-Nielsen.

Når du lige om lidt holder nogle uger fri fra ansøgningerne og det hektiske liv som jobsøgende, er der sikkert lige en ophobet bunke af gøremål, du skal have ordnet først. Og så kan du nemt komme til at stresse ubevidst og mentalt fylde kalenderen helt op ugen inden ferien. Når din krop så pludselig bare ligger hjemme på terrassen, kommer reaktionen og ofte i form af sygdom.

- Kroppen har brug for at geare ned. Når du planlægger ferie, så begynd også at indrette din hverdag og gøremål efter ferien. Bred opgaverne ud, så du ikke står med alting, der skal brændes af i ugen op til ferien, råder Bente Fischer-Nielsen.

Trap gradvist op og ned

Hun har et meget enkelt råd, der er brugbart, når ferien og ugerne omkring den skal gå op i en højere enhed.

 -  Gå på ferie en onsdag, og kom tilbage til hverdagen igen en onsdag. Så har du ikke en lang stressende uge op til ferien, og omvendt kommer du også tilbage i hverdagen i et roligere tempo, når der kun er to dage til weekenden, siger Bente Fischer-Nielsen.

 For det er nemlig også vigtigt at starte i et lavt gear og gradvist trappe op – for kroppens og hovedets skyld.  Du bør som jobsøgende sørge for også at slappe helt af og lade tankerne glide på langfart. Så meget, som du kan. For det at være jobsøgende er naturligvis ikke en sans, man lige slukker for.

 -  Sidder du på campingpladsen og drikker en øl med naboen, og han siger, han mangler en medarbejder, lader du jo ikke anledningen passere, men skynder dig at skrive en ansøgning. Og stillingsannoncerne er også gode at holde øje med, men giv dig selv lov til at holde ferie. Det er derfor, jobsøgende også har ret til ferie, understreger trivselskonsulenten.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse