Forside/ Inspiration/ Hold fri/ Hold pause, og hold hele arbejdslivet
Forside/ .../ Hold pause, og hold hele arbejdslivet

Hold pause, og hold hele arbejdslivet

Mellem 250.000 og 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Det viser tal fra Stressforeningen. En god pause er med til at forebygge stress, og derfor er de vigtige, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen.
Ikon artikel
Journalist
Christian Bruun

Pauser er vigtige, hvis man vil holde til et helt arbejdsliv. Pauser øger kreativiteten, og så forebygger de stress og giver arbejdslyst. Derfor skal man også holde flere pauser end blot frokostpausen midt på dagen, hvis man vil yde sit bedste på arbejdet og have det godt, når man går hjem. Selvom alle har brug for pauser, har man forskellige behov for pauser.

- Hvis man arbejder på et lager, har man behov for at hvile kroppen og aktivere hovedet i pausen. Omvendt har en kontorarbejder brug for at få rørt kroppen og lade hovedet få ro i pausen. Det handler om at holde fysiske og mentale pauser, siger overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Inge Haunstrup Clemmensen og fortsætter:

- Fælles for alle pauser er, at man skal bruge dem på noget, som er godt for en og giver energi og overskud.

Om eksperten

Inge Haunstrup Clemmensen er overlæge og har en ph.d. i sundhedsvidenskab. Hun arbejder med at fremme sundheden på arbejdspladser gennem projektet Sundsammen.dk, som drives af Kræftens Bekæmpelse.
Hun har gennem sit arbejde hos Kræftens Bekæmpelse arbejdet med pausekultur på forskellige arbejdspladser.

Pauser forebygger stress

For nogle kan det være svært at finde tiden til at holde pauser i løbet af dagen. I Danmark lider mellem 250.000 og 300.000 personer af alvorlig stress. Det betyder, at deres kroppe konstant er i alarmberedskab og har svært ved at slappe af. Her er pauserne et vigtigt redskab til at forebygge stress.

- Kroppen kan ikke holde til at være på hele tiden, heller ikke bare en hel arbejdsdag. Derfor skal man huske at give sig tid til at holde pauser, også selvom der er travlt. Det afgørende er ikke længden af pausen. Det er pausen i sig selv, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

Noget af det, man skal være opmærksom på, er de små, men vigtige pauser, man tager sig i løbet af dagen. Det er gåturen hen til kaffemaskinen, toiletbesøg og et ’falde hen’ blik ud ad vinduet. Dem må man ifølge Inge Haunstrup Clemmensen ikke springe over.

- Nogle gange gælder det om, at man får tankerne på noget andet, andre gange at få kroppen i bevægelse og komme væk fra arbejdet enten fysisk eller mentalt, så man kan få et break, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

Snak om pauserne med chefen

For at de små pauser fungerer, skal man sørge for, at der kommer en pausekultur på arbejdspladsen. Pausekulturen skal gøre det klart, at det er i orden at holde pauser i løbet af arbejdsdagen.

- Ved at tale om pausekulturen på arbejdspladsen kan chefer og medarbejdere få klare forventninger til hinanden. Selvom det kan koste tid at få en ny pausekultur, så giver det udbytte på bundlinjen i sidste ende, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

Ondt i arbejdslivet?
Bliv medlem og snak med vores jobtrivselskonsulent.

Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse