Forside/ .../ Få det bedste ud af din MUS
Kvinde med mørkt hår kigger bagud på kameraet.

Få det bedste ud af din MUS som medarbejder

Som medarbejder er MUS din mulighed for at få indflydelse på og forbedre din arbejdslyst. En MUS tager ofte udgangspunkt i dine resultater, din trivsel og dine mål og ønsker for dit arbejdsliv i det kommende år.

Ikon podcast
Udviklingskonsulent
Bessie Rauff

Det er vigtigt, at du som medarbejder er med til at sikre, at din MUS kommer til at tage udgangspunkt i de områder, som er mest relevant for dig, hvad end det er forholdet til dine kolleger, meningen med dit arbejde, balancen til at løse dine arbejdsopgaver eller noget helt fjerde. Det betyder, at det er vigtigt, at du forbereder dig til din MUS, så du får præget samtalen i en retning, som giver mening og værdi for dig som medarbejder, og du på samme tid tænker virksomheden med ind i dine behov, så også din leder kan se dine ideer giver værdi for arbejdspladsen.

Louis Noél Schou er direktør i Institut for Psykisk Arbejdsmiljø og har næsten 40 års erfaring som erhvervsleder og konsulent. Louis Noél Schou mener, at du som medarbejder skal bruge din MUS til at få sat en retning for din faglige udvikling, så du er sikker på, at du holder din markedsværdi og forbliver en attraktiv medarbejder.

I denne podcast får du gode ideer til, hvordan du får mest mulig værdi ud af din MUS.

Medvirkende:

Louis Noél Schou, direktør i Institut for Psykisk Arbejdsmiljø Tilrettelægger og vært: Bessie Rauff, berf@krifa.dk

Tre gode fif til din MUS

1. Forbered dig grundigt. MUS er også din chance for at få lavet nogle gode aftaler, så du forbliver en attraktiv medarbejder.

2. Tænk hele vejen rundt om din funktion i dit arbejdsliv. Hvordan vil eventuelt nye kompetencer gavne både dig og virksomheden?

3. Sørg for at dine mål bliver meget konkrete, og at du og din leder aftaler jævnlig opfølgning.

Vi har +100 podcasts
Vores podcasts er for alle - om du er medlem eller ej.

Highligts

[1:11] MUS har til formål at skabe udvikling af dig som medarbejder og sikre, at du kan leve op til krav og forventninger fra din virksomhed og samfundet. 

[2:05] Det er vigtigt, at du forbereder dig godt, så du ved, hvad du vil have ud af din MUS. 

[2:42] En leder må stille dig faglige spørgsmål. Dit privatliv må lederen ikke spørge ind til. 

[3:04] Jo mere præcise dine ønsker er i forhold til mål og ønsker for det kommende år, jo bedre kan din leder hjælpe dig. Det handler om, at du skal tænke hele vejen rundt om dit arbejdsliv, så du finder ind til relevante ønsker for dit fremtidige arbejdsliv.   

[4:49] Du kan måske ikke pege præcist på, hvilket kursus du fx gerne vil på eller hvilke kompetencer du gerne vil udvikle. Og det er ok. Det vigtige er at du kommer med ønsker, for det er noget andet end at stille krav. Ønsker for dit fremtidige arbejdsliv vil gøre lederen lydhør.

[5:50] Til MUS er der også plads til at nævne faglige udfordringer, fx hvis du oplever, at du mangler nogle kompetencer for at kunne udføre din jobfunktion. 

[6:33] Du skal fremhæve dine resultater og være stolt af, hvad du har leveret. Er du genert i forhold til at fremhæve dig selv, så er et godt trick at skrive dine resultater ned. 

[7:37] Hvis du ikke synes, at du har nogle resultater at fremhæve, skyldes det ofte, at den forrige MUS ikke har været præcis nok. Her handler det om at få lavet nogle bedre og mere præcise mål til det kommende års arbejde. 

[8:13] Hvis du ikke synes, at du har rykket på de mål, I har aftalt, så skal du være ærlig omkring det. Hvis lederen påpeger, at der er nogle ting, som du ikke er nået i mål med, og du er enig i kritikken, så er ærlighed og en konstruktiv tilgang også vejen frem her. 

[10:25] Skal du levere kritik til din leder, så kan det være en god ide at skrive det ned, så du har noget at holde dig til. Et godt råd er at levere din kritik, som noget du savner i stedet for at sige, at noget er for dårligt. Herved inviterer du til at få talt om udfordringerne. 

[11:10] Hvis du ikke trives med dine kollegaer, er det vigtigt, at du er ærlig omkring, at du fx gerne vil omplaceres, hvis det er muligt.

[11:49] Selvom du trives rigtig godt, så er der altid noget, der kan blive bedre, og som kan optimeres. Både på det individuelle plan eller på teamniveau. 

 [12:47] Oplever du, at der er dårlig trivsel blandt dine kollegaer, er det ok at bringe det op på MUS.

[13:18] Måske du keder dig med de opgaver du har. Her handler det om at være konstruktiv om hvilke andre muligheder, der kunne være for dig, så du får nogle opgaver, der vil udfordre dig

[13.50] Er der ubalance mellem dit privatliv og dit arbejdsliv. Så kan det være en god ide at bringe det på banen, så din leder bedre kan tage hensyn til din livssituation.  

[14:51] Ros og anerkendelse af din leder er helt i orden, for det får også din leder til at udvikle sig og lærer, hvad du værdsætter hos ham.  

[16:08] To til fire mål er rigeligt for det kommende år. Del gerne målene op i delmål og intervaller, og sørge for at lave aftaler om løbende opsamlinger.  

[16:50] Er dit job meget fast og rutinepræget, så handler det alligevel om at udfordre dette, så du og din leder sammen kan finde ud af, hvordan du kan få skabt en variation i din arbejdsdag. 

[18:03] Hvis lederen har nogle forslag til nye opgaver, som du ikke umiddelbart synes lyder interessante, så se det som en ros og en udfordring. Og grib muligheden.

[19:34] Nervøsitet er naturligt, især hvis du ikke har det bedste forhold til din leder. Igen handler det om, at du forbereder dig godt. 

[20:18] Som medarbejder har du også et ansvar for at holde lederen op på, at I får samlet op på de mål, som I har aftalt. Har du brug for hjælp til selv at arbejde med dine mål, så lav gerne aftaler med dine kollegaer om, at de hjælper med at holde dig til ilden. 

[21:32] Som medarbejder er det vigtigste at du er ærlig, og du er godt forberedt til din MUS. Og at du ved, hvad du gerne vil have ud af samtale.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse