Kvinde spiller violin 1440x400px
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Karriereudvikling/ Mestring er ikke en solopræstation
Forside/ .../ Mestring er ikke en solopræstation

Mestring er ikke en solopræstation

Trine har spillet violin, siden hun var tre år og spiller i dag i DR´s Symfoniorkester. Hun tager os her med ind i en verden, hvor øvelse, mestring og mesterlære spiller en helt særlig rolle i uddannelsen og mestringen af sit fag.
Ikon artikel
Videncenter for God Arbejdslyst

Artiklen er trykt i God Arbejdslyst Indeks 2018, s. 36-39

For mange af de allerdygtigste i verden har træneren spillet en afgørende rolle gennem hele processen fra nybegynder til en af de bedste. Det kan mange andre arbejdspladser lære noget af. Meget læring sker bedst, hvis vi lærer af nogen frem for af noget. Den klassiske musiker har sin mester, og politikeren eller erhvervsmanden har sin mentor. Fælles for dem alle er, at de bliver bedre sammen med andre.

MESTRING ER RELATIONEL

Hele idéen om mesterlære bygger på, at mester og elev får en relation til hinanden. Dermed bliver der plads til ikke kun den faglige mestring, men også den personlige. Og den er mindst ligeså vigtig. Trine Yang Møller fortæller, at det er specielt at have en mester, en person som har fulgt en meget tæt gennem nogle vigtige, formende år i livet. De første år havde hendes mester kun to elever, og ved slutningen af hendes uddannelse var de en håndfuld. “Vi følte os som en lille udvalgt flok.”

MAN GIVER NOGET AF SIG SELV

At være elev hos en mester betyder, at der er en erfaren person, som man ser op til, der kommer til at kende en rigtig godt. Trine Yang Møller fortæller, hvordan det i starten var med næsten ærefrygt, at hun trådte ind til timerne hos sin mester. At sidde to mennesker over for hinanden og lære er en særlig situation. Det betyder, at læringen kommer tæt på. Man kan ikke gemme sig væk i et hjørne - men det er godt. For så lærer man virkelig noget. Trine Yang Møller fortæller passioneret om musikken. “Musik er at skulle vise sig selv. Hvis man gemmer sig, så kommer der ikke det rigtige frem.” Det samme gælder i mange andre brancher. Man kan heller ikke som lærer eller SOSU gøre sit bedste uden også at give noget af sig selv i relationen til eleverne eller de ældre på plejehjemmet. Ligesom det grafiske design eller den gode idé ikke kommer frem, hvis man ikke også er villig til at investere lidt af sig selv i arbejdet.

MESTEREN STYRKER DEN PERSONLIGE MESTRING

At skulle give af sig selv kan gøre det ekstra hårdt at håndtere fejl. At håndtere fejl handler om den personlige mestring. Også her spiller den gode mester en stor rolle. Den gode mester kan se på sin elev, om det er den personlige, sociale eller faglige mestring, der skal arbejdes på. Det er især hos de unge, at oplevelsen af manglende personlig mestring står i vejen for at lykkes. Og det er noget, som en mester og en elev kan arbejde sammen om.

MESTERLÆRE SKABER DYGTIGE MUSIKERE

Mange musikere får en mester allerede som barn. Mesteren er med igennem mange år, hvor eleven udvikler sig som menneske - og får dermed en stor mulighed for at vejlede eleven på mange områder i det professionelle liv. Og det er en stor gave. At have en mester som giver tid til en, og som udøser sin viden og deler sine erfaringer. Mesteren giver eleven sin fulde opmærksomhed og bruger al sin energi på at gøre eleven dygtigere. Trine Yang Møller fortæller, at hvis man ikke havde mesterlære som musiker, men i stedet sad på store hold, så ville man ikke få så dygtige musikere, som vi har i dag.

ØVELSE GØR MESTER

Populærvidenskaben siger, at med 10.000 timers øvelse kan vi alle blive mestre1 . Det er ikke sandt. Det er ikke antallet af timer, som gør forskellen for elitemusikere, atleter eller andre, som mestrer deres fag. Det er måden, man øver sig på. 20 minutter brugt rigtigt kan have langt større virkning end en hel time, hvor man bare gentager sig selv.

AT ØVE SIG ER IKKE DET SAMME SOM AT VÆRE I FLOW

At øve sig er på mange måder anderledes i forhold til at være i “flow”. Flow er begrebet fra fx kunstens verden, hvor man mister al fornemmelse for tid og sted og lader sig hengive helt til det arbejde, man er i gang med lige nu. At øve sig er anderledes. Her stoppes arbejdet hele tiden, og man observerer fejl og udfordringer for så at træne dem igen og igen. Når en musiker skal blive dygtig til sin musik, kan der gå dage, hvor den samme lille del af et stykke øves igen og igen. Der er ikke noget flow, og stykket spilles ikke nødvendigvis til ende. Hver gang der sker en fejl, stoppes øvelsen, og fejlen analyseres - og så prøver man igen. Og igen. Indtil det endelig lykkes, og man kan bevæge sig lidt længere gennem stykket - indtil man laver en fejl igen og må stoppe op.

DISCIPLIN OG MOTIVATION

At øve sig kræver lige dele disciplin og motivation. Trine Yang Møller fortæller, at hun har oplevet især tre forskellige måder at øve sig på gennem sit liv som musiker. Som helt lille var øvelsen en leg og ikke noget, hun var bevidst om. Da hun blev lidt ældre og fik sin første mester, var øvelse et spørgsmål om at tælle minutter. Det var kvantiteten af træningen, som var i fokus. Ligesom den populærvidenskabelige idé om 10.000 timer. Da hun kom på konservatoriet som ung voksen, begyndte kvaliteten af øvelsen at fylde mere. Det afgørende var ikke, at hun øvede fire timer, men at hun brugte tiden godt. Som voksen og professionel musiker øver hun typisk fire timer om dagen. Det handler om at finde balancen mellem disciplin og motivation. Som teenager lærte hun at øve sig, fordi hun var meget motiveret for at lære. Samtidig var hun disciplineret nok til at investere den tid, som mestringen kræver. Hvis man ikke er motiveret for at øve sig, så spilder man tiden med at tælle minutter. Og det kommer der ikke fremgang ud af.

Man lærer at øve sig, så det giver mening. For mig hjælper det ikke at øve den samme ting 300 gange på en dag. Men måske 50 gange på en uge. Hjernen har brug for at tage tingene ind over tid. I stedet for at lære noget i sidste øjeblik.

Trine Yang Møller, violinist

ALLE KAN LÆRE AF MUSIKKEN

Teknikken kan bruges på mange arbejdspladser i forhold til at fokusere på fejlene og lade dem fylde i en tid. Ikke for at skabe frustration, men for at mestre netop den svære del, så man kan “spille” fejlfrit næste gang. I filosofien med at øve sig er det netop de mange stop og fokus på fejl og forbedring, som gør os bedre og skaber mestring.

Sidder man uhjælpeligt fast ved en bestemt udfordring, som man ikke kan komme over, spiller læreren, mentoren eller mesteren en rolle og kan hjælpe med at løse udfordringen. Mesteren har selv engang været lærling og lavet den samme fejl. Det giver noget erfaring at trække på, så alle ikke skal løse alle udfordringer alene. Og vi slipper for at opfinde den dybe tallerken selv.


1 https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-man-oeve-sig-til-en-ol-medalje


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar