Læge kigger på kamera.

Fællesskabet sikrer god arbejdslyst

Dine kolleger er vigtige for din trivsel og arbejdslyst. Det viser God Arbejdslyst Indeks 2019. Tid til sociale aktiviteter med kolleger er værd at prioritere – også i travle perioder. På Odense Universitetshospital styrker det arbejdslysten at fokusere på det gode kollegaskab.

Om Odense Universitetshospital:

Odense Universitetshospital behandler primært patienter fra Fyn og Region Syddanmark. Hospitalet har omkring 8.700 fuldtidsansatte, som alle bidrager til at forebygge og behandle sygdomme og forbedre borgernes sundhed.

Videncenter for God Arbejdslyst, 2019 (Artiklen er trykt i God Arbejdslyst Indeks 2019, side 58-59)

På Odense Universitetshospital (OUH) er der et stort fokus på fællesskabet i afdelingen for lægesekretærer. Heidi Storm, der er lægesekretær netop her, har ansvaret for at sikre, at teamet har det godt sammen. Det gør hun blandt andet ved at lave sociale aktiviteter, der ikke drejer sig om arbejdet – fx en biograftur eller gåtur uden for arbejdstid. Om det gode kollegafællesskab siger Heidi Storm: 

“Det betyder, at jeg har lyst til at møde ind på arbejde hver dag. Det er det, jeg vægter højest.” 

Hun slår samtidig fast, at spændende arbejdsopgaver også har en betydning for hende, men hun er ikke i tvivl om, hvad der topper hendes liste.

Sociale aktiviteter giver noget at tale om

Når man foretager sig noget socialt sammen uden for arbejdstiden, har det to klare fordele ifølge Heidi Storm. Det giver først og fremmest nogle gode, fælles oplevelser at tale om over frokosten. For det andet betyder det sociale samvær, at man lærer hinanden at kende som hele 
mennesker og ikke kun professionelt. 

Det er fx en fordel, hvis en kollega er udfordret i en periode. Man kan nemmere støtte og hjælpe den pågældende, hvis man har andet end det arbejdsmæssige sammen, fortæller lægesekretæren, og fortsætter: 

"Der er en større villighed til at hjælpe hinanden, når man kender hinanden.”

Kollegerne bliver prioriteret

Heidi Storm har både mand, børn, hus og hund, men hun vælger alligevel at bruge tid på at arrangere sociale aktiviteter for kollegerne. Teamet laver noget sammen uden for arbejdstid to til fire gange om året, og for Heidi Storm er det helt naturligt at prioritere det:

Jeg synes, det er det værd. Når jeg bruger så mange timer på mit arbejde, skal det være et sted, hvor jeg kan lide at komme. Det bliver det, når jeg bruger tid på det gode kollegaskab.

- Heidi Storm, lægesekretær
Det er også en prioritet for Heidi Storm og kollegerne i de travle perioder, for de har oplevet, hvor meget det bidrager til arbejdslysten.

“Det handler om, at man vil det. Så skal man nok finde tid til det - det gør man jo med så meget andet.” siger Heidi Storm.

Opbakning fra ledelsen har stor betydning

Der er mange måder at være social med sine kolleger på. Det kan også være tiltag, der foregår i arbejdstiden, men her er det vigtigt med opbakning fra ledelsen for, at det kan lade sig gøre, slår Heidi Storm fast. 

Hun har blandt andet stået i spidsen for, at hendes team deltog i Tæl Skridt-kampagnen. En kampagne der går ud på, at man skal gå så mange skridt om dagen som muligt for at øge den generelle sundhed. Men den primære grund til, at Heidi Storm meldte lægesekretærerne fra OUH til, var, at her var der var noget, de kunne være fælles om. Hun fortæller, at de gik lange ture sammen for at få en masse skridt på skridttælleren, og det førte dem tættere sammen som kolleger. For snakken gik i et lige så raskt tempo som benene.

“Ledelsen bakkede op om tiltaget, og det har betydet rigtig meget,” siger Heidi Storm. 

Flere skal med

Teamet af lægesekretærer på OUH er en del af en større afdeling, og Heidi Storm ser gerne, at de med tiden udvider, så det ikke kun er de 15 fra hendes egen lille enhed, der er med til arrangementerne.

“Vi er en stor afdeling med mange ansatte på forskellige områder. Så vi har fx ingen føling med, hvem der er hvem på sengeafsnittene,” siger Heidi Storm. 

Der er god opbakning til de forskellige arrangementer i det lille team, og de kan typisk samle syv-otte personer. Det fundament bygger Heidi Storm videre på ved at invitere de andre teams med, så de samtidig kan modvirke en ”dem og os”-følelse på arbejdspladsen. 

Heidi Storm håber også, at det kan få flere til at tage ansvar for planlægningen. Hun ser nemlig en styrke i, at nogle fra de andre faggrupper er med, så alle bliver en del af fællesskabet.

Denne artikel indgår i rapporten God Arbejdslyst Indeks 2019. Du kan hente hele rapporten og vores øvrige udgivelser her: www.krifa.dk/videncenter