to hænder og en skaldet isse stikker over bordkanten
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Konflikt og krise/ 7 kritiske faldgruber når din kollega er i krise - Se dem her!
Forside/ .../ 7 kritiske faldgruber når din kollega er i krise - Se dem her!

Faldgruber når kollegaen er i krise

Det kan være svært at vide, hvordan du skal opføre dig over for en kollega i krise. Undgå disse faldgruber.
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen

Når mennesker ringer til Krifas trivselskonsulenter er det ikke usædvanligt, at de ringer, fordi de er i tvivl om, hvordan de skal opføre sig over for en kollega, der er ramt af en krise.

Det kan dreje sig om stress, psykisk eller fysisk sygdom, dødsfald i familien, skilsmisse eller noget helt fjerde. For nogle falder det let at starte en samtale med den ramte kollega. For andre er det svært. For hvornår overskrider man den grænse, der hedder privatlivets fred, og hvad er det for en rolle, man har, når livet hos en kollega gør ondt?

Krifas trivselskonsulent skitserer her syv typiske faldgruber, man ryger i, når en kollega er ramt af en krise.

1. Man undgår vedkommende
Den første fejl, vi som kolleger typisk begår, er at undgå den, der står i en krise. Vi tør ikke spørge. Vi tør knapt nok kigge vedkommende i øjnene. Men det første du kan gøre er rent faktisk at signalere, at du ved, hvad der er sket. Et blik kan være nok til at sende det signal.

2. Man reagerer unaturligt
Hvis du holder op med at gøre det, du normalt gør, skaber du en distance til den, der er i forvejen er hårdt ramt og måske ensom. Selvfølgelig skal du vise hensyn, men du skal gøre de ting, du normalt plejer at gøre. Også selvom kollegaen ikke kan deltage på samme måde som tidligere.

3. Man tager unødvendige hensyn
Nogle falder i den grøft, at de stopper med at involvere kollegaen i faglige eller sociale ting. Men du skal ikke stoppe med at spørge det kriseramte menneske, om han eller hun vil med til frokost eller med til fest. Når blot du skaber rum for, og lægger op til, at din kollega kan svares nej.

4. Man tror, man skal tage ansvar for kollegaen 
Nogle personer føler, de skal bære kollegaen. Hvis en kollega har en depression, bliver de nervøse, hvis kollegaen stopper et psykologforløb. Men det er for tung en byrde at tage ansvar for, at kollegaen bliver rask igen. Som kollega til en kriseramt person skal du i de fleste tilfælde være med på sidelinjen.

5. Man stiller lukkede spørgsmål
Det kan føles som en vanskelig kunst at starte en samtale med en, der for eksempel lige har mistet en ægtefælle. I virkeligheden er det meget enkelt. Det handler om at stille åbne spørgsmål. I stedet for at spørge: Er du ved at være ovenpå? Kan du stille det helt almindelige og enkle spørgsmål: hvordan går det? Eller: hvordan går det med børnene? 

6. Man tager sig ikke tid
Hvis du får alvor vil skabe rum for samtale, er du nødt til at give dig tid. Og signalere at du ikke har travlt. Først da kan der opstår de her lommer, hvor samtalen opstår, eller hvor I måske bare kan være stille sammen. Samtidig skal du huske at give mulighed for, at personen kan glide af på et spørgsmål. Eller du kan starte med at spørge, om personen har lyst til en snak.

7. Man tror, man skal tale
Hvis du ikke synes, det falder naturligt at spørge en kollega til hans eller hendes privatliv, behøver du ikke gøre det. Det vigtigste er, at du tør have øjenkontakt. Øjenkontakten har en meget vigtig signalværdi for den, der har mistet, er syg eller på anden måde er ramt af en krise.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse