Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Ledelse/ Chef: Tag al den ferie, du har brug for
Forside/ .../ Chef: Tag al den ferie, du har brug for

Ny tendens: Giv medarbejderne ubegrænset ferie - med løn

Forestil dig, at medarbejderne selv bestemmer, hvor meget og hvornår de vil have ferie. Sådan er det i flere amerikanske virksomheder, der har droppet feriepolitikken og omfavnet selvledelsen. 
Ikon artikel
Journalist
Rebekka Torp Boileau

Ferieplaner lægges lang tid i forvejen, og der holdes skarpt øje med antallet af fridage. Sådan er det hos de fleste virksomheder, men en ny tendens er ved at skyde frem. 

Ubegrænset ferie – det har de hos amerikanske virksomheder som Netflix, Evernote, Virgin group og crowdSPRING. De er blandt nogle af virksomheder, der har lagt feriepolitikken i skuffen, så medarbejderne selv bestemmer, hvornår og hvor længe de holder fri.

CrowdSPRING er en online markedsplads, og siden virksomhedens begyndelse i 2007 har der været ubegrænset lønnet ferie for deres medarbejdere. 

- Vores medarbejdere kan arbejde hjemmefra, tage fri, gå når de vil eller møde sent ind, når de har brug for det. De skal blot sørge for, at deres arbejde er dækket af en anden kollega, fortæller virksomhedens medstifter Mike Samson.

Ingen babysitting

For ham har fordelene ved at lade medarbejderne styre tiden selv være åbenlys:

- En glad medarbejder er ofte en mere produktiv medarbejder og mere loyal over for virksomheden. Det formindsker folks bekymringer over at skulle bruge to ferietimer for at tage hjem og vente på elektrikerens 20 minutters besøg. Vi er alle voksne, ik? Så længe de får løst deres opgaver, og kunderne er glade, er det godt. Medarbejderne har ikke brug for os til at babysitte dem, fortæller Mike Samson.

Så længe de får løst deres opgaver, og kunderne er glade, er det godt. Medarbejderne har ikke brug for os til at babysitte dem

Mike Samson, stifter af crowdSPRING
For virksomheden CrowdSPRING har det været en gevinst, som ikke bliver misbrugt.

- Med den ubegrænsede ferie-politik oplever vi, at vores medarbejdere faktisk arbejder mere, fordi de sætter pris på vores kultur og fleksibilitet.

Find balancen

Feriekulturen i USA er anderledes end i Danmark, pointerer ekspert i selvledelse, Sanina Kürstein. Generelt holder de med mindre ferie, end vi danskere gør. På mange amerikanske arbejdspladser er ferien også ulønnet, selvom en virksomhed som crowdSPRING er gået imod denne feriekultur og givet ubegrænset lønnet ferie til medarbejderne.

Sanina Kürstein hjælper danske virksomheder og organisationer med at udvikle sund og konstruktiv selvledelse. Hun oplever, at der i flere danske virksomheder allerede er en god dialog mellem chef og medarbejder om at imødekommende behov for ferie og fridage.

Når det kommer til give medarbejdere helt frie rammer til selv at bestemme, hvornår og hvor længe de holder fri, så er det vigtigt at finde balancen:

- Fordelen er, at medarbejdere og ledere er endnu mere opmærksomme på at balancere egne og virksomhedens behov, så man ikke tager ferie, når der er stor travlhed. Det giver også en stor personlig frihed, siger Sanina Kürsten og fortsætter:

- Men ulempen er, medarbejdere i forvejen har svært ved at slippe arbejdet, når de er på ferie. Denne effekt kunne man frygte blev forstærket. Det er hverken godt for virksomheden eller den ansatte, da man ødelægger muligheden for en god ”grundrestitution” som en sammenhængende ferie uden afbrydelser helst skal give.


Var indholdet interessant?
Ja
Nej

Vi har modtaget din kommentar

Dette kan også have din interesse