Frokostpausen sikrer dig energi til resten af dagen
Forside/ Inspiration til dit arbejdsliv/ Sundhed/ faa-mest-ud-af-frokostpausen
Forside/ .../ faa-mest-ud-af-frokostpausen

Få mest muligt ud af frokostpausen

Frokostpausen sikrer dig energi til resten af dagen, hvis du husker at bruge den rigtigt.
Ikon artikel
Journalist
Lars Stig Madsen
Klokken slår tolv, og maven rumler. Det er frokosttid.
- Vores frokostpauser er meget vigtige for os. Vores energi resten af dagen afhænger nemlig af, hvad vi bruger dem til. Man kan se frokosten som en energiinvestering i resten af dagen, fortæller energi-coach Gitte Koldtoft. Hun oplever, at mange glemmer vigtigheden af frokostpausen i en travl arbejdsdag. Derfor får de ikke det optimale ud af den.

Planlægning er vigtigt
En god frokostpause handler ifølge Gitte Koldtoft først og fremmest om planlægning. Hun fortæller, at man skal lytte til sin krop og mærke efter, om man er mest sulten klokken 11.30 eller 14.00. Det skal man nemlig bruge som pejlemærke til at planlægge sin frokostpause. Og så skal man sørge for at komme væk fra sit skrivebord, når maden skal indtages.
- Frokostpausen er en god mulighed for at være social med sine kolleger, fordi man kommer væk fra kontoret og arbejdsopgaverne. Har man derimod mest lyst til at spise frokost alene, skal man gøre det. Det er forskelligt fra person til person, om man henter mere energi i selskab med andre eller ej. Det er samtidigt vigtigt, at man ikke glemmer at være nærværende over for det, man spiser, for så kommer man hurtigt til at overspise. 

Fokus på fordøjelsen
For at få mest mulig energi til resten af dagen er det vigtigt, at du spiser en sund frokost. Men hvad består sådan en af?

Det handler alt sammen om fordøjelse. Du kan booste din fordøjelse ved at drikke en halv liter vand en halv time før frokost. Det sætter både gang i fordøjelsen og giver en naturlig mæthedsfornemmelse, så du ikke overspiser.

Gitte Koldtoft, energi-coach
Det handler alt sammen om fordøjelse. Du kan booste din fordøjelse ved at drikke en halv liter vand en halv time før frokost. Det sætter både gang i fordøjelsen og giver en naturlig mæthedsfornemmelse, så du ikke overspiser. Til frokost skal du vælge letfordøjelig mad, for eksempel grøntsager. Det giver dig nemlig mere energi, fordi kroppen ikke skal bruge så mange kræfter på at fordøje det.  Et stykke rugbrød med avokado og tomat sikrer dig masser af god energi, fordi du samtidig supplere med fibre fra rugbrødet, fortæller Gitte Koldtoft.

Ifølge hende er det også vigtigt hverken at spise for lidt eller for meget. Vi skal i stedet lytte til kroppens signaler om mæthed.

- Jeg plejer at sige, at mavesækken har samme størrelse som en knyttet hånd. Det er godt at have i baghovedet, når man fylder op på tallerkenen. For der skal altså ikke nødvendigvis et kæmpe måltid til for at fylde den op. Og fylder du mavesækken for meget, stjæler det energi, fordi din krop skal fordøje mere.  

Lyt til kroppen
Gitte Koldtoft mener, at det er forskelligt fra person til person, hvad man får mest energi af. Nogle får det af flere fibre og færre kulhydrater, andre får det af mere motion. Så inden du går i kantinen, får du derfor hendes bedste tip med:

Du skal huske, at du er din egen bedste energirådgiver

Gitte Koldtoft, energi-coach
Prøv dig frem. Test på din egen krop, om du får mere energi, hvis du for eksempel spiser lidt mindre portioner eller lidt flere fibre. Det er altid bedst at lytte til kroppens signaler og følge dem. Du skal huske, at du er din egen bedste energirådgiver.

Dette kan også have din interesse