
Din nye chef kigger med på Facebook
Der er hård kamp om de ledige stillinger derude. Ikke kun til selve jobsamtalen, men allerede i udskillelsen, og derfor gør du klogt i at præsentere dig selv på en troværdig og seriøs facon.
Det er nemlig ikke kun dine gamle kollegaer og familiemedlemmer, der tjekker dig ud på Facebook, Instagram og de andre sociale medier. Det gør din kommende arbejdsgiver også.
Særligt i det private er det populært at bruge sociale medier, når nye medarbejdere skal findes. Så hold øje med dit billede udadtil på nettet og de sociale medier.
Googl dig selv!
Nogen gør det hver dag, andre aldrig; holder styr på, hvad der dukker frem på Google, når man taster dit navn. Det kan være en blandet fornøjelse at gøre det, for ofte kan du ikke selv gøre hverken fra eller til i forhold til at fjerne sider og billeder, der dukker op under dit navn. Tænk i stedet fremadrettet: Undlad at bruge dit fulde navn i diverse debatfora og online tryksager, hvis du på nogen måde vurderer, det kan skade dig selv fremover.
Brand dig selv – få en blog
”Personal branding” er det helt store for tiden, og det indebærer også, at du skaber et professionelt billede af dig selv udadtil på nettet. Vælg med omhu, i hvilke forbindelser dit navn optræder. Sørg for at være aktiv de rigtige steder – det kunne være i netværk indenfor dit arbejdsområde eller i det frivillige foreningsliv. Sådan signalerer du, at du går op i dit felt, og at du er aktiv i din fritid også på områder, du ikke får løn for. Du kan også oprette en blog – hvis du har meget på hjerte om det område, du arbejder med. Det viser engagement, og den slags medarbejdere er altid attraktive for virksomhederne.
Vær selektiv på Facebook
Din måske kommende arbejdsgiver er naturligvis interesseret i, hvem du er som person, og her er Facebook et godt værktøj. Så ryd op og træd varsomt derinde. Vælg et vellignende og seriøst profilbillede. Overvej hvilke af dine oplysninger, som skal være offentlige, og hvilke alle ikke behøver at kunne se. Det kan du styre i din profil-indstillinger på Facebook. Tænk også på, at alle kan se dine kommentarer på Facebook - også en kommende arbejdsgiver.
Brug LinkedIn og glem genertheden
Du kan også vælge at lukke din Facebook helt for udefrakommende og i stedet fokusere intenst på en LinkedIn-profil. Brug den aktivt i din jobsøgning, skriv til gamle kollegaer og venner. LinkedIn foreslår dig en lang liste af mennesker, du måske kender, og som du har kontakter til fælles med. Måske arbejder en af dem et sted, du kunne tænke dig at søge hen. Vær ikke bleg for at tage kontakt og spørge dig frem om arbejdspladsen – det er det, LinkedIn også er til for.
Lav et video-CV til Youtube
Et billede siger mere end tusind ord, så en video må fortælle alt om dig. Det behøver ikke være svært, og der er flere steder på nettet, der kan hjælpe dig. Kender du en, der er god med et kamera og et redigeringsprogram, kan du få lavet et video-CV, der er helt dit eget og viser din personlighed. Upload det til Youtube. Det er ikke til at overse for din kommende arbejdsgiver.