Skriv under på et job med mening
Det er ikke lønnen, resultaterne eller ledelsen, der har den største indflydelse på din arbejdslyst. Det er derimod, at du oplever en mening med det, du laver. Det viser Krifas God Arbejdslyst Indeks 2016.
Derfor er der god grund til, at du både søger mening i din dagligdag som jobsøgende, og at du tænker over, hvad der giver mening for dig i et nyt job.
- Prøv at kigge tilbage i tiden. Hvornår følte du allermest, at du lavede nogle ting, der virkelig fik dig til at stå op om morgenen? Hvad holder dig i gang og gør, at du oplever ting som meningsfulde? Ingen andre serverer meningen på et sølvfad, siger Tommy Krabbe.
Match dit job op mod din ideelle tilværelse
Han er cand.mag. i kommunikation og holder foredrag og rådgiver om ”det engagerede menneske” og ildsjæle. Helt grundlæggende er det hans holdning, at menneskets ”drømmetilværelse” skal være styrende i valget af det meningsfulde drømmejob. Ligger jobbet langt fra din ønskede tilværelse, er det ikke holdbart.
Tre overvejelser i din meningssøgning
Tre overvejelser i din meningssøgning
Helt konkret har Tommy Krabbe følgende råd til din meningsfulde jobjagt:
1. Tag dit CV og din ansøgning op til revision og skriv sort på hvidt, ærligt, hvad der giver dig mening i et job. ”For at jeg trives, skal jeg..”. Det giver en arbejdsgiver et praj om dig, og han kan så spørge sig selv, om stillingen tilbyder dig det, du efterspørger for at trives. Alle vil gerne have og beholde tilfredse medarbejdere. Husk selvfølgelig, at jobbet godt kan give mening, selvom det ikke ser sådan ud på overfladen.
2. Jobopslag beskriver altid job meget positive og spændende, og det samme gør sig ofte gældende til en jobsamtale. Men fordi arbejdsgivere virker tændte og proppede med meningsfuldhed, er det ikke sikkert, at jobbet giver mening for dig. I stedet for udelukkende at sælge dig selv, så prøv at nå hinanden på de områder, der er vigtige for dig. Tilbyder de den mening, du søger i en arbejdsdag?
3. Hvis du finder mening i at være kreativ, løse komplicerede opgaver eller have et tæt kollegialt fællesskab, så spørg ind til netop dé ting. Det kan være inden, du søger jobbet, under en eventuel samtale eller måske, når du får jobbet tilbudt. Vær bevidst om, hvem du er, og få det sagt. Dét er især vigtigt, når du eftersøger et arbejde med mening.
Her kan du lytte til
Tommy Krabbe anbefaler dig at blive klogere på din menneskelige profil og værdier ved at bruge en halv time på denne grundige spørgeundersøgelse.