Ligeløn – får du ligeløn for samme arbejde?
3 gode råd om ligeløn
Ligeløn kan være en svær størrelse. Derfor kommer Heidi Hovmann Nonbo med sine tre bedste råd til dig:
- Reagér, hvis du oplever en skæv lønfordeling.
- Vær nysgerrig på lønforholdene på din arbejdsplads.
- Hold øje med, om du som barslende kommer til lønforhandling sammen med dine andre kolleger.
Det siger ligelønsloven
I Danmark har vi en ligelønslov, der skal beskytte mod forskelsbehandling mellem køn og løn.
Ligelønsloven siger:
Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.
Større virksomheder skal oplyse om ligeløn
Heidi Hovmann Nonbo understreger, at virksomheder med mindst 35 medarbejdere og med minimum 10 ansatte af hvert køn ifølge ligelønsloven skal lave en kønsopdelt lønstatistik.
Den skal være med til at skabe gennemsigtighed i virksomheden, så du har større mulighed for at opdage, hvis du bliver forskelsbehandlet på løn.
Måske ved du slet ikke, at der findes sådan en lønpolitik på din arbejdsplads.
Men arbejder du i en virksomhed, der lever op til ovenstående krav, har du ret til at bede din arbejdsgiver om at få rapporten udleveret.
Du kan have ret til en godtgørelse
Finder du ud af, at du får en lavere løn for samme arbejde som dine kolleger af modsatte køn, har du krav på at få udbetalt lønforskellen.
Samtidig kan du også have ret til at få en godtgørelse som kompensation oveni.
Hvor stor godtgørelsen er, afhænger af din anciennitet og den specifikke sag.
Beregn gratis din løn
Får jeg ligeløn?
Det kan være svært at afgøre, om du får ligeløn for samme arbejde som dine kolleger.
Også selvom ligelønsloven forsøger at skabe gennemsigtighed med kønsopdelte lønstatistikker på større arbejdspladser.
Her kan du typisk se et brud på loven
Et af de typiske steder, hvor ligelønnen bliver skævvredet, er under barsel.
Bliver du i din barsel ikke indkaldt til den årlige lønforhandling? Så kan det være et brud på ligelønsloven, hvis du plejer at have en årlig samtale om din løn.
Her er det op til din arbejdsgiver at bevise, at du ikke er blevet undgået, fordi du er på barsel.
Arbejdsgiver må ikke opsige dig for at kræve ligeløn
Det er i strid med ligelønsloven, hvis din arbejdsgiver opsiger dig for at kræve den samme løn for det samme arbejde.
Har du krævet ligeløn og blevet opsagt, er det op til din arbejdsgiver at bevise at opsigelsen ikke skyldes ligelønskravet.
Viser det sig, at du er blevet opsagt på grund af ligelønssagen? Så kan du kræve at blive genansat eller bede om en godtgørelse.
Få hjælp fra lønspecialister
Hvis du oplever lønforskelle ud fra dit køn, er det ifølge Heidi Hovmann Nonbo vigtigt at reagere.
I første omgang anbefaler hun, at du tager fat i din arbejdsgiver og forklarer, at du mener der er noget galt i forhold til din løn.
Mange gange kan du og arbejdsgiveren løse det i fællesskab.
Kan I ikke løse det internt, kan du tage fat i en af vores lønspecialister. Her beder vi dig typisk sende os oplysninger som:
- Dine arbejdsopgaver
- Uddannelse og baggrund
- Anciennitet
- Erhvervserfaring
Sådan hjælper vi
Har vi en relativ stor mistanke om forskelsbehandling med udgangspunkt i dit køn, kontakter vi din arbejdsgiver.
Kan din arbejdsgiver ikke give os en saglig begrundelse for, hvorfor du ikke har fået samme løn, bringer vi sagen videre.