Guide: Få de rette løntillæg i det offentlig

Hvordan kan du få mere end den løn, din overenskomst som offentlig ansat bestemmer? Svaret er løntillæg. Og dem guider vi dig som offentlig ansat igennem her.

Sammen med vores lønspecialist på det offentlige område, Jeppe Elttør Winther, gør vi dig klogere på, hvad løntillæg er, hvilke løntillæg der findes, og hvordan du bedst forhandler dig frem til dem.

Hvad er løntillæg?

Løntillæg er en samlebetegnelse for alle typer af ekstra penge, som du kan få oven i din grundløn.

Liste over løntillæg

Du kan få forskellige tillæg til din løn. Her er de mest almindelige tillæg:

  • Kvalifikationstillæg
  • Funktionstillæg
  • Grundlønstillæg
  • Søndagstillæg
  • Weekendtillæg
  • Aftentillæg
  • Nattillæg

Sådan kan din løn være sammensat

Ofte består din løn af flere forskellige dele. 

Det kan fx være:

  • Grundløn
  • Kvalifikationsløn
  • Funktionsløn

Kvalifikationsløn og funktionsløn er ifølge Jeppe Elttør Winther to klassiske tillæg, som mange offentlige ansatte kan forhandle oven i deres grundløn. 

Grundløn

Din grundløn er selve fundamentet for din lønpakke.

Det er den, der er aftalt i din overenskomst ud fra din branche og ansættelse. Og det er den, du som minimum skal have.

Kvalifikationsløn

Kvalifikationsløn er den løn, du får udover din grundløn, og som relaterer sig til dine kvalifikationer. 

Det kan fx være:

  • Erfaring
  • Viden
  • Uddannelse

Funktionsløn

Funktionsløn er også et tillæg til din løn. Det er de funktioner, der rækker ud over forventningerne til din stilling. 

Det kan være:

  • Praktikvejledning
  • Særlige ansvarsområder
  • Superbruger på et bestemt område

Føler du, at overenskomsterne er svære at gennemskue?

Mange er forvirrede, når de prøver at tyde deres overenskomster og muligheder for løntillæg. Vores lønspecialister hjælper altid gerne med at finde ud af, hvilke grundlønstillæg du har ret til.

Forhandl dig til en bedre løn med tillæg

I en del overenskomster fremgår nogle løntillæg allerede. Her kan der være lavet en aftale om, at du skal belønnes for bestemte kvalifikationer eller tillæg.

Listen over løntillæg i overenskomsterne er dog ikke udtømmende. Det vil sige, at du sagtens kan forhandle dig til individuelle tillæg.

Det kan du både gøre, hvis du skal ansættes i en ny stilling, hvis din nuværende stilling ændrer sig eller til en årlig forhandling.

Eksempel på forhandling af løntillæg

Arbejder du fx som social og sundhedshjælper, kan erfaring fremgå på listen over kvalifikationstillæg i din overenskomst, mens eksempler på funktionstillæg kan være:

  • En særlig opgave som førsteassistent
  • At du har taget et demenskursus
  • Ansvar for vidensdeling

Alle tre eksempler kan du fremhæve til din næste lønforhandling. Så forhandler du individuelt en aftale hjem om ekstra tillæg for din særlige funktion.

Gode råd til lønforhandling i det private

Arbejder du i det private, bliver du jævnligt indkaldt til en lønforhandling. Her er det vigtigt at være godt forberedt.

Uuddannede stillinger

Offentlig lønspecialist Jeppe Elttør Winther understreger, at du skal være opmærksom ved uuddannede stillinger. Her tæller din anciennitet ikke med, hvis du har arbejdet på det private område.

Det vil sige, at har du fire års erfaring som social- og sundhedshjælper, kan du hoppe op på højere løntrin. Men er du uuddannet sundhedspersonale, kan du kun, hvis de fire års erfaring er fra offentlige stillinger.

Selvom ancienniteten fra det private ikke automatisk giver ret til kvalifikationstillæg, kan du bruge det som argument i forhandlingen af individuelle tillæg.