Fleksibel arbejdsplads

Fleksibilitet mindsker løntab for familier ramt af kritisk sygdom

Alvorlig sygdom kan få store økonomiske konsekvenser for hele familien. Ikke blot den syge, men også partneren rammes af betydeligt indtægtstab. I gennemsnit mister en familie 116.000 kroner om året, når den ene af bliver alvorlig syg, viser en ny Krifa-undersøgelse udført af Kraka Economics på baggrund af data fra op mod 50.000 pårørende og patienter ramt af lidelser som sclerose, hjerte-, lunge og nyresygdomme samt nedsat syn og blindhed.

 

Hvor hårdt familiens økonomi påvirkes, afhænger i høj grad af, om de pågældende oplever den nødvendige fleksibilitet på deres arbejdsplads, som gør det muligt at tilpasse arbejdsforholdene til familiens nye behov, pointerer Jane Heitmann, formand for Krifa.

"Arbejdspladsen spiller en afgørende rolle. Fleksible arbejdsforhold kan være forskellen på, om familien kan få hverdagen til at hænge sammen eller ej. Det handler om muligheden for hjemmearbejde, fleksible timer og forståelse for den nye livssituation – både for den sygdomsramte og de pårørende. Det kan reducere stress, styrke trivslen og hjælpe familien med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet,” siger Jane Heitmann.

Hun peger samtidig på, at der er behov for at gentænke den nuværende omsorgsorlov:

“Omsorgsorloven er i dag ulønnet og kan kun tages som hele dage. Det er for ufleksibelt – især for pårørende med job. Hvis ordningen i stedet blev en del af sygedagpengesystemet og kunne tages i mindre portioner, for eksempel halve dage, ville det give langt bedre muligheder for at kombinere omsorg og arbejde. Det ville styrke både den mentale og økonomiske modstandskraft i familierne – til gavn for både den enkelte og samfundet,” siger Jane Heitmann.

 

Fakta fra undersøgelsen:

  • Manglende fleksibilitet koster: Jo mindre fleksibilitet, desto større løntab – og desto længere tid tager det at komme sig økonomisk.
  • Langvarige konsekvenser: For lønmodtagere i ufleksible job tager det i gennemsnit fem år at indhente tabet. For dem med fleksibilitet er det kun to år.
  • Fleksibilitet betaler sig: Hvis begge i familien har fleksible jobs, reduceres løntabet med cirka 48.000 kroner om året.
  • Hårdest ramt er den syge: Lønnen kan falde med op mod 20 procent efter en alvorlig diagnose.
  • Langsigtet økonomisk pres: Selv fem år efter sygdomsforløbet har mange stadig lavere indkomst, især hvis fleksibiliteten har været lav.
  • Risiko for jobtab: Sygdom kan føre til nedsat produktivitet, som igen øger risikoen for at forlade arbejdsmarkedet og overgå til offentlige ydelser.

 

Publiceret 9. juli 2025

Analyse: Rigide samtaler med ledige er en underskudsforretning for samfundet

DOWNLOAD ANALYSEN