presse - hjemmearbejde

Hjemmearbejde kan koste karriere og lønfremgang

Hjemmearbejde er populært som aldrig før. Fire ud af ti lønmodtagere på det danske arbejdsmarked arbejder hyppigt eller af og til hjemme, og danskerne er blandt de europæere med de bedste muligheder for hjemmearbejde, viser en ny Krifa-analyse. 

For mange lønmodtagere er det efterhånden et krav, når de søger nyt job, men hjemmearbejdet kan være isolerende – og i værste fald koste på lønsedlen, hvis det tager overhånd, pointerer Kim Vesterskov Choglay, karrierekonsulent i Krifa.

”Hjemmearbejde er befordrende for trivsel og velegnet til at forebygge stress. Men det kan blive en glidebane, hvis det bliver en vane frem for en chance for afveksling i arbejdstiden. Derfor er det vigtigt at finde en balance, der passer både den enkelte og arbejdspladsen. For det kan koste dyrt i forhold til løn, karriere og kolleger, hvis synligheden forsvinder,” siger Kim Vesterskov Choglay.

Hjemmearbejde er blevet markant mere udbredt i løbet af det seneste årti. Mens 27,2 procent af lønmodtagerne arbejdede hjemme i 2015, var det sidste år 41,1 procent – en fremgang på 13,9 procentpoint. Det svarer til, at 1.250.000 danskere arbejdede hjemme i 2024 mod kun cirka 720.000 i 2015. I samme periode er andelen af hjemmearbejdende i EU steget med 9,6 procentpoint – fra 13,0 til 22,6 procent, viser nye tal fra Eurostat.

”Danske lønmodtageres fleksible arbejdsforhold er blevet markant forbedret i det seneste årti, og stadig flere gør brug af det. Men faren er at blive overset, når lønforhøjelser og nye karrieremuligheder skal fordeles. Her kan en række anbefalinger om synlig indsats og aktiv deltagelse i arbejdsfællesskabet hjælpe de hjemmearbejdende lønmodtagere med ikke at blive overset,” siger Kim Vesterskov Choglay.

Når det er sagt, rummer hjemmearbejde et kæmpepotentiale, hvis det anvendes med omtanke og blik for såvel trivsel som produktivitet. Ikke mindst i forhold til det stadig stigende antal neurodivergente på arbejdsmarkedet.

”Flere og flere danskere får i dag en bogstavsdiagnose og har udfordringer med hypersensitivitet. Her kan muligheden for hjemmearbejde gøre en forskel for mange, der eksempelvis ikke trives med at arbejde i storrumskontorer. Derfor er det vigtigt nøje at overveje på den enkelte virksomhed, hvordan hjemmearbejdet organiseres – og om reglerne nødvendigvis skal være ens for alle,” siger Kim Vesterskov Choglay.

Publiceret 10. september 2025

Analyse: Hjemmearbejde kan koste karriere og lønfremgang

DOWNLOAD ANALYSE