Nye tal forstaerker billedet af den danske model som en mindretalsmodel

Nye tal forstærker billedet af den danske model som en mindretalsmodel

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mistede i 2024 igen tusindvis af medlemmer, mens især de frie og uafhængige lønmodtagerorganisationer uden for hovedorganisationerne tilsammen havde stor fremgang med 15.897 flere medlemmer end året før. En medlemsudvikling der er velkendt.

De tre hovedorganisationer Fagbevægelsens Hovedorganisation, Akademikernes Centralorganisation og Ledernes Hovedorganisation repræsenterer kun 49,2 procent af arbejdsstyrken. Alligevel er det kun de tre hovedorganisationer, som bliver inddraget i den danske model af politikerne, pointerer Jane Heitmann, formand for Krifa.

”Den nuværende model er karakteriseret ved demokratisk underskud, manglende lønmodtagerrepræsentation, diskriminering af de frie og uafhængige fagforeninger, og den tilsidesætter intentionen bag foreningsfriheden og lønmodtagernes frie ret til selv at vælge fagforening. De seneste tal for lønmodtagerorganisationers medlemstal for 2024 fra Danmarks Statistik bekræfter denne udvikling,” siger Jane Heitmann.

De frie fagforeninger uden for hovedorganisationerne repræsenterer 453.788 lønmodtagere og udgør tilsammen 23,1 procent af samtlige organiserede lønmodtagere i Danmark. Alligevel holdes de frie og uafhængige lønmodtagerorganisationer fortsat uden for indflydelse i alle de relevante fora i den danske model, understreger Jane Heitmann.

”Umiddelbart før jul vedtog Folketinget sammensætningen af det nye og magtfulde Arbejdsmarkedsråd. Her gik otte ud af ni lønmodtagerpladser til FH til trods for, at medlemstallet har været faldende gennem en lang årrække. Det betyder, at FH de facto har fået et udemokratisk magtmonopol som repræsentant for lønmodtagerne. Et politisk tildelt privilegie, der ikke længere bygger på et medlemsmæssigt mandat. Blot hver tredje lønmodtager på det danske arbejdsmarked er medlem af en FH-fagforening. På det private arbejdsmarked er det kun én ud af fire,” siger Jane Heitmann.

Medlemsudviklingen kalder på en omfattende modernisering af den danske model, så den genvinder sin legitimitet på baggrund af et medlemsmæssigt repræsentativt mandat, mener Jane Heitmann.

”Retten til frit at vælge fagforening skal respekteres. Det er ikke rimeligt, at næsten en halv million organiserede lønmodtagere holdes uden for indflydelse. Skal den danske model genskabe sin legitimitet, er det afgørende, at de frie og uafhængige lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer 14,8 procent af arbejdsstyrken, også får indflydelse og inviteres med ved bordet,” siger Jane Heitmann.

Publiceret 19. maj 2025