Funktionærloven
Er du blevet opsagt? Hvis du er funktionær, har du rettigheder, som beskytter dig. Læs her i artiklen, om du er funktionær, og hvad det betyder for din opsigelse.

Hvad er funktionærloven?
Funktionærloven er dit sikkerhedsnet, hvis du er ansat som funktionær – og loven giver dig noget tryghed i dit job. Også hvis du opsiges.
Den giver dig nemlig ekstra god beskyttelse, når det kommer til løn, sygdom og opsigelse.
Sådan beskytter funktionærloven dig
Som funktionær har du nogle stærke rettigheder, du har blandt andet ret til:
løn under sygdom
en saglig begrundelse for din opsigelse (hvis du har været ansat i mere end et år)
et opsigelsesvarsel
løn i din opsigelsesperiode
godtgørelse ved usaglig opsigelse
fri med løn, når du skal til jobsamtale i opsigelsesperioden
Funktionærlovens §2 giver dig lange opsigelsesvarsler
Funktionærloven beskytter dig med lange opsigelsesvarsler, når du opsiges.
Lad os sige, at du bliver opsagt efter 2,5 år i jobbet som funktionær. Her vil loven give dig et opsigelsesvarsel på 3 måneder, så du har tid til at finde et nyt job og lande i din nye hverdag.
Dit opsigelsesvarsel varierer efter, hvor lang tid du har været ansat i virksomheden. Jo længere du har været ansat, jo længere et opsigelsesvarsel har du.
Når du har været ansat i: | Så er dit opsigelsesvarsel: |
0-6 mdr.* | 1 mdr. (Du skal opsiges inden udgangen af den 5 måned) |
6 mdr.- 3 år | 3 mdr. (Du skal opsiges inden udgangen af 2 år og 9 mdr.) |
3 - 6 år | 4 mdr. (Du skal opsiges inden udgangen af 5 år og 8 mdr.) |
6 - 9 år | 5 mdr. (Du skal opsiges inden udgangen af 8 år og 9 mdr.) |
Over 9 år | 6 mdr. (Du skal opsiges efter 8 år og 7 mdr.) |
* ved aftalt prøvetid | Intet varsel - med mindre der er aftalt 14 dages gensidig varsel |
Dit opsigelsesvarsel starter altid ved begyndelsen af den næste hele måned.
Så lad os sige, du bliver opsagt den 20. april og har 3 måneders opsigelse. Så starter din opsigelsesperiode 1. maj, og din sidste arbejdsdag er derfor 31. juli.
Særregler for ansatte i samme virksomhed i 12 eller 17 år
Har du været ansat i den samme virksomhed i mere end 12 år som funktionær, bliver du belønnet for dine mange år på arbejdspladsen. Derfor får du oven i din almindelige månedsløn en ekstra månedsløn, den dag du stopper på arbejdspladsen.
Har du været ansat i 17 år det samme sted, får du 3 måneders ekstra løn oveni din almindelige løn, når du stopper.
Jeg er blevet opsagt i en prøveperiode – hvordan er jeg stillet?
Er du ny i dit job og dermed i en prøveperiode, gælder der andre regler, når du opsiges som funktionær.
Du kan få en opsigelse i din prøveperiode med én dages varsel – ligesom du selv kan sige op med samme tidsfrist - med mindre der i kontrakten er aftalt 14 dages gensidig varsel.
Derfor er dit opsigelsesvarsel kortere i din prøveperiode, men perioden må til gengæld højst vare i 3 måneder.
Se om du er funktionær i din ansættelseskontrakt
Når man er blevet opsagt, kan det være overvældende, og du er måske usikker på, om du er funktionær.
Derfor er det vigtigt, at du kender til dine rettigheder, og som funktionær har du som udgangspunkt lange opsigelsesvarsler.
Du kan se i din ansættelseskontrakt, om du er ansat som funktionær. Det vil du være, hvis du opfylder tre enkle krav – og det gør mange uden at være klar over det:
Du arbejder mere end 8 timer om ugen i gennemsnit
Du er ansat som lønmodtager (dvs, i det, der kaldes en tjenestestilling)
Du skal være ansat inden for et af nedenstående arbejdsområder:
Arbejdsområde | Eksempler |
Køb, handel og kontor | Butiksansatte, sælgere, ejendomsmæglere, bankansatte og receptionister |
Teknisk bistandsydelse | Tekniske tegnere, reklametegnere, laboranter og maskinteknikere |
Klinisk bistandsydelse | Klinikassistenter, fysioterapeuter, dyrelægeassistenter og tandlæger |
Ledelse | Mellemledere, formænd og værkfører (Dvs. ledere, der har en leder over sig) |
Eksempel på en funktionær
Arbejder du noget af tiden på kontor – fx som tømrer, sundhedsassistent eller svend/lærling, vil du også kunne være funktionær.
Lad os tage et eksempel som Cecilie
Cecilie arbejder 25 timer om ugen som sundhedsassistent. Hun har en chef, og hendes arbejde består både i at tage sig af ældre og svage borgere samt administrativt kontorarbejde.
Cecilie tænker måske ikke, at hun er funktionær, fordi hun arbejder som sundhedsassistent. Men det er hun, fordi hun:
arbejder mere end 8 timer om ugen
har en chef
laver kontorarbejde i mere end halvdelen af sin ugentlige arbejdstid
Er du i tvivl, om du er funktionær, kan du kontakte din fagforening, som kan hjælpe dig med at gennemgå din ansættelseskontrakt med dig.
Hvis du fx har været ansat i 2 år og 10 måneder, når du opsiges, vil du have 4 måneders opsigelse.
Det skyldes, at du når at være ansat i mere end 3 år, inden du stopper og dermed har ret til 4 måneders opsigelse ifølge funktionærloven.
Nej, enten er du dækket af funktionærloven – eller også er du ikke.
Hvis du er funktionær, gælder hele loven. Hvis du ikke er, kan din arbejdsgiver godt have skrevet vilkår ind i din kontrakt, som ligner reglerne fra funktionærloven. I så fald er det ikke loven, men et individuelt aftalt vilkår.
Er du i tvivl, kan din fagforening hjælpe dig med at gennemgå kontrakten.
Ja, det kan du.
Opfylder du kravene beskrevet i artiklen ovenfor, kan du godt være funktionær, selv om det er et studiejob - også, hvis du er ungarbejder eller lærling.