Hvordan skriver man en opsigelse?

Går du med tanken om at sige dit job op? Så er det naturligt at være lidt i tvivl om, hvordan du gør. Her i artiklen hjælper vi dig godt på vej.

Du kan sige op både mundtligt og skriftligt

Du bestemmer selv, hvordan du vil sige op, fortæller Henriette Klüwer-Ulrich, som er ekspert i reglerne omkring opsigelser. 

“Der er ingen krav eller regler om, hvordan du må sige op, eller hvordan opsigelsen skal formuleres eller afleveres. Så du kan sige op mundtligt eller på mail, brev eller sms”. 

For nogle kan det være en svær ting at sige op, og derfor må du også gøre det på den måde, du føler dig bedst tilpas med. Er du i tvivl om, hvordan du skal gøre, kan du altid tage en snak med din fagforening, og så kan de hjælpe dig.

Vi anbefaler en skriftlig opsigelse

Selvom du gerne må sige op mundtligt, anbefaler vi, at du giver en skriftlig opsigelse. Det giver tryghed for dig, da både du og din arbejdsgiver undgår, at der måtte opstå nogen tvivl.

“Du kan sagtens sige op mundtligt, men arbejdsgiveren kan blive i tvivl om, hvilken dag du sagde op. Her er en skriftlig opsigelse god dokumentation”, forklarer Henriette Klüwer-Ulrich

Her er et eksempel på et senarie hvor arbejdsgiver kunne komme i tvivl, hvis ikke der er sendt en skriftlig opsigelse:

Du siger op fredag eftermiddag d. 28. april mundtligt, men glemmer at sende en mail om din opsigelse før om mandagen. 

Et par uger efter er din chef i tvivl om, om du sagde op fredag d. 28. april eller mandag d. 1. maj. Så kan du risikere at få en ekstra måneds arbejde, fordi din opsigelsesperiode først starter i maj.

Husk derfor at sende en skriftlig opsigelse med det samme - en kort mail er fint.

Du behøver ikke skrive et opsigelsesbrev

Du behøver ikke at skrive et langt opsigelsesbrev, når du siger op. 

Har du et godt forhold til din chef, kan du sige op mundtligt først og derefter sende en kort mail som dokumentation.

Så kan din chef besvare mailen og bekræfte, at opsigelsen er modtaget.

Hvad skriver man i en opsigelse?

Din opsigelse skal ikke være lang, og du behøver ikke at fortælle, hvorfor du stopper. 

Et opsigelsesbrev skal indeholde

  • Dit navn
  • Den dato, du siger op
  • Den dato, hvor du stopper

Tjek dit opsigelsesvarsel i din ansættelseskontrakt

Når du siger dit arbejde op, kan du i de fleste tilfælde ikke stoppe fra den ene dag til den anden.

Du har næsten altid et opsigelsesvarsel, som står i din kontrakt.

Er du i en prøveperiode, gælder der lidt andre regler. Her kan du som udgangspunkt enten stoppe med det samme eller med 14-dages varsel.

Hvis du er i tvivl om, hvor langt dit opsigelsesvarsel er, eller hvor du finder det, kan du altid tage fat i din fagforening for at få hjælp. 

Vær opmærksom på mulig karantæne fra a-kassen

Hvis du skal på dagpenge, efter du har sagt op, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at du som udgangspunkt får 3 ugers karantæne fra a-kassen.

Det kan komme bag på mange – derfor har vi skrevet en artikel om, hvordan du er stillet. Du kan læse meget mere om karantæne ved opsigelse lige her.

Jeg har en tidsbestemt kontrakt – kan jeg stadig sige op?

Ja, det kan du godt. Det fungerer på samme måde, som hvis du var ansat på en ikke tidsbestemt kontrakt.

Ellers kan du lade kontrakten løbe ud og dermed stoppe på arbejdet.

Min chef svarer ikke på min opsigelse – hvad gør jeg?

Du kan være helt rolig, for din opsigelse gælder stadig, selvom din chef ikke svarer. Vi anbefaler, at du siger op mundtligt først, for så har du reelt sagt op – men det er en god idé at sende en skriftlig bekræftelse bagefter som dokumentation. 

Skulle chefen ikke svare på den, kan du banke på døren og bede om at få en bekræftelse på din opsigelse.

Kan jeg sige op på alle tidspunkter af døgnet?

Ja, det kan du. Men du skal være opmærksom på, hvornår din chef ser opsigelsen. 

Sender du opsigelsen 23:30 d. 30. april, vil din chef først se den d. 1. maj. Så vil du risikere at få en ekstra måned på dit arbejde. Derfor anbefaler vi, at du sender din opsigelse i arbejdstiden og helst først på dagen.