Inden du laver kontrakten
Der er flere ting, du skal forholde dig til, inden du laver en ansættelseskontrakt. Her er nogle af de vigtige ting at tage stilling til:
Funktionær eller ej?
Bliver din nye medarbejder ansat som funktionær eller ikke-funktionær? Der er nemlig ikke frit valg. Det er defineret i Funktionærloven, hvilke lønmodtagere, der er funktionærer:
Om din nye medarbejder skal have funktionærstatus, afhænger af stillingens indhold og ikke om medarbejderen har en fast månedsløn eller har ferie med løn.
Funktionærloven angiver nogle vilkår for ansættelsen, som du ikke kan aftale dig ud af, blandt andet løn under sygdom og opsigelsesvarsler.
I kerneområdet af Funktionærloven finder man butiksansatte og kontoransatte med mindst otte timer gennemsnitligt om ugen, men disse grupper er langt fra de eneste funktionærer.
Er du i tvivl, om din nye medarbejder er omfattet af funktionærloven? Så husk, at du som medlem af Krifa Selvstændige altid kan ringe og få vejledning.
Ferieregler
Hvordan er det nu med det der ferie?
Alle lønmodtagere har ret til 25 feriedage om året. Det fremgår af ferieloven.
Du skal i ansættelseskontrakten enten aftale ferie med feriegodtgørelse på 12,5 % af den ferieberettigede indtægt eller ferie med løn, hvor medarbejderen får sin sædvanlige løn og et ferietillæg på minimum 1 %. Det skal også fremgå i ansættelseskontrakten, om tillægget udbetales løbende sammen med den tilhørende ferieafholdes eller to gange om året med hhv. lønnen for maj og lønnen for august.
Kunde- og konkurrenceklausuler
Er du bekymret for, at din nye medarbejder siger op og starter en konkurrerende virksomhed, eller om vedkommende ender med at tage dine kunder med til en anden arbejdsgiver? Så kan du begrænse risikoen ved at indskrive en kunde- eller konkurrenceklausul i kontrakten.
Konkurrenceklausul
En konkurrenceklausul betyder et forbud mod at tage ansættelse i eller selv påbegynde konkurrerende virksomhed i en nærmere angivet periode. Men du skal være opmærksom på, at selv en gyldig konkurrenceklausul vil kunne tilsidesættes, hvis den er for vidtgående eller i øvrigt på urimelig måde begrænser medarbejderens adgang til at udøve sit erhverv.
Kundeklausul
En kundeklausul er et forbud mod at have forretningsmæssig forbindelse med den tidligere arbejdsgivers kunder og/eller andre forretningsforbindelser, herunder i form af ansættelse hos de pågældende. Kundeklausulen forhindrer ikke, at din medarbejder tager ansættelse i en konkurrerende virksomhed, så længe medarbejderen ikke arbejder med dine kunder.
Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er helt gratis at få lavet klausuler, hvis de skal være gyldige.
Prøvetid eller ej
Det kan være en rigtig god idé at aftale en prøvetid med din nye medarbejder. Det giver nemlig jer begge to mulighed for at se hinanden an. For funktionærer er reglerne omkring en prøvetid en del af Funktionærloven, mens det for ikke-funktionærer enten er en overenskomstmæssig mulighed eller noget, der kan aftales i den individuelle ansættelseskontrakt.
Det, der oftest karakteriserer en prøvetid er, at:
du kan opsige din medarbejder uden nogen særlig grund, og
at opsigelsen kan ske med et relativt kort varsel – oftest kortere end ved ansættelse uden prøvetid.
Er prøvetid en del af ansættelsesaftalen, så skal du være indstillet på at bruge den aktivt. Det betyder også, at det ikke giver mening at ansætte en ny medarbejder lige op til en ferie, hvor du ikke vil være på virksomheden.